”De taler løgn til hinanden med glatte læber og tvedelt hjerte.”
Salmernes Bog 12, 3
I Salme 12 ser salmisten med dystert blik på menneskene: Troskab og sandfærdighed kan han ikke få øje på. Og det er udtryk for hovmod, når folk siger: ”Tungen er vor styrke,/ vore læber er med os, hvem er herre over os?”.
Det er jo rigtigt, at ord har magt. De særligt veltalende kan med deres ords smidige glid over glatte læber få indtryk af, at de er uovervindelige. Også for os med mere moderate taleevner gælder det, at der nemt sniger sig noget uægte ind i talen, så ordene tjener vore egne, skjulte formål. Det bliver en tale med ”tvedelt hjerte”, som salmisten velvalgt formulerer det, og den slags misbrug af ord kan let medføre, at ”de hjælpeløse undertrykkes,/ og de fattige stønner (…) usselhed triumferer blandt mennesker”.
Derfor påkalder salmisten Gud Herren. Hans ord er rene som det sølv, der er ”lutret i diglen i jorden,/ renset syv gange”.
Martin Luther skrev salmen ”Ak Gud, fra Himlen se herned” med Salme 12 som forlæg. Klagemotivet er videreført: ”i trængsel er vi arme”, alle folk på jorden ”lærer idel tant og svig”. Og den lutring i en digel, som Salme 12 taler om, bliver hos Luther til, at Guds ord ”prøves” ved korset.
De hebraiske gloser, der i den autoriserede bibeloversættelse gengives ved ”diglen i jorden”, er uklare; de oversættes lidt forskelligt fra den ene bibeludgave til den anden. Men hvis vi holder os til den autoriserede oversættelse, svarer ”diglen i jorden” altså til korset hos Luther; dér lutres Guds ord, kommer på prøve.
Hvad vil det sige? Som inkarnationen af Guds skabende og genoprettende ord måtte Jesus gennem det jordiskes mørke og dødsriget; ved at komme tilbage derfra ved opstandelsen påskemorgen viste gudsordet sin ægthed, bestandighed og lyskraft.
Hvis Jesus havde talt og handlet, som vi kender det fra evangelierne, men havde smøget sig udenom, da hans anklagere samlede sig mod ham i Jerusalem, havde det været en køn fortælling, som snart var blevet glemt. Ved at stå ved sit budskab, sætte sig selv til side og overlade sin skæbne til Gud, som oprejste ham, blev Guds ord prøvet, så det med Luthers ord kan skinne ”på mørken jord/ i al sin glans og styrke”.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.