»Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven.«
(Jon. 2,6 f.)
Ordene er taget fra den salme, profeten Jonas synger, da mørket i hvalens bug har lukket sig om ham. Flugten fra Gud har ført Jonas ned i dødsrigets dyb, og han ved ikke andet råd end at vende sig mod den Gud, han trodsede, og kalde på hjælp. Da hører Gud ham og sørger for, at hvalen kaster op og sætter Jonas i land. Med salmen vender historien om Jonas, og det siger en hel del om, hvad en god salme kan udrette.
For mange år siden overværede jeg en samtale om, hvad der gør et digt til en salme. Blandt deltagerne var også afdøde professor Børge Diderichsen, der gav udtryk for den holdning, at en ordentlig salme skal trodse mismod, død og fordærv og dermed ligne den, Jonas sang i hvalens bug. Diderichsen citerede i den sammenhæng en arie om Jonas fra Gershwins opera »Porgy and Bess«, hvor et par linjer i den danske udgave lyder omtrent sådan: »... så sang han en salme, og hvalen fik kvalme.«
Der er i alle gode salmer en tone, der kalder på Guds hjælp og tirrer mørket, så det, om Gud vil, slipper sit bytte, og vi får lov at stå på livets strand og takke for lyset og dagen.
Færingen William Heinesen har en erindring fra sin drengetid, der peger i samme retning. Hans far tog ham med til fjelds og gik i brusebad sammen med ham under en fos, der hældte sit kolde vand ned over dem, mens de dansede nøgne rundt i Guds fri natur, og faderen sang: »Den signede dag med fryd vi se ...« Heinesen mindes oplevelsen som en »kur mod onde ånder«.
I salmesangen lægger vi alle beskyttende lag fra os, mens salmens ord kæmper med den hårde virkelighed. Dér bier vi på Gud og deler hans håb med hinanden og med den verden, vi har hjemme i. Når salmen lyder, farver den verden med ordenes lys.
Erling Stougård Thomsen