”(…) dine domme (er) som det store dyb.”
Salmernes Bog 36, 7
EN KIRKEGÆNGER sagde engang til mig: ”Når vi kommer til det med dommen i trosbekendelsen, lukker jeg ørerne. Det er ikke til at holde ud!”.
Kvinden havde hørt ”dom” som ”fordømmelse”. Det er en slem misforståelse. Der er alvor i talen om dom, naturligvis. I dommen, forbundet som den i kristendommen er med opstandelsestroen, belyses vi, og langtfra alt i vores liv vil det være rart at se tilbage på. Der vil være meget at angre. Men dommen er udtryk for, at det onde ikke får frit løb, og at vi ikke er overladt til os selv med alle vore svigt. Den betyder, at Gud træder til for at redde sit barn fra dets indfiltring i det onde.
Det er de livsforvridende magter, der dømmes bort – til forløsning af gudsbarnet i mennesket. Eller som i Jesu lignelse om ukrudtet i hvedemarken: Ved høsten fjernes det, der har taget kraft og lys fra den gode vækst, så der tilbage kun er det, som Gud har villet.
En sådan magt til dom og forløsning har kun Gud, ikke vi mennesker. Derfor kan salmisten i Salme 36 sammenligne Guds domme med ”det store dyb”, ikke til at beherske for os.
I Det Nye Testamente tydeliggøres dette dyb som den bundløse, uforbeholdne kærlighed, hvormed Gud ser sit menneske med alle dets skrøbeligheder, forbinder sig med det i Kristus og vil forløse det.
Når talen om dom i kristendommen så ofte opfattes skævt, viser det et behov for nye billeder på det, der sker i dommen. Nye udtryk for, at Guds domme er ”som det store dyb” og indebærer en uimodståelig vilje og magt til at komme mennesket i møde og hjælpe det på fast grund.
Et sigende billede på Gud som dommer finder vi hos Iben Krogsdal i samlingen ”Vild opstandelse”.
Det begynder sådan:
”Jeg kommer med tryk på min sjæl/ det kværner herinde af dom/ jeg håber du tager imod:/ Hvor var det dog godt at du kom.”
Dommen er velkommen. Og så ser hun en mor for sig :
”(...) et barn kommer sønderknust hjem/ for sent og for galt og forført./ Så rækker hun armene frem.”
Dommen betyder, at der er grænse for det ondes magt og håb for det skrøbelige menneske.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.