Ordene lyder hver søndag i kirken, og hvis vi overhovedet stadig hører dem, opfatter vi dem ofte blot som et signal til, at nu skal vi folde hænderne og bøje hovedet andægtigt. Men egentlig er det en ufattelig ting, at vi sådan uden videre kan henvende os til Gud, når og hvor vi vil: I kirken eller hjemme, når vi er mange eller få - eller bare én, der ikke behøver anden indledning end »Vor Fader, du som er i himlene ...«
Når mange i dag er holdt op med at bede, skyldes det måske netop, at vi ikke kan fatte, at Gud virkelig vil lytte til hver enkelt af os og høre præcis min bøn. Verden er blevet så stor, begivenhederne uoverskuelige og enhver af os kender den knugende fornemmelse af at være magtesløs - den enkelte betyder så uendelig lidt.
Da Søren Kierkegaard i sin tid skrev om »hiin enkelte«, var angsten for at forsvinde i mængden ret ny. Den opstod, da folk flyttede fra landet ind i byen og dermed ikke alene blev presset tættere sammen, men også mistede det trygge tilhørsforhold til naboer og familie. Med ét kendte de ingen, og ingen kendte dem. De druknede i byens masser og blev grå og anonyme.
Denne følelse af anonymitet er ikke blevet mindre siden Søren Kierkegaards tid, men mennesker kan ikke leve med at være masse. Vi søger efter øjne at spejle os i, længes efter mennesker, der bliver glade for at se os og genkender os fra dag til dag - og fra år til år. Og vi folder hænderne og beder til Gud, fordi vi tror, at for ham er intet menneske blot del af massen. Han har skabt os, og han genkender os. I hans øjne er enhver af os enestående.
At bede til ham er at trodse angsten og at nægte at være »masse«.
Lisbeth Smedegaard Andersen