Solen står lavt i disse dage, også ved middag, når den er højest på himlen. Dagene er mørke. Men i mørket lyder Zakarias´ profeti om en anden sol, der løfter sig og lyser for dem, der sidder i dødens mørke. Den har sin oprindelse i Guds barmhjertighed og drager alle til sig, for at lede vore fødder ind på fredens vej.
I Torsted Kirke ved Ringkøbing er der et billede af en urkok, måske det ældste billede i landet af den fugl, der engang gav liv til den jyske hede med sin dans og sin gennemtrængende kurren. Billedet er hugget ind i triumfbuens kragsten mod nord, sådan at de, der sidder nede i kirken, ser op imod det. Jeg har ofte fornemmet, at der i denne fugl, som har vingen løftet til slag, var en hilsen, der rakte op gennem mange tider og slægter og bandt os sammen.
Det er hanens kald at indvarsle den ny dag med sin galen, og samme ærinde har også hanen i Tor-sted Kirke haft, siden den for længe siden blev mejslet ind i sin sten. Nok er den stum; men den har vingen løftet til slag, som haner har for skik, når de galer, og den, der ser det, kan høre lyden for sit indre øre.
Den slår med vingen og melder, at en ny dag er begyndt, østenfra, hvor solen har sin opgang, og hvor hen alle de døde vender blikket i deres grave udenfor, selv om de ingenting ser. Men når øjnene inde i kirken ser samme vej, forbi hanen i triumfbuens åbning, finder de alteret med dets vidnesbyrd om Jesu død og opstandelse. Han er den solopgang fra det høje, som hanen varsler om, og for hans skyld lyser Guds nåde over livet også denne dag.
»Vågn op!« prædiker hanen i Torsted Kirke. »Sol er oppe. Guds lys rammer jorden og dig med! Luk dine øjne op og se, at dagen er over dig, denne korte dag og Guds dag!«
Erling Stougård Thomsen