Det er mandag, og klokken er 8.15. Michael og Mikkeline er så småt ved at gøre sig klar til at forlade det lille mintgrønne kolonihavehus i Risskov nord for Aarhus. Det er ikke en helt almindelig dag. Det er en dag, der kommer til at ændre deres liv for altid. Om tre timer skal de være på Aarhus Universitetshospital i Skejby. For Mikkeline er alvorligt nyresyg, og Michael har derfor besluttet sig for at give sin ene nyre til hende.
"Har du set mine hovedtelefoner," spørger Mikkeline, mens hun går ud og ind mellem stuen og køkkenet i det lavloftede træhus for at lede efter de sidste ting, som hun pakker ned i sin sorte North Face-sportstaske. På spisebordet er der halvtomme kopper, et stort, groft brød, biodynamisk juice og blødkogte æg. Stearinlysene brænder i vindueskarmen. Og lyden af vand, der bobler i elkedlen i køkkenet, blander sig med lyden fra tysk jazz i stuen.
For seks år siden meldte Mikkeline sig som bloddonor, men ikke lang tid efter opdagede hun, at der var noget galt med hendes nyrer. Sygeplejerskerne kunne næsten ikke måle noget jern i blodet. Mikkeline blev sendt til egen læge, som straks sendte en blodprøve til nyremedicinsk afdeling på sygehuset. For Mikkelines mor er også nyresyg og lever i dag med en nyre fra en afdød donor. Lægerne kunne se, at Mikkelines blod havde for høje doser af de affaldsstoffer, som en normalt fungerende nyre ellers udskiller via urinen. Derfor skulle hun nu gå til tjek hvert halve år. Men selvom hendes helbred gradvist viste tegn på svaghed, fyldte tankerne om de syge nyrer på det tidspunkt ikke så meget i Mikkelines liv. Hun gjorde gymnasiet færdigt, tog til Kina i syv måneder, på daghøjskole og begyndte sin uddannelse på Designskolen Kolding. Her mødte hun Michael.
I starten var de bare venner. Men med tiden voksede venskabet til et forhold. I dag har de kendt hinanden i tre år og har været kærester i to. De seneste somre har de boet i kolonihavehuset og har pendlet til og fra Kolding. Michael overtog efterhånden Mikkelines mors rolle med at være den, der fulgte Mikkeline på sygehuset, når hun skulle have taget nyrebiopsier eller foretaget andre tjek. I foråret 2012 fik hun besked om, at hendes nyrer nu var så dårligt fungerende, at hun inden for en tidshorisont på 10 år skulle have en ny nyre. Men et år efter den besked ændredes tidshorisonten drastisk til blot halvandet år.
"Det var chokerende. Jeg blev virkelig ked af det. For det kom pludselig helt tæt på," fortæller Mikkeline og tager en slurk af sin tekop.
Mikkeline skulle efterfølgende tjekkes igennem for at finde ud af, om hendes krop var i stand til at modtage en nyre. Hendes far ville gerne donere, og efter adskillige blodprøver, skanninger og tests var han tæt på at være erklæret egnet til donationen. Men lige som de troede, at alt var i skønneste orden, faldt korthuset sammen. Lægerne fandt ud af, at hans nyre sad for godt fast der var for mange blodtilførsler til nyren, og dermed var operationen for risikabel. Mikkeline kunne alligevel ikke få sin fars nyre, som hun ellers skulle have haft opereret ind i kroppen for to måneder siden. I stedet skulle hun nu forberede sig på, at hun skulle have opereret et kateter ind i maven. Det skulle så hver nat kobles til en maskine i soveværelset i otte timer, så hun kunne få sit blod renset for affaldsstoffer.
"Da lægen ringede for at fortælle mig, at min far ikke kunne være donor, spurgte han mig først, om jeg sad ned. Horisonten forsvandt for mit indre blik, da han gav mig beskeden," siger hun og tager Michael i hånden.
I stedet blev det Michael, der skulle vise sig at blive Mikkelines redning. Han puster lysene i den firearmede lysestage ud, snører sine brune lædersko og tager sin rygsæk på ryggen. Hun tager sin lange sandfarvede cottoncoat på og snører bæltet om sin slanke talje. De låser døren til kolonihavehuset og begiver sig på vej mod et helt nyt kapitel i deres liv. Klokken er 10.40 mandag formiddag.
På hospitalets nyreafdeling bliver de modtaget af en sygeplejerske, der viser dem, hvor de skal bo de næste 10 dage. De får tildelt stue 116, hvor de får hvide armbånd med navn og cpr-numre på, de bliver vejet, får taget blodtryk, urinprøver, blodprøver og får stillet en bunke spørgsmål til deres helbred. Michaels armbånd sidder skævt, så han går ud for at finde sygeplejersken igen for at få et nyt. Inden det viste sig, at Mikkelines far ikke kunne blive donoren, har Michael skrevet i den lille notesbog, som Mikkeline bærer rundt på, hvori hun skriver alt vedrørende sit nyreforløb. På en af siderne står der, at han gerne vil donere sin ene nyre til hende, hvis det skulle vise sig, at hendes far alligevel ikke kunne. Den beslutning føltes naturlig, for de seneste par år har han tilpasset sig Mikkelines liv med manglende overskud og energi og deraf følgende humørsvingninger og nedture. Da Mikkeline var færdig med bacheloren på designskolen, havde hun ikke overskud til det helt store. Så de besluttede sig derfor begge to for at læse fransk 16 timer om ugen på voksenuddannelsescenteret VUC. Michael gearede også ned, selvom det ikke var ham, der ikke magtede at gøre de ting, han var vant til. Han har på intet tidspunkt tvivlet på sin beslutning. Heller ikke når han bliver spurgt om, hvorvidt han har tænkt over, at hans egen nyre en dag kan svigte:
"Jeg har tænkt over det, men ikke kalkuleret med det. Alt andet i min krop kan jo også sætte ud. Jeg gør det her for at hjælpe Mikkeline, så vi kan komme videre med det, vi gerne vil sammen. Og det er også et større billede, jeg føler, jeg bidrager til. Jeg gør det ikke for at pudse min egen glorie, men det handler jo også om, hvorvidt vi som menneskehed skal donere eller ej hvorvidt vi skal hjælpe mennesker, mens vi lever," siger Michael med et fast blik i sine øjne.
Han er en spinkel mand. 177 centimeter og 62 kilo. Hun er 163 centimeter høj og vejer 52 kilo. De har samme blodtype, så både alderen, helbredet, vægten og blodtypen er gode forudsætninger for, at operationen tegner lovende, og Mikkeline kan leve med hans nyre i mange år. I gennemsnit holder en transplanteret nyre i 15 år. Men lægerne tror på, at Mikkeline kan leve med sin kærestes nyre i 20-30 år eller måske endnu længere tid, hvis man gør medicinske fremskridt. De to har snakket meget om transplantationen de seneste mange måneder. For selvom Michael er fast besluttet på at donere, er de godt klar over, at det handler om liv og død. Flere gange har de ligget med hinanden i armene med tårerne trillende ned ad kinderne. De har også talt åbent om, at de er unge, og selvom de tror på, at de er bundet sammen som kærester resten af livet, så skal Mikkeline ikke føle en evig gæld til Michael. De har derfor aftalt, at hvis følelserne en dag ikke er der mere, så står det hende frit for at forlade ham. Hun skal ikke blive, fordi han har givet sin ene nyre til hende. Men de tror nu på, at deres dybe venskab også er med til at binde dem sammen i livet fremover.
LÆS OGSÅ: Antallet af organdonorer er rekordlavt
"På en måde har vi levet i et vakuum. Vi har overlevet sammen. Nu skal vi så finde ud af, om vi kan leve sammen," fortæller Michael.
Det er kun fem dage siden, at han blev endeligt godkendt som donor. Egentlig havde de først troet, at transplantationen kunne blive til sommer. Men en uge før operationen, i slutningen af marts, var de i Paris sammen, fordi Michael skulle stå for et kunstarrangement. Den dag, arrangementet skulle løbe af stablen, ringede telefonen, og samme aften sad Michael i flyvemaskinen på vej hjem for at få kroppen gennemskannet, så han kunne blive endeligt godkendt. Kulturarrangementet droppede han, for der var pludselig en god chance for, at Mikkeline kunne blive opereret allerede ugen efter.
Derfor har de også svært ved at forholde sig til, at det er i morgen, de skal opereres.
"Man kan godt mærke, at noget har ændret sig, efter at vi er kommet herind i dag. Det er lidt point of no return. Du får fjernet en nyre, som du aldrig får igen og det er også point of no return i forhold til den måde, vi bliver forbundet på. Jeg får et legeme fra din krop ind i min krop," siger Mikkeline.
Det er blevet tirsdag dagen hvor den store operation skal foregå. Klokken er 7.15, og på stue 116 sover Michael og Mikkeline. Hele natten har de sovet sammen i Michaels seng. I de næste 7-10 dage kommer de ikke til at kunne sove sammen på grund af alle de slanger, som skal være koblet til Mikkeline. De har fastet de seneste seks timer. Michael blev vækket klokken 6.00 for at blive vasket og få hospitalets tøj på. Der går ikke lang tid, før døren bliver åbnet, og en portør kommer for at køre Michael op på operationsstuen. Mikkeline og Michael når lige at tage en hurtig afsked hen over tremmerne på deres senge hænderne slipper hinanden, og portøren kører af sted med Michael:
"Hej, hej vi ses senere," siger han til Mikkeline, mens han forsvinder ud af stuen, hen ad hospitalsgangen, ind i elevatoren og op på næste etages operationsgang. Portøren kører ham hen til den sidste dør på venstre hånd. Indsovning 6 står der over døren. Michael ligger med hænderne foldet hen over brystkassen, mens sengen køres ind i et lille rum foran selve operationsstuen. Han er ikke nervøs. Men han er alligevel glad for, at operationen skal foregå tidligt om morgenen, så der ikke er tid til, at tankerne kan få frit spil og pirre til den lille knude af skjult nervøsitet, som han gemmer dybt inde i maven. Efter 10 minutter kommer kirurgen Øyvind Østraat og hilser på Michael, mens han tager en sprittusch frem fra lommen:
"Vi snakkede om i torsdags, at det er højre nyre, vi skal tage, siger den næsten to meter høje kirurg med sin dybe stemme, der udstråler stor autoritet."
"Ja," siger Michael.
"Så får du lige et kryds på maven," siger Øyvind og sætter et sort kryds i højre side.
Derefter beder han Michael om at forklare, hvad der skal ske i dag, for at være helt sikker på, at Michael er den rette patient, og at han er med på, hvad der skal ske de næste timer:
"I skal tage min nyre ud," siger Michael.
"Ja for at give den til din kæreste?," siger kirurgen spørgende.
"Ja," svarer Michael.
"Det er jo en kærlighedserklæring," siger kirurgen og smiler.
"Ja, det kan vi godt sige," lyder det fra Michael, der også trækker på smilebåndet, mens lægen sætter flere streger på maven. Hans operation er nemlig en kikkertoperation, og derfor skal der føres instrumenter ind der, hvor de små streger nu sættes med sprittuschen.
Michael bliver kørt ind på operationsstuen, hvor et hold sygeplejersker står klar til at tage imod ham: to operationssygeplejersker og en anæstesisygeplejerske, der under hele forløbet befinder sig ved Michaels hoved for at sikre sig, at bedøvelsen, iltmængden i blodet og vejrtrækningen er, som de skal være. Han bliver tilsluttet diverse slanger og får lagt drop. Sovemedicinen sender ham efterhånden i en dybere og dybere søvn. Samtidig får han ilt via en maske, som sygeplejersken holder. For sovemedicinen lammer hans vejrtrækning.
Vi skal have ham til at sove så dybt, at han slapper helt af i stemmelæberne, så vi kan lægge den her slange ned i halsen på ham, uden at den laver skader på ham. Den skal trække vejret for ham, siger anæstesisygeplejersken, der tjekker, at Michael nu sover dybt. Slangen bliver koblet til anæstesiapparatet, der både skal tilføre bedøvelse i rette mængde, sikre Michaels luftskifte og holde øje med hans tilstand under narkosen. Derefter får han lagt en sonde gennem munden og ned i maven, så der ikke er luft i maven, som gør den så oppustet, at det kan skade operationen. Han får lagt kateter i urinrøret, bliver vendt om på venstre side, så kirurgen kan komme til nyren, bliver afdækket med grønne operationsklæder, får lagt en stor varmedyne over overkroppen og bliver desinficeret to gange, der hvor han skal skæres op. Samtidig finder sygeplejerskerne de sidste sakse, tænger, paletter, knive og andet operationsudstyr frem, som ligger på to sterile, grønne operationsborde lige ved sengen.
Så ankommer kirurgen og afdelingslægen, og operationsteamet laver en såkaldt time out, hvor de dobbelttjekker cpr.-nummer, patientens navn og formålet med operationen at fjerne hans højre nyre. Derefter skruer sygeplejersken op for sovemedicinen, for nu skal kirurgen skære hul i maven. En stærk brummen fylder rummet, som han arbejder sig frem gennem hud og muskler. Der bliver lavet fem porte i maven, hvor kamera og andre instrumenter skal ind for at få nyren skåret fri. Der går ikke lang tid, inden leveren og galdeblæren toner frem på en skærm lige foran kirurgen. På skærmen kan man også se de forskellige instrumenter bryde igennem den hinde, som danner en stor pose om alle organerne. Der pumpes luft ind i maven, så alle organerne er lettere at komme til. Galdeblæren klippes fri for væv:
"Og så hænger jeg leveren op på en stang en slags tørresnor, så vi har adgang til nyren," fortæller Øyvind.
En lugt breder sig i rummet. Den minder om lugten af brændt hår, men kommer fra det, som kirurgen nu er i gang med. Skridt for skridt brænder han nyren fri for væv med et hvidt instrument, der lidt ligner en lille elpisker, hvor piskeriset er skiftet ud med et langt instrument, der både kan brænde, klippe og skære. Hver gang han har brændt sig gennem noget væv, lyder en bippelyd, som fortæller ham, at han kan gå videre til næste mundfuld væv. Til sidst skal han koble nyren fra en vene, hvor det afiltede blod løber, en arterie, hvor det iltede blod løber, og fra urinvejslederen. Det sker ved, at han klipser årerne med en maskine, og derefter kan nyren komme ud:
"Nu tager vi nyren," siger afdelingslægen.
På skærmen kan man se endnu et langt instrument komme ind i maven, og for enden af instrumentet folder en pose sig ud rundt om nyren, som derefter trækkes ud af et større hul i højre side af maven.
LÆS OGSÅ: Danskere køber sig til etisk tvivlsomme indgreb i udlandet
Nyren kommer hurtigt op i en blå plastikskål med is og over på et andet sterilt bord, hvor Øyvind klipper den fri fra det sidste væv og klargør venen og arterien med lilla sytråd, som om tre timer skal bruges til at forbinde nyren med Mikkelines blodårer. Siden man lavede den første nyretransplantation for 50 år siden, er det ikke selve kirurgien, der har ændret sig meget. Det er mere den immundæmpende medicin, der er forbedret så meget, at risikoen for, at organet afstødes, i dag er langt mindre.
Efter et kvarter kommer nyren ned i to cylinderformede bokse og videre over i en grå flamingokasse fyldt med is. Her skal den stå på køl, indtil Mikkeline er klar til at tage imod den.
Hun har nu fået hospitalstøj på og venter på at blive hentet fra stue 116. I mellemtiden bliver Michael syet sammen, sygeplejerskerne fjerner de grønne klæder og diverse slanger, og han bliver kørt over på parallelgangens opvågningsstue. Der går ikke lang tid, inden han vågner. Men selvom hans krop har brug for at hvile, er det ikke det, han har lyst til lige nu:
"Jeg vil bare se Mikkeline," siger han med halvlukkede slørede øjne, der viser, at han er stærkt påvirket af den smertestillende medicin. Han falder lidt i søvn, og imens bliver Mikkeline hentet. Hun fortæller, at hun for første gang i lang tid har kunnet mærke en adskillelse mellem de to:
"Lige da Michael blev hentet, kunne jeg mærke en adskillelse. Det her er noget, vi har gjort sammen hele vejen. Men nu er vi pludselig adskilt både fysisk, men på en måde også mentalt."
Hun bliver kørt ind i det samme lille rum, der grænser op til operationsstue 6. Og igen kommer Øyvind forbi med sin sprittusch, og samme procedure gentager sig. Men denne operation kræver et større set up, for det er ikke en kikkertoperation, men en åben operation, og der skal kobles flere slanger og apparaturer til Mikkeline, så lægerne efterfølgende kan følge med i, hvordan hendes krop tager imod nyren.
"Kan du sove godt," siger Øyvind, der får et hurtigt svar fra Mikkeline, inden han forlader stuen for, at sygeplejerskerne kan gøre hende klar til selve operationen:
"Ja, tak. Og god arbejdslyst... eller hvad man nu siger."
Mikkelines lange mørkebrune fletning snor sig i en stor rund bue over hendes hoved på hovedpuden. Der går ikke lang tid, før hun er i dyb søvn. Og der går heller ikke lang tid, før Øyvind har frigjort hendes vene og blodåre og er er klar til at sy nyren på. Mikkeline har fået et syv centimeter langt snit i højre lyske, hvor nyren skal være.
"Nu vil jeg sådan set gerne have en nyre, så den kan sættes ind," siger Øyvind, der fluks får nyren over på Mikkelines mave. Den er pakket ind i en stofpose med en masse knust sukkeris, som holder den kold. Sirligt syer han et af Michaels indre organer sammen med Mikkeline. Der er en afslappet stemning på stuen, og lægerne laver jokes med sygeplejerskerne. Kirurgen synger kærlighedssange, mens han syer nyren på plads helt i tråd med den kærlighedserklæring, som han mener, at denne nyredonation er et udtryk for:
"Åh Mona Mona Mona, hvornår kommer den dag, hvor jeg tør ta din hånd, og vi kan stikke af sammen...."
Mens nyren stadig ligger på maven, tages to klemmer af blodårerne, der nu er syet sammen, og i takt med, at hendes blod strømmer ind i hans nyre, skifter den farve fra gråblå til fyldig rød. Kirurgen skubber nyren ned på plads i lysken, og Mikkeline bliver syet sammen af afdelingslægen.
"Tak for i dag," siger Øyvind og forlader indsovning 6, mens der stille og roligt skrues ned for sovemedicinen.
Kort efter vågner Mikkeline op med et sæt. Hun er forvirret, for hun har ikke en fornemmelse af alt det, der lige er foregået. Derfor tror hun, at hun er midt under operationen og beder straks om smertestillende. Men sygeplejerskerne forsikrer hende om, at operationen er ovre, og alt er gået godt. De kobler hende fra anæstesimaskinen og fjerner alle grønne afdækningsklæder, hvorefter hun køres på opvågningsstuen.
Efter et par timer går turen så mod stue 116. Klokken er fem tirsdag eftermiddag. Inde på stuen står mødre, fædre og søskende klar til at tage imod Mikkeline. De er spændte og rørte. Michael ligger i sin seng og venter på at blive genforenet med sin kæreste:
"Kan du mærke, at hun er på vej kan du mærke, at din nyre kommer nu," spørger Mikkelines mor Michael, mens tårerne lægger en hinde for hendes øjne. Hun når næsten ikke at afsluttet sætningen, inden Mikkeline dukker op i døråbningen. Hendes seng placeres til venstre for Michaels seng. Hun kysser sin venstre hånd og griber hans højre, der rækker ud over sengekanten:
"Hvordan har du det," spørger Mikkeline.
"Jeg har det okay jeg har lidt problemer med at trække vejret, men jeg har det godt."
Kort tid efter er stuen tom.
Og Mikkeline og Michael sover side om side. Hun med tre nyrer og han med en.
Før operationen lå Mikkelines kreatinintal, som er et af de affaldsstoffer, nyren skal rense, på 590. Hos et rask menneske er det mellem 60 og 90. En uge efter operationen har Kristeligt Dagblad været i kontakt med Mikkeline og Michael. Her var hendes tal faldet til 91.
