Prøv avisen

Overblik: Forstå overgrebssagen fra Tømmerup

Foto: RASMUS FLINDT PEDERSEN/Ritzau foto

En grov sag mod en nu tidligere folkekirkepræst blev mandag indledt ved Retten i Holbæk. Manden er blandt andet tiltalt for seksuelle overgreb mod flere børn

En usædvanlig sag, der rystede et helt lokalsamfund, blev mandag indledt ved Retten i Holbæk.

Sagen stammer fra sommeren 2016, da en præst kom i politiets søgelys, da en far kontaktede Midt- og Vestsjællands Politi og fortalte, at hans mindreårige søn var blevet seksuelt misbrugt af en 47-årig præst fra Tømmerup ved Kalundborg.

Herefter rullede sagen, og den nu tidligere præst blev efterfølgende tiltalt for blandt andet at have haft samleje med seks drenge og en pige over en ti-årig periode.

Manden er tiltalt for 30 forhold. Forholdene dækker blandt andet seksuelle overgreb mod børn, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno.

Han erkender en del forhold, men nægter sig også skyldig i mange. Han nægter sig skyldig i at have misbrugt sin psykiske overlegenhed til at udnytte børnene seksuelt, men erkender eksempelvis, at han har haft sex med pigen.

Den tiltalte sagde sin stilling op, da sagen begyndte at rulle.

Han forklarede mandag i et fyldt retslokale, at det altid har været en "drengedrøm" for ham at blive præst.

- Det er et stort privilegium at være præst. Man får lov at arbejde med mennesker, både når de er glade, og når de er ulykkelige. Jeg nød både arbejdet med de unge og de gamle. Jeg føler selv, at jeg er en god præst, lød det.

Størstedelen af tiden svarede han roligt og velovervejet på spørgsmålene fra både anklager og sin forsvarer. Enkelte gange måtte han dog stoppe op, når stemmen var ved at knække.

Han forklarede, at hans præstebolig altid var åben, og at han havde mange besøgene, såvel unge som gamle.

I retten blev der vist en række billeder, som politiet konfiskerede. På et af billederne ses blandt andet præstens hånd placeret på en af ballerne på en 12-årig dreng.

Han forklarer, at de havde et tæt forhold, og at drengen overnattede hos ham.

- Det er en drengerøvsting, som er gået for vidt, efter at han var gået i seng. Jeg ved ikke, om jeg havde tænkt mig at vise de her billeder morgenen efter og sige "kan du huske det her".

- Det var ikke noget seksuelt. Ikke andet end, hvad der altid er med drengerøvslir. Det har været for sjov, forklarede han.

Præsten er tiltalt for seksuelle krænkelser af 12 børn. Men at han skulle have haft et seksuelt forhold til den 12-årige dreng nægtede han.

- Jeg erkender ikke, at jeg har haft et seksuelt forhold til drengen, men jeg erkender, at jeg har taget de her billeder. Jeg synes, det er flovt og helt vildt pinligt, sagde han.

Præsten var vellidt i lokalsamfundet og var kendt for at tage hånd om de unge.

En ungdomsgruppe for tidligere konfirmander ved navn "De Unge Disciple" blev i 2005 stiftet af præsten. Ifølge præsten kom mellem 50 og 60 forskellige børn og unge hos ham.

I 2013 var han indstillet til Kristeligt Dagblads initiativpris for ungdomsgruppen.

Her mødtes op til flere unge jævnligt til fællesspisning og gudstjenester, ligesom de også spillede computerspil, så fodbold og film.

Men ifølge tiltalen stoppede det altså ikke med hyggeligt samvær.

Der er afsat mindst ti retsdage til sagen, som forventes afsluttet i november.

/ritzau/