Efter Anden Verdenskrig hvilede verdensfreden på et usikkert grundlag, og kuglerne var støbt til den kolde krig, der skulle komme til at præge verden i mange årtier efterfølgende. På det grundlag blev Den Nordatlantiske Traktat underskrevet af 12 lande den 4. april 1949. Den 24. august samme år var alle formaliteter gået i orden, og traktaten trådte officielt i kraft. Siden har yderligere 15 lande tilsluttet sig Nato.
Kristeligt Dagblad har rådført sig med Kristian Søbye Kristensen, vicecenterleder ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og mangeårig forsker i sikkerhedspolitik, for at give et overblik over, hvordan Nato har haft indflydelse på verdens udvikling siden Anden Verdenskrig.
Hvorfor mente man, at der var et behov for en forsvarsalliance efter Anden Verdenskrig?
"Efter Anden Verdenskrig blev de vesteuropæiske lande enige om, at de blev nødt til at udarbejde en form formaliseret sikkerheds- og forsvarsstrategi. En alliance, der også på sigt kunne inkludere Tysland, så man kunne slippe for, at tyskerne igen ville gå i krig med resten af Europa. I begyndelsen handlede det altså primært om en bekymring for en genopblussende nazisme i Tyskland, men ret hurtigt skiftede fokus til at være en forsvarsalliance mod den sovjetiske trussel.
Det gik også ret hurtigt op for både England og Frankrig, at det ville være for usikkert at indgå i forsvarsalliancen på egen hånd. Det blev i hvert fald - med tanke på de to verdenskrige - betragtet som en fordel at få USA inddraget.
Efter den erkendelse påbegyndte man forhandlinger på tværs af Atlanten, der endte med underskrivelsen af Washington-traktaten den 4. april. Det er i høj grad den traktat, der fastlagde, at USA påtog sig en sikkedhedsgaranti for det, som dengang hed Vesteuropa.
I første omgang var de implicerede europæiske lande England, Frankrig og Italien, men USA syntes, det var hensigtsmæssigt at udvide kredsen et smule med såkaldte 'Stepping-stone'-lande. Det var lande med territorier, der kunne sikre en forsyningslinje over Atlanten fra USA, såsom eksempelvis Norge og Danmark."
Hvad forpligtede landene sig til ved at underskrive traktaten?
"Omdrejningspunktet for traktaten er det, der hedder Artikel 5 eller den såkaldte 'Musketer-ed'. Med artiklen skrev de 12 lande under på, at de ville anse et væbnet angreb mod ét af Nato-landene som værende et angreb mod dem alle. Det vil sige, at hvis et land angreb Danmark, så var det også samtidig et angreb mod USA og de 10 andre lande. Så kan man selv regne ud, at omkostningerne og risiciene for et angreb mod Danmark ville blive noget højere, fordi man i givet fald også skulle kæmpe mod USA.
'Musketer-eden' blev dog relativiseret af sætningen 'med de midler de nu må anse som nødvendige'. Det var tydeligvis en sætning, der blev inkluderet efter amerikansk pres. Amerikanerne ville ikke uden videre binde sig til at blive en del af en fremtidig europæisk konflikt endnu en gang."
Hvordan har Nato præget verdens udvikling i de seneste syv årtier?
"I løbet af den kolde krig blev det tydeligt, at USA lagde mere vægt på den første sætning af artikel 5. Nato blev omdrejningspunkt for det militære forsvar i Europa mod Sovjetunionen. Allerede fra starten af 1950’erne udviklede Nato sig til ikke bare at være en traktat, men en egentlig militær organisation. Godt nok ikke en organisation med egne styrker, men med et stort militært hovedkvarter og formel organisering.
Nato har haft en helt afgørende betydning for, hvordan verden har udviklet sig gennem de seneste syv årtier. Først og fremmest har Nato været med til sikre Vesteuropas frihed mod den trussel, man vurderede, der var fra Sovjetunionen. Derudover har den fasttømret og forstærket den transatlantiske relation på godt og ondt og har bundet de to verdensdele sammen. Der var ikke mange, der troede, at Nato ville overleve efter den kolde krig, men organisationen har vedblevet med at være en afgørende faktor i både amerikansk og europæisk sikkerhedspolitik.
Derudover har den bundet medlemslandenes militære styrker sammen. Udover at være en traktat og en militær organisation er Nato en kæmpe standardiseringsmaskine. Grunden til, at danske styrker i dag kan arbejde så relativt gnidningsfrit sammen med den amerikanske, franske eller ungarske styrke, er jo et resultat af den militære integration, der har foregået i Nato. Organisationen har dannet en ramme for militær magt, hvilket betyder, at selvom Nato ikke leder alle militære operationer, så foregår diskussionerne om disse ofte i en ramme af Nato."
Hvor er Nato som institution i dag?
"Hvis man skal betragte Natos historie overordnet set, så kan den inddeles i tre faser: Den kolde krig, tiden efter den kolde krig og tiden efter Ruslands annektering af Krim. I den kolde krig var hovedfokusset i Nato snævert fokuseret på Europa. Efter dens afslutning begyndte fokus at skifte fra militær afskrækkelse og eget forsvar til flere militære operationer uden for alliancens eget territorium, hvilket eksempelvis ses med indgrebet på Balkan eller krigen i Afghanistan.
I den sidste fase efter at pro-russiske styrker invaderede Krim i 2014, har Nato i høj grad rettet opmærksomheden tilbage mod de kerneopgaver, som blev prioriteret under den kolde krig. Det er altså det kollektive forsvar af egne territorier mod en trussel fra Rusland, der igen er det afgørende for alliancen."
Hvorfor er Nato en evig kilde til gnidninger og frustrationer?
"Grundlæggende er der to svar. Det første er, at Nato er det eneste forum, hvor USA og de europæiske lande diskuterer sikkerhedspolitik. Så hvis de bliver enige om noget, gør de det i Nato. Men hver gang landene er uenige om noget, sker det også i en Nato-ramme. Et kendt eksempel er krigen i Irak i 2003, som jo var en gigantisk transatlantisk uenighed, der også havde konsekvenser for det efterfølgende samarbejde i Nato.
I de sikkerhedspolitiske diskussioner, der foregår i dette forum, er der generelt meget på spil. Det handler om betingelserne for USA’s sikkerhedsgaranti, samt hvad disse betingelser giver USA af magt og de europæiske lande af rettigheder.
Det andet svar er en klassisk genganger i Nato-politik, som handler om størrelsen af medlemslandenes forsvarsbudgetter. Altså spørgsmålet om, hvem der betaler for lidt og for meget. Her har amerikanerne i hele Natos historie i variende omfang udtrykt utilfredshed med, at de mener, at en uforholdsmæssig stor del af regningen tilfalder de amerikanske skatteydere. Den diskussion går meget længere tilbage end Donald Trumps præsidentperiode, selvom han tydeligt har markeret sin utilfredshed på området."