Det er ved at være den 11. time, hvis der skal findes en løsning mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne i overenskomstforhandlingerne. Linjerne er trukket skarpt op mellem parterne, mens de forbereder sig på den endelige styrkeprøve.
Som under en intens tenniskamp er beskyldninger og modsvar igennem de sidste par måneder fløjet frem og tilbage over nettet, i spillet om at vinde offentlighedens gunst. Og nu tyder en ny undersøgelse, som er foretaget af Epinion for DR, på, at det er lønmodtagerne, der er løbet med sejren. Hele 57 procent af de adspurgte sympatiserer nemlig med lønmodtagerne, mens kun 10 procent har mest sympati for arbejdsgiverne.
Opbakningen til lønmodtagerne er også tydeligt på de sociale medier, hvor mange almindelige danskere fortæller om deres positive syn på den offentlige ansatte under hashtagget "bakop".
(Eksempler på de mange tilkendegivelser som kampagnen har fået på de sociale medier)
I en konflikt som grundlæggende handler om arbejdsvilkår og løn, kan det virke mærkeligt, at den offentlige mening har en betydning. Benjamin Rud Elberth, der er indehaver af Elberth Kommunikation, som specialiserer sig i digital politisk kommunikation, forklarer her, hvad der er op og ned i slaget om offentlighedens gunst.
Hvorfor er det vigtigt, hvad den brede befolkning mener om overenskomstforhandlingerne?
Det er vigtigt, fordi forhandlingerne ikke bare er forhandlinger om tal, hvor der sidder nogle mennesker om et bord. Det handler om at have folkestemningen med sig. Med den i ryggen kan man sidde ved forhandlingsbordet og sige: ’vi skal have noget mere i lønposen’, hvis man er arbejdstager. Og omvendt så kan man som arbejdsgiver sige: ’der er ikke mere at komme efter her’. Alt efter, hvilken vej opbakningen går.
Meningsmålinger viser, at langt de fleste danskere sympatiserer med lønmodtagerne. Hvad har de gjort rigtig i deres kommunikation?
Det er lykkedes dem at skabe en kampagne og et billede af, at de faktisk har noget til gode. De har fortalt danskerne, at de offentligt ansatte for at sige det som det er, knokler røven ud af bukserne. Det er den forståelse, som mange danskere nu har. Det har de gjort igennem dygtig kommunikation, og hjulpet af en meget upræcis kommunikation fra deres modstandere.
Hvordan har lønmodtagerne kommunikeret det ud?
Det har de gjort i pressen og især på de sociale medier. Hver eneste gang, der har været en ting, der kunne fortolkes, for eksempel når der er blevet varslet lockout og strejke, så har fagbevægelsen været lynhurtigt ude og fortælle, hvem der er helt og skurk. Det er lykkedes dem ved først at kommunikere hurtigt ud på Twitter, så de kunne præge, hvordan journalisterne har skullet forstå tingene. Derefter har de gjort det på Facebook, hvor de har været rigtigt gode til at fortælle den almindelige dansker om, hvordan de knokler hver eneste dag.
(Videoen "Vi er her for dig" er lavet af blandt andet FOA, og er til dagsdato delt over 1.500 gange.)
Hvad har arbejdsgiverne gjort forkert i deres kommunikation?
De har simpelthen ikke kunnet finde et modtræk til, at lønmodtagerne har skabt et billede af, at det er dem, som er nærige. Det er ikke lykkedes dem at få formidlet klart ud, hvorfor der ikke er flere penge til at lønne offentligt ansatte.
Hvorfor har de ikke kunne det?
Jeg mener, at arbejdsgiverne har været en lille smule tonedøve i deres kommunikation. For eksempel når Kommunernes Landsforening for sjov har kaldt sig selv ’det onde spinkontor’, eller når Michael Ziegler (K) (topforhandler for Kommunernes Landsforening, red.) har lagt et billede ud af sig selv iført en Darth Vader (skurken i Star Wars, red.)-maske.
(Det er blandt andet tweets som dette, som ifølge Benjamin Rud Elberth viser, at arbejdsgivernes topforhandlere har ramt forkert i deres kommunikation.)
Hvordan er det ellers kommet til udtryk?
Michael Ziegler (K) har også skøjtet en lille smule rundt i sin kommunikation. Ved sidste overenskomstforhandling var han rigtig dygtig til at vise pressen, at det var ham, der havde det store overblik. Det er ikke lykkedes for ham denne her gang. Det er til gengæld lykkedes for Anders Bondo (formand for Danmarks Lærerforening og topforhandler for de kommunalt og regionale lønmodtagere, red.) i en helt anden grad. Anders Bondo har været rigtig skarp til at sige: ’det er altså ikke på Twitter, at vi kører forhandlingerne’.
Kunne arbejdsgiverne have grebet deres kommunikation anderledes an og hvordan?
I første omgang kunne de have været bedre til at forklare situationen for både journalister og for den almindelige dansker. Hele konflikten startede med, at Sophie Løhde (V) følte sig misforstået i forhold til spørgsmålet om løn. Det har betydet, at arbejdsgiverne hele tiden har været bagud i forhold til medierne. Det er ikke lykkedes dem at få fortalt, hvorfor der er kommet konflikt, strejke og lockout. Det har haft stor betydning for, hvem den almindelige dansker sympatiserer med lige nu.
(Efter Sophie Løhde (V) i december blev citeret for at sige, at en lønstigning ikke kunne komme på tale, delte flere hundrede offentligt ansatte deres lønsedler under hashtagget "Sophieslønfest")
Når lønmodtagerne har haft befolkningens opbakning, hvorfor er det så ikke lykkedes dem at få en aftale?
Der kan være rigtigt meget taktisk i det, og det kan sagtens være, at der stadig kommer en aftale. Man kunne forestille sig, at Sophie Løhde (V) trækker den så langt, for at hun kan komme ud af forhandlingslokalet som den stærke kvinde. Ved at vise, at det er lykkedes hende at lave en aftale, hvor de offentlige ansatte ikke fik for meget men fik lige det, som de havde fortjent. Hvis hun formår at skabe det mediebillede, så vil danskerne i eftertiden komme til at kigge på hende som en dygtig forhandler. Det er også vigtigt.
Hvordan kan det være en taktisk fordel at forhale forhandlingerne?
Der er noget teatertorden over de her forhandlinger, for der er de forhandlinger, som sker ved forhandlingsbordet, og de forhandlinger, som sker i mediebilledet. Mediebilledet er vigtigt, fordi man her kan vise, at man har grebet de her forhandlinger helt rigtigt an og præget slutresultatet.
Under en eventuel strejke og lockout, hvilken betydning har det så, at sympatien ligger hos lønmodtagerne?
Når danskerne forsøger at åbne døren til en lukket børnehave eller til sygehuset, så er det virkeligt vigtigt, hvad de tænker. Om de synes, det er de offentligt ansatte, som har klynket så meget, at de har frataget danskerne muligheden for at få den service, de faktisk har brug for. Eller om de har et billede af en ond regering eller en for ond moderniseringsstyrelse, som har skabt en konflikt.
Kan det have indflydelse på den endelige aftale?
Som sagt, så forhandler de ikke kun på baggrund af tal, men også på baggrund af folkestemningen. Hver eneste politisk beslutning bliver taget på baggrund af fornuft, men den folkelige opbakning spiller også ind. Det handler om tillid det her. Også tilliden til at genvælge en regering, som er presset. Det har betydning for, hvilke tal der i sidste ende ender på at stå i den endelige aftale – hvis den altså kommer.