Prøv avisen
Boguddrag

Psykolog: Dette bør du overveje, inden du skælder ud

"Som psykolog og konsulent kan jeg bedst lide at beskæftige mig med den praktiske virkelighed, hvor børn ikke bare er tal og teori," skriver Rasmus Alenkær i forordet i sin nye bog "Alt det forældre kan". Foto: alenkaer.dk

Det kan være svært at bevare overblikket, når man bliver sur på sine børn. Det skal man nu alligevel øve sig på, siger psykolog og forfatter Rasmus Alenkær, der i sin nye bog kommer med flere råd til, hvordan man undgår at skælde ud. Her er tre ud af ti anbefalinger til den, der vil skælde mindre ud

1. Få styr på dig selv

Der er næsten altid et eller andet bagvedliggende problem hos mennesker, der skælder meget ud. Hvis du går og er lidt stresset, frustreret eller i dårligt humør, så kan det være svært at kommunikere hensigtsmæssigt. Bitre mennesker skælder typisk mere ud end tilfredse mennesker, og bitre mennesker smitter andre med bitterhed.

• Start med at spørge dig selv, hvordan det går? Få styr på dit liv. Måske er det parforholdet, måske er det arbejdslivet, måske er det noget helt tredje. Uanset er det ikke dine børns problem, at du tumler med dette eller hint. Det er dit problem, og det synes jeg, du skal tage ansvar for som det første.

• Måske har du ’bare’ udviklet en aggressiv kommunikationsstil, uden at der er noget bagvedliggende galt. I så fald kan du jo spørge dig selv, hvad børnene mon tænker om din facon. Synes de, at du er sympatisk? Har de respekt for dig? – og med respekt mener jeg respekt, ikke frygt. Er du blevet den, du drømte om at blive? Hvad ville der ske, hvis du ændrede stil? Du har en chance til, så tag den.

• Det kan også være, at du er blevet del af en skældud-kultur, enten i familien, på arbejdspladsen eller i fritidslivet. Dette har jeg tidligere nævnt, men jeg gentager det endnu en gang, for det er vigtigt. Måske er den hårde, dominante og ikke-empatiske tone blevet standardmåden at tale sammen på. Hvad synes du egentlig om det? Skal det fortsætte? Hvad siger det om dig, at du gør som alle de andre i stedet for at sige fra? Er det din vurdering, at den hårde kultur er gavnlig for dine børns opvækst? Hvad kan du gøre? Hvad kan I gøre i fællesskab? Jeg tror, at du er stærkere, end du selv tror – så sig fra!

2. Ups …!

Børn har uheld. Det har voksne også. Det bedste, vi kan gøre, hvis vi spilder noget på gulvet, er at tørre op. Gulvet bliver hverken mere eller mindre rent af, at vi skælder ud samtidig. Hvis uheldet er ude, så:

1. Stop den aktivitet, der skabte uheldet.

2. Tjek, om nogen er kommet til skade, og hvis der er det, så tag dig af dem først.

3. Sig: “Ups …!”

4. Ryd op i fællesskab – uden at skælde ud.

5. Overvej, om aktiviteten skal fortsætte, og om der i så fald skal justeres på den opgave, barnet skal løse.

6. Forklar barnet, hvad du forventer, at det fremadrettet gør, så et lignende uheld kan undgås. Vær positiv og konstruktiv uden at miste elementet af alvor.

7. Husk, at barnets adfærd og opgaveløsning ultimativt er dit ansvar. Barnets uheld er også dit uheld.

3. Hvad er mit mål?

Når følelserne tager over, og når amygdala bliver overaktiv – sådan som vi så det i eksemplet med Jacob og far – tænker og kommunikerer man ikke særligt klart.

Derfor er et godt alternativ til skældud, at du indledningsvist finder ud af, hvad det egentlig er, du vil opnå med det, du har tænkt dig at sige. Gør følgende:

• Tæl til 10, og tag en dyb indånding. Når du gør det, bringer du dit neurologiske følelsessystem i ro og aktiverer de dele af hjernen, der opererer rationelt.

• Spørg dig selv: Hvad er mit mål? Hvad er det, jeg gerne vil opnå?

• Hvis dit mål er at få afløb for frustrationer og i den forbindelse lave et verbalt overfald, så er du på den gale vej. Der er som nævnt ingen principiel forskel på at overfuse et barn med skældud og på at øve fysisk vold mod barnet. Begge dele gør ondt, bare på forskellige måder. Så lad være med det.

• Hvis det i forbindelse med børns fysiske konflikter er nødvendigt at skille eventuelle kamphaner ad, så gør det næsten uden ord og med et minimum af fysisk magtanvendelse. Ellers optrapper du bare.

• Hvis dit mål er at stoppe en farlig eller lidt for livlig aktivitet, eller hvis barnet anvender uacceptabelt sprog, så sig: Hey – STOP!” Kort og kontant, og så ikke mere end det. Du kan understrege din position ved at pege på barnet, ved at løfte øjenbrynet og ved at holde øjenkontakt. Hvis børnene stopper, så sig: “O.k., det var godt”. Ikke mere end det. Hvis de tydeligvis ikke kan håndtere ansvaret for aktiviteten, så afbryd den, men lad være med at komme med en masse forklaringer. Bare sig: “Slut”.

• Hvis dit mål er at skabe en mere kompleks forandring, eksempelvis som i tilfældet med Jacob og far, så skal der andet og mere til end at markere, at det er dig, der bestemmer. Du kan teknisk set nøjes med indledningsvist at konstatere, at: “Det her går ikke – der skal ske noget andet”, og det må du gerne sige højt til barnet. Når der efterfølgende er ro på følelserne, og når det er muligt at have en god og konstruktiv dialog, så tag den der, men heller ikke før. Det gør ikke noget, du venter lidt. Dialoger kan sættes i banken, som man siger, og de bliver ofte mere værd, hvis de får tid til at trække renter, før man hæver dem.