I garagen holder en blankpoleret mørkerød Mustang fra 1967, og Michael Juhl Andersen går og pusler om den, så den er klar til at køre konfirmander eller brudepar.
Bare sådan for folk han kender. Og den 42-årige elektriker og familiefar kender en del, for han har boet her i vestsjællandske Vemmelev i – ja, 42 år.
”Jeg var lige væk det år, jeg var i Livgarden i Høvelte. Men der kom jeg jo hjem og besøgte mine forældre, som bor her i byen,” siger han.
Kirkevej 22 i Vemmelev, som er den tidligere graverbolig, ligger lige over for kirken, som er et smukt restaureret kludetæppe af en bygning: Dele af skibet og vestgavlen mod tårnet stammer fra 1200-tallet. Tårnet og våbenhus kom til 300 år senere, og koret er fra 1871.
Som den ligger og lyser kalkhvidt for enden af familien Andersen/Zielinskis indkørsel, udgør kirken det historiske centrum i landsbyen. Og det er en af grundene til, at Michael Juhl Andersen og Louise Zielinski og deres fire sammenbragte børn synes om at bo her.
Til at begynde med var der bare et vejkryds her, men kirken og Kirkevej findes på alle de gamle kort og fotografier. Så familien bor lige der, ”hvor historien er”.
Traditionen tro ligger kirken som på en præsenterbakke højest i landsbyen, og dermed er graverboligen også godt placeret. Fra terrassen kan man se ud over hele byen, der fungerer som en tryg base for børnene – Oliver på 9 år, Mathilde på 12, Phillip på 14 år og 16-årige Magnus. De går alle i skole i Vemmelev undtagen Phillip, som går på en skole i Slagelse.
I landsbyen er der både en friskole og en folkeskole. Det betyder meget for et lille samfund at have skoler, er familien enige om, og de lærere, Michael Juhl Andersen havde som barn, har børnene nu.
”Det bedste ved at bo i en lille by er, at man føler sig tryg ved det hele. Vi kender de fleste familier og ved lige, hvor børnene er. Samtidig er der kun to kilometer til motorvejen, så man er hurtigt i København, hvis det er det, man vil,” siger han.
Mange af Michael Juhl Andersens gamle skolekammerater vender i øjeblikket tilbage til Vemmelev.
”De er lige ude i 10-12-15 år, men så flytter de hjem, når de får børn.”
Det var sammen med sin ekskone, Michael Juhl Andersen i 1999 købte den nedlagte graverbolig. Ved den lejlighed forsikrede ejendomsmægleren, at det ikke spøgte på det lidt tilgroede sted.
Men noget mystisk var der nu alligevel ved garagen og dens fine sokkel af gammelt marmor. Og da Michael Andersen begyndte at rive den ned for at bygge en større, fik han sig en overraskelse: Marmoren var mindeplader ovre fra kirkegården.
”De var brugt som støbe-forskalling, og pludselig stod jeg med 20-25 gamle gravsten,” siger Michael Juhl Andersen, som fik marmorpladerne løsnet, uden at de gik i stykker. De var fra 1918 og graverboligen opført i 1948, så familien gætter på, at de stammer fra gravsteder, nedlagt efter 30 år.
”Så har man lige vendt teksten indad og brugt marmoren til garagen. Det var det flotteste fundament i hele byen,” husker han.
Nogle mente, mindestenene kunne bruges som trædefliser i haven.
”Men jeg syntes ikke, man skulle gå på dem. Måske var de sat over en eller andens tipoldemor, og vi kender som sagt alle sammen hinanden her,” siger Michael Juhl Andersen, som bad den daværende graver hente dem. To trillebørfulde var der.
Hver morgen og aften lyder kirkeklokkerne ned over familiens hjem. Det er en god lyd. De går til de koncerter, der er, til gudstjeneste juleaften og på mindedage, hilser med hånden til graverne, når de ser dem over muren. Og Michael Juhl Andersen har sin mors gravsted derovre.
”Kirken er med i vores hverdag,” siger Louise Zielinski, der er jordemoder.
Og børnene? De er døbt og konfirmeret.
”Det er lige, som det skal være, der bliver ikke sprunget over nogen steder,” siger Michael Juhl Andersen.