På kirkevandring til pragtkirken, som bryggeren byggede

Carl Jacobsen anvendte en del af sin arv til at opføre Jesuskirken i Valby i København

Jesuskirkens bygherre, bryggeren Carl Jacobsen, var snarere fascineret af de rigt udsmykkede, sydeuropæiske basilikaer end af den danske landsbykirke. Dette udsnit viser alteret med Stephan Sindings korfrise, der gengiver næsten 50 figurer.
Jesuskirkens bygherre, bryggeren Carl Jacobsen, var snarere fascineret af de rigt udsmykkede, sydeuropæiske basilikaer end af den danske landsbykirke. Dette udsnit viser alteret med Stephan Sindings korfrise, der gengiver næsten 50 figurer. Foto: Torben Weirup.

I Valby skabte Carl Jacobsen (1842-1914) sit eget kongerige. Produktionsbygninger, boliger, laboratorier, stalde, borge med tårne – og bryggeren selv samt hustruen Ottilia, gengivet af Ludvig Brandstrup som en dobbeltbuste på en balkon i det symbolladede byggeri over elefantportene. Industrianlægget Carlsberg blev en rigtig by – så hvor var kirken? Den placerede Carl Jacobsen uden for kongerigets grænser – 10 minutters gang fra elefantportene, der i øvrigt symboliserer Ottilia og Carl Jacobsens fire overlevende børn.

Bryggeren betroede arbejdet med kirken til en af sine foretrukne arkitekter, Vilhelm Dahlerup (1836-1907), der med bygningsværker som Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Glyptoteket i den grad har sat sit præg på København. Og Vilhelm Dahlerup fik til opgave at tegne en basilika, der kunne ”overgå alle de andre kirker i København i skønhed”. Samtidig skulle Jesuskirken – ligesom man kan sige det om Carl Jacobsens Carlsberg – også være et monument over Carl Jacobsen, hans familie og hans indsats i samfundet. Familien er stedt til hvile i krypten under kirken, og kampanilen umiddelbart ved siden af kaldes undertiden Alftårnet til minde om en af Ottilia og Carl Jacobsens sønner. Tæt ved alteret er der opsat mindetavler for flere af familiens medlemmer.

Om Jesuskirken overgår alle københavnske kirker i skønhed, må enhver gøre op med sig selv – tilhørsforhold til egen kirke spiller selvfølgelig også ind.

Men Vilhelm Dahlerup formåede vel med sin opvisning af oldkirkelige og byzantinske træk at imødekomme den pragtelskende og kunstpassionerede bryggers ønske om at sætte et mindesmærke for sig selv. Ikke ulig C.F. Tietgens omtrent samtidige redning af Marmorkirken.

Jesuskirken, der blev indviet i 1891, er i hvert fald et prægtigt syn. Puritanere vil måske finde den lidt overlæsset, som væggene fremtræder med mange billeder, skriftsteder, symboler og dekorative detaljer.

Der er virkelig meget at se på, men blandt de mest iøjnefaldende udsmykninger i Jesuskirken er billedhuggeren Stephan Sindings (1846-1922) frise i koret forestillende et persongalleri af ”de mest fremragende Skikkelser i Kristendommens Historie”, som Stephan Sinding formulerer det i sine erindringer.

Kristus er gengivet i midten af korfrisen og er i selskab med blandt mange andre Maria Magdalene, disciplene, Ansgar, Luther og Hans Tausen og en række helgener og martyrer. Og indtil flere kvinder: Den svenske helgen Birgitta og blandt andre martyrerne Cæcilia, Potajana, Agathe og Perpetua.

Set fra vore dages overvejelser om, hvorvidt en kunstner nødvendigvis skal være troende for at fortolke det kristne budskab, kan det være værd at bemærke, hvad Stephan Sinding også skrev i sine erindringer:

”Inden jeg gik til dette Arbejde, sagde jeg til baade Jacobsen og Fru Othilia Jacobsens (Stephan Sindings stavemåde, red.), som begge var troende Kristne, at jeg ansaa det for min Pligt som hæderlig Mand at sige dem, at jeg meget gjerne vilde påtage mig denne Bestilling, men at jeg ikke turde lade dem tro jeg var Kristen. Jeg havde i min Barndom og Ungdom været stærkt troende, næsten fanatisk; jeg havde det fulde Kjendskab til min Opgave og vidste, hvad Ærbødighed jeg skyldte de Tusind Sjæles Følelser og Tanker. Dette skulde jeg have for Øje under mit Arbejde.”

Jesuskirken ligger omgivet af boliger – og foran kirken blev der på Carl Jacobsens foranledning opsat en skulptur af den symbolistiske billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861-1941).

Skulpturens titel er ”Trold der vejrer kristenblod” og er blevet fortolket både som en antireligiøs figur og som en advarsel mod de farer, der truer den frafaldne. Det sidste var i hvert fald bryggerens intention. Af et faktaark i kirken fremgår det, at Carl Jacobsen i 1902 forsvarede opstillingen med ordene:

”Min tanke er, at statuen skulle stå til siden ved vejen foran langsiden. Det er Satan, Fristeren, Den Onde, der vil drage menneskene til sig; og så ligger Kirken bagved og åbner sin favn.”

Hvorom alting er, blev skulpturen på et tidspunkt fjernet og opstillet i det lille indtagende parkanlæg bag Glyptoteket. For nogle år siden blev en kopi af ”Trold der vejrer kristenblod” genopstillet foran kirken. Dog adskilt fra kirkepladsen af en hæk.

Jesuskirkens bygherre, bryggeren Carl Jacobsen, var snarere fascineret af de rigt udsmykkede, sydeuropæiske basilikaer end af den danske landsbykirke. Dette udsnit viser alteret med Stephan Sindings korfrise, der gengiver næsten 50 figurer.
Jesuskirkens bygherre, bryggeren Carl Jacobsen, var snarere fascineret af de rigt udsmykkede, sydeuropæiske basilikaer end af den danske landsbykirke. Dette udsnit viser alteret med Stephan Sindings korfrise, der gengiver næsten 50 figurer. Foto: Torben Weirup