På Thurø slog de ring, da søulken stævnede ud for sidste gang

Det var med søspejdergerningen, Erik ”Sø” Jensen som ung mand fandt sig selv og kom i havn. Dér blev han resten af livet, og det satte frem til hans død i sommer aftryk i spejdermiljøer over hele landet.

"Skumsprøjt og god vind” stod der på båndet til en ankerformet bårebuket, da Erik ”Sø” Jensen i august blev bisat fra Hvidovre Kirke. For enden af kisten, der var klædt i splitfag med broderet søspejderlilje, stod søspejdertroppens fane. – Privatfoto.
"Skumsprøjt og god vind” stod der på båndet til en ankerformet bårebuket, da Erik ”Sø” Jensen i august blev bisat fra Hvidovre Kirke. For enden af kisten, der var klædt i splitfag med broderet søspejderlilje, stod søspejdertroppens fane. – Privatfoto.

Det var på en mark på sydfynske Thurø – mellem lejrtelte og under åben himmel – at snesevis af mennesker i alle aldre i sommer stimlede sammen. Umiddelbart en broget flok, men så man nærmere efter, havde de alle mindst to ting til fælles: Om halsen bar de tørklæder fæstnet med råbåndsknob. Og så var de tavse.

Sommerens store søspejderlejr havde netop sat sejl, da 89-årige Erik Jensen efter længere tids sygdom døde. Men det var ikke Erik Jensen, de forsamlede lejrdeltagere mindedes med et minuts stilhed den sommeraften på Thurø. De tog derimod afsked med den Erik, de kendte bedst: De tog afsked med Erik ”Sø”.

I godt og vel 70 år var Erik ”Sø” et koryfæ i danske søspejderkredse. Godt nok blev han i 1932 født som søn af en havnearbejder på Nørrebro i København. Alligevel lå det ikke i kortene, at det skulle være med udsigt til vand, Erik ”Sø” ville tilbringe størstedelen af sit liv.

Faktisk havde han stort set ingen sejlererfaring, da han som godt 20-årig for første gang satte sine fødder i søspejdertroppen Gry i Københavns Nordhavn. Men der var ikke gået mange dage på vandet, før Erik ”Sø” blev udnævnt som tropsleder. Få år forinden var han som den første i arbejderfamilien blevet student, og eksamenen havde åbnet døren til en læreplads som forsikringsagent.

Tilværelsen med de unge ved sundet viste sig dog hurtigt at være langt sjovere end dagene med tal og tabeller i forsikringsselskabet, og således blev kontoret udskiftet med en stilling som lærervikar på Randersgades Skole på Østerbro i København. Undervejs uddannede Erik ”Sø” sig til lærer på aftenseminaret, og karriereskiftet viste sig at være lidt af et held. For det var netop på seminaret, at en klassekammerat i foråret 1956 medbragte Rigmor Lund Koefoed til en af klassens fester.

Da det næste forår oprandt, var de to blevet gift og havde budt det første af tre børn velkomment.

På skolen i Randersgade blev Erik ”Sø” resten af sit arbejdsliv, og når han ikke tog sig af sine pligter som skolebibliotekar, lærerrådsformand og underviste i ”lidt af det hele”, var han altid den første til at melde sig til lejrskoletjansen.

For Erik ”Sø” var skellet mellem hjemmet, lærergerningen og arbejdet i Gry ikke noget, han gjorde et stort nummer ud af at opretholde. Når Grys klubhus om vinteren var for koldt til at opholde sig i, blev hjemmet i Hvidovre åbnet for søspejderne, og det samme gjaldt, når tidligere elever mødtes til de årlige jubilæumssammenkomster.

Ofte måtte familielivet vige til fordel for Erik ”Sø”s andre forpligtelser. Det var ikke, fordi han ikke var et familiemenneske. Men for Erik ”Sø” var familiedefinitionen lige så bred, som hans omgangskreds i skole- og søspejdermiljøet.

Var der i Gry arrangeret arbejdsdage, kunne man vide sig sikker på, at det var Erik ”Sø”, der stod bag. Det afslørede pensler, malerbøtter og skruetrækkere, der med sirlighed var lagt frem på forhånd. Med Erik ”Sø” ved roret i spejdertroppen var der altid plads til spas, men der måtte også være orden i systemerne. Havde man først stiftet bekendtskab med skipperen, var man derfor aldrig igen i tvivl om, hvilken farve båd som skruetrækkeren med den røde tape om skaftet hørte til.

Forkærligheden for ledelsesopgaverne og evnen til at udtænke hensigtsmæssige systemer betød ikke kun, at der gennem årene blev introduceret utallige farvekodeordninger og oprydningsprocedurer i søspejdertroppen. Snart var Erik ”Sø” også repræsentant for søspejderne i Det Danske Spejderkorps og dermed en del af landsledelsen, hvor han gjorde tjeneste i mere end et kvart århundrede.

”Hvordan gør vi det så godt og så billigt som muligt?”, lød mantraet, der drev værket. Da Gry i år 2000 skulle flytte fra Skudehavnen til Svanemøllen, sikrede selvsamme mantra et praktikforløb til elever fra Københavns Tekniske Skole, som manglede praktikplads. Der var rigeligt at tage fat på for eleverne. Men skolens underviser fandt hurtigt ud af, at han ikke selv behøvede at møde op på havnen klokken 7.30 for at holde øje med de unge. På dét tidspunkt havde havnens uofficielle byggeleder nemlig allerede drukket den første kop kaffe og sad klar til en sludder, når lærlingene ankom.

Egentlig var Erik ”Sø” gået på pension, men det havde for så vidt ikke ændret ved hans daglige rutiner: I stedet for at stå op og køre til Randersgade, stod han bare op og kørte på havnen.

Set i bakspejlet havde der været tegn længe. Alligevel var det først for 10 år siden, det gik op for familien, at noget var forandret. Erik ”Sø” havde fået alzheimer, og efterhånden blev de daglige besøg på havnen reduceret til hver anden dag, så hver tredje. Sådan fortsatte det.

Han havde svært ved at slå sig til tåls med, at han ikke længere kunne genkende de nu fremmede ansigter, der kom for at hilse på ham i Gry. Der var stadig gode stunder, men med årene var der længere mellem bølgetoppene, og bølgedalene blev dybere.

To måneder inden sin død flyttede han på plejehjem. Det var et ærestab for Erik ”Sø” at erkende, at han ikke længere kunne det samme, som da han var 40 år. Lige til det sidste insisterede han på at holde tale, som han altid havde gjort, når familien var samlet. For hver gang blev talen kortere. Sidste gang han slog på glasset, var den blot en enkelt sætning:

”Hvor har vi en dejlig familie.”

Da han døde en måned senere, var Erik ”Sø” atter omgivet af familien. Imens var rygtet nået hele vejen fra Hvidovre til det sydfynske øhav, hvor søspejdere fra hele landet var samlet til den spejderlejr, Erik ”Sø” selv havde været med til at etablere 50 år forinden.

”Jeg har aldrig været på en lejr, hvor han ikke har været med,” konstaterede en midaldrende kvinde, da lejrdeltagerne slog ring under Grys fane på Thurø for at mindes søulken, der nu var stævnet ud for sidste gang.