På vandretur gennem den glemte Jægers univers

Et stykke af Nordsjælland er blevet befolket med skabninger fra forfatteren Frank Jægers fantasifulde univers. Digterruten står tilbage som et minde om en sorgløs tid i et komplekst liv

En ung Frank Jæger fotograferet foran det idylliske bondehus i Farum.
En ung Frank Jæger fotograferet foran det idylliske bondehus i Farum. Foto: Ritzau Scanpix.

Hvis ikke man ved, hvad man skal kigge efter, kan man let komme til at overse ham. Der er ikke meget skiltning, og træskulpturen, der nærmest går i ét med den tætbevoksede natur, ligger tilmed en smule afsides fra stien. Men her står han altså. ”Snedkeren” fra Frank Jægers ”Hverdagshistorier” (1951), som nysgerrigt stikker hovedet ud af et vindue fra sin ark.

Skulpturen ved Bastrup Sø i Egedal Kommune er det første stoppested på den nyåbnede digterrute i det nordsjællandske. Ruten er blevet døbt ”Frank Jæger Land” efter den afdøde forfatter, som i begyndelsen af efterkrigstiden tryllebandt publikum med sine muntre digte og fortællinger. Mest kendt er nok Være-digtet ”O at være en høne”, som blev en lyrisk landeplage i slutningen af 1940’erne.

Ruten har indtil videre tre stop, som hver knytter sig til en af de eventyrlige fortællinger fra ”Hverdagshistorier”. På længere sigt er det planen, at alle bogens 18 fortællinger, som hver især tager udgangspunkt i et specifikt sted i Nordsjælland, skal æres med en skulptur i området.

”Men nu må vi se. For det har taget fire år at få de tre største statuer stillet op,” lyder det fra rutens initiativtager, Lone Nyhuus, som ikke vil garantere, at hun tager ansvaret for de 15 næste.

Først og fremmest vil hun egentlig bare gerne have rykket ”Snedkeren” lidt væk fra buskadsets mørke og tættere på stien, så folk bedre kan se den.

”Snedkeren” ved Bastrup Sø er placeret en anelse fjernt fra skovstien.
”Snedkeren” ved Bastrup Sø er placeret en anelse fjernt fra skovstien. Foto: Leif Tuxen

Lone Nyhuus, som har boet i området i 16 år, fik idéen til Frank Jæger Land, da hun tilfældigvis hørte skuespilleren Nis Bank-Mikkelsens oplæsning af fortællingen om ”Enhjørningen” fra ”Hverdagshistorier”.

”Jeg har boet her i mange år, men jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvad det egentlig er, der binder det hele sammen. Med Frank Jægers fortællinger er det, som om der er blevet tilføjet et ekstra lag. Jeg kan mærke området på en anden måde. Og den glæde måtte andre også have del i, tænkte jeg.”

”Den lyse Jæger”

Den nordsjællandske natur spillede en afgørende rolle for Frank Jægers tidlige forfatterskab. Han voksede op i København, men flyttede som 22-årig i 1948 til et lille bondehus i Farum med sin kone og datter. Sammen udlevede de gennem seks år den ultimativt idylliske digtertilværelse, som blev inspirationskilde til tegneserien ”Poeten og Lillemor”.

Den lette og fantasifulde indgangsvinkel, som gav Frank Jæger tilnavnet ”den lyse Jæger”, stod i skarp kontrast til meget af samtidskunsten, som stadig var præget af efterkrigstidens pessimistiske verdenssyn. Og gennem forbindelser til tidsskriftet ”Heretica” kom Frank Jæger hurtigt til at spille en central rolle i de litterære kredse, som snart valfartede til det fjerntliggende landsted for at hilse på det unge vidunderbarn.

Men omkring begyndelsen af 1960’erne begyndte de litterære vinde langsomt at sive ud af Frank Jægers sejl. Den godmodige 1950’er-idyl gik af mode, og ”den lyse Jæger” blev overhalet indenom af frembrusende og konfronterende digtere som Klaus Rifbjerg, der beskæftigede sig med spørgsmål om etik og moral.

Selvom Farum-perioden har spillet en betydningsfuld rolle i Frank Jægers liv, fylder han ikke meget i områdets kollektive bevidsthed i dag.

”Jeg tror nok, at Frank Jæger er blevet en lille smule overset,” siger Lone Nyhuus i et nærmest undskyldende toneleje, mens hun sender et blik mod den gråhårede herre ved sin side.

Han har skarpe og genkendelige ansigtstræk, og hvis han stak en pibe i mundvigen, kunne han nok give den som en form for maskot her i Frank Jæger Land, joker digtersønnen Niels Jæger selv.

”Overset er ét ord. Men jeg vil også sige, at billedet af ham er fortegnet. Der skete et skifte, som betød, at han blev en smule misforstået, og derfor er han blevet skubbet til side. Han havde ikke noget fortænkt politisk budskab. Han ønskede først og fremmest at skrive gode historier,” siger Niels Jæger, som også gerne ser, at ”Snedkeren” bliver rykket en smule tættere på stien.

Virkeligheden trænger ind

Fra ”Snedkeren” ved Bastrup Sø går turen videre mod ”Enhjørningen” i Ganløse Egede. Vejen derhen går langs dunkle og snoede stier, hvor højtragende træer holder de fleste af solens stråler ude. Enhjørningens horn, som er blevet hugget ud af en fritstående douglasgran, tårner op over skovstien og kan næsten bedst beskrives af Frank Jæger selv.

”Men så ser de uhyret, og det er hvidere end sneen, større end elgen, og dets ensomme horn er så fortvivlende langt og skønt snoet som Børstårnet i København.”

Digterrutens initiativtager, Lone Nyhuus, og Frank Jægers søn, Niels Jæger, foran ”Enhjørningen” ved Ganløse Egede
Digterrutens initiativtager, Lone Nyhuus, og Frank Jægers søn, Niels Jæger, foran ”Enhjørningen” ved Ganløse Egede Foto: Leif Tuxen

Den tætte skov, som ”Enhjørningen” er blevet en integreret del af, skjuler dog ikke omverdenens indtrængen i området, som af og til blotlægger sig i form af en gennemtrængende vej eller ved motorstøjen i baggrunden. Netop dét var en af årsagerne til, at Frank Jæger endte med at forlade Farum.

”Her er dejligt, jeg holder skam meget af markerne og skovene, det er for deres skyld, vi er taget herud. Derfor kan jeg ikke lide, at man er begyndt at snakke byplan. Men det er jo nok, hvad man kalder et reaktionært standpunkt,” sagde han i et interview i 1953.

Året efter flyttede familien til Tranekær på Langeland, hvor Frank Jæger i begyndelsen havde nogle gode og produktive år. Men som årene gik, blev forfatteren, som var begyndt at ty til flasken, mere og mere isoleret fra sine litterære bekendtskaber.

I samme periode kom de mere dystre elementer også til at vinde frem i den før så lyse forfatters skriverier. Det kulminerede i 1967 med udgivelsen af den alvorstunge digtsamling ”Idylia”, hvor mørket tilsyneladende havde opslugt forfatterens tidligere så kendetegnende livsglæde. Og to år efter blev ”Poeten og Lillemor”-idyllen endegyldigt brudt op, da Frank Jæger blev skilt fra sin kone.

For Niels Jæger er er det dog ikke ambivalent at udforske det område, hvor hans forældre gennemlevede den måske mest sorgløse tid i deres liv. Han er selv født et par år efter, at familien forlod de idylliske omgivelser i Nordsjælland til fordel for Langeland, og faktisk havde han aldrig sat fødderne på disse stier, før digterruten blev indviet tidligere i år.

”Han fortalte aldrig om den tid. Generelt talte han faktisk ikke om fortiden. Hverken nostalgisk eller bittert. Han så fremad,” siger Niels Jæger, som ikke er i tvivl om, at den romantiserede udlægning af familiens tid i Farum er stærkt overdrevet.

En fortælling om forfald

Da Frank Jæger blev skilt, flyttede han til Helsingør, mens konen flyttede til København. Årene i Helsingør blev ikke nogen kommerciel succes for Frank Jæger, der sideløbende havde udviklet et alvorligt alkoholmisbrug. Den folkelige interesse for forfatterskabet var på sit laveste, og Frank Jæger døde som en nedslidt og fattig mand i 1977 – blot 51 år.

Eftertidens fortælling om Frank Jæger er blandt kollegerne i de litterære kredse på mange måder blevet en fortælling om menneskeligt forfald. Men det ærgrer Niels Jæger. Som 13-årig ved forældrenes skilsmisse valgte han at flytte med sin far til Helsingør, og han var en af de personer, der var tættest på Frank Jæger i det afsluttende kapitel af hans liv. Han medgiver, at faderen drak for meget, og at økonomien til sidst lå i ruiner. Men der var aldrig tale om et forfald.

”Moralsk var han ved sine fulde fem til det sidste. Jeg kunne altid komme til ham og få et råd om det ene eller det andet. Han var god til at lytte og sætte sig ind i, hvad jeg havde af problemer. Historien om ham er blevet lidt ligesom fortællingen om en rockstjerne, der starter på toppen og ender med at gå i hundene. Det er et forenklet og stereotypt billede. Der var også lys og humor i hans forfatterskab i Helsingør.”

Langt om længe når vi sidste punkt på ruten, skulpturen af ”Baronen” ved Buresø, der hviler på en drage. Dragens krop er udformet af træplatforme, som inviterer til, at børn skal hoppe op og lege på den. Ud over en sværm af guldsmede, der er blevet tiltrukket af det friskskårne træ, står skulpturen dog ensomt hen. Men pludselig bliver ensomheden brudt af to unge drenge, der får øje på skulpturen og kravler op på toppen af den fedladne baron.

”Baronen ved Buresø", der hviler på en drage, er det sidste stop på digterruten.
”Baronen ved Buresø", der hviler på en drage, er det sidste stop på digterruten. Foto: Leif Tuxen

Både Lone Nyhuus og Niels Jæger håber, at digterruten kan være med til at vække danskernes interesse for den før så folkekære Frank Jæger, der siden er blevet glemt af mange.

”I virkeligheden fik han nok for meget anerkendelse i starten og sidenhen for lidt. Men jeg tror, at han er ved at blive genopdaget. Der har været en lang periode, hvor man ikke kunne få ham på tryk og skulle ind til en antikvariat for at få hans bøger. Men nu er hans værker så småt begyndt at blive genoptrykt, og det, synes jeg, er på tide,” siger Niels Jæger.