Prøv avisen
Påske

Påskelørdag: Når katastrofen har ramt

"Påskelørdag er stille - ikke før, men efter stormen. Dér hvor der tælles op efter jordskælvet eller terrorangrebet. Der hvor vi kæmper for at få fodfæste i virkeligheden i dagene efter diagnosen. Værelserne, før kasserne er pakket ud. Et uvirkeligt og meget virkeligt mellemrum - mellem før og efter," skriver studenterpræst Nanna Holm. Billede af Harald Slott-Møller: Fattigfolk. I dødens venteværelse (1888) Foto: SMK Creative Commons

Påskelørdag er solidarisk med os og med vores virkelighed. Og giver en indsigt i, at vores virkeligste tid måske ikke er højtiden, men mellemtiden, ingenmandslandet, stoppestedet. Nanna Holm skriver om påskedagene én for én - her påskelørdag

Vi venter på nogen

i årevis

i aften

Søren Ulrik Thomsen, ”Vent”, Cityslang

Lørdag efter Langfredag og før påskedag er ikke en helligdag hos os, som den er andre steder, selv om den egentlig godt kunne være det. Her hos os er Påskelørdag blevet, hvad den er: En parentes mellem to højdepunkter, mellem verdens undergang og opstandelsen. Sådan set er det jo her, vores tilværelse som regel udfolder sig – her, hvor vi kommer videre med vores liv, som vi siger.

Det er også dagen, der ikke er særlig velbeskrevet i påskeberetningerne; velsagtens, fordi det ikke var særlig interessant, hvad der skete. Disciplene og vidnerne til Langfredag må have været rystede og bange. Ikke mere end det, og ikke mindre.

Dengang som nu er det ikke så spektakulært at gemme sig, at sørge, at skamme sig, at stoppe op og blive stående, når livet tager en uventet drejning. Men det er virkeligheden, at det er sådan, vi gør, og sådan vi skal gøre, når katastrofen rammer.

Påskelørdag er stille - ikke før, men efter stormen. Dér hvor der tælles op efter jordskælvet eller terrorangrebet. Der hvor vi kæmper for at få fodfæste i virkeligheden i dagene efter diagnosen. Værelserne, før kasserne er pakket ud. Et uvirkeligt og meget virkeligt mellemrum - mellem før og efter.

Hvad var der sket, da du sidst befandt dig i en mellemtid?

Påskelørdag er solidarisk med os og med vores virkelighed. Og giver en indsigt i, at vores virkeligste tid måske ikke er højtiden, men mellemtiden, ingenmandslandet, stoppestedet.

Og så er Påskelørdag vejen til, at noget nyt sker.

I den katolske og den ortodokse kirke våger man (gerne lidt på skift) natten mellem påskelørdag og påskedag. Ved det første morgenlys bliver det påske, og opstandelsen forkyndes af dem, der ser det, til de andre:

Undertiden slog mit liv øjnene op i mørke.

En følelse, som om folkemasser drog gennem gaderne

i blindhed og uro på vej til et mirakel,

mens jeg usynligt bliver stående.

Som barnet falder i søvn med angst

lyttende til hjertets tunge skridt.

Længe, længe til morgenen sætter strålerne i låsen

og mørkets døre åbner sig.

(Tomas Tranströmer)