Par stod i kø til drop in-vielse: ”Det er lidt ligesom Las Vegas”

I Hornbæk Kirke i Nordsjælland blev der fredag aften holdt drop in-vielse for at imødekomme dem, der ønsker en kirkelig, men uhøjtidelig vielse. Og dem er der tilsyneladende mange af

Robert Jensen og Pinar Kofod fik travlt med at indhente prøvelsesattester hos kommunen. Normalt er ventetiden op til 14 dage, men da de gjorde opmærksom på, at de skulle giftes til drop in-arrangementet gik det hurtigere. Tippet er hermed givet videre.
Robert Jensen og Pinar Kofod fik travlt med at indhente prøvelsesattester hos kommunen. Normalt er ventetiden op til 14 dage, men da de gjorde opmærksom på, at de skulle giftes til drop in-arrangementet gik det hurtigere. Tippet er hermed givet videre. Foto: Leif Tuxen.

Det var en spændt forsamling, der stod klar foran Hornbæk Kirke i Nordsjælland fredag aften. Nogle skulle sige ja til deres store kærlighed. Nogle var nysgerrige, lokale beboere, der var kommet for at se på. Andre skulle få arrangementet til at glide, selvom interessen kom bag på dem. I alt talte flokken omkring 30 mennesker og flere kom til i løbet af aftenen.

Fra præsterne kunne man høre ord som ”forbavsende” og ”over alt forventning”, før deres lange, hurtige skridt igen havde ført dem uden for hørevidde. De og kirkens øvrige ansatte gjorde alt, hvad de kunne for, at de fremmødte par ikke skulle vente for længe på at blive viet.

Nygifte Hannibal Henrik Korting Paulsen og Carina Hvam Larsen på vej hjem med deres to sønner. I morgen skal de fejre Carinas 30-års fødselsdag og overbringe nyheden.
Nygifte Hannibal Henrik Korting Paulsen og Carina Hvam Larsen på vej hjem med deres to sønner. I morgen skal de fejre Carinas 30-års fødselsdag og overbringe nyheden. Foto: Leif Tuxen

Selvom hver enkelt vielse kun tog 10-15 minutter, skulle der også være styr på prøvelsesattester, rækkefølge og den forberedende samtale. Vielsens mere praktiske dele skulle aftales med par, der havde mest travlt med hinanden. Der skulle også sørges for, at de venner og familiemedlemmer, som nogle par havde med, kunne nå at samle sig selv og deres ting, når turen gik til kirken fra sognegården, hvor de i alt 12 par, der blev gift på aftenen, ventede på deres tur. I løbet af aftenen, som teknikaliteterne kom på plads, røg tempoet dog betydeligt i vejret, ligesom champagnepropperne fra de flasker, der skulle gøre ventetiden mere festlig.

Mange kvinder holdt en brudebuket, men for nogle var den det eneste tegn på, at i går var en særlig dag. For mens enkelte havde sat håret op og taget høje hæle på, kom andre i jeans og t-shirt. Sognepræsten i Hornbæk Kirke, Bodil Olesen, havde da også i anledning af kulturnatten i Nordsjælland inviteret til drop in-vielse, fordi hun mente, at en mindre tidskrævende og mere afslappet ceremoni i kirken kunne fylde et behov hos mange.

”Vi oplever, at flere gerne vil giftes i kirken, men uden det store udtræk. Par efterspørger ofte en vielse tirsdag eftermiddag eller en hurtig vielse i forbindelse med deres barns dåb. Jeg oplever også dåbsforældre, der siger, at det der med at blive gift har de ikke fået gjort, fordi det er for dyrt eller for besværligt. Det er ikke alle, der er til det helt store kirkebryllup. Men mange tror fejlagtigt, at en kirkelig vielse er lig med stor fest og en karet til at fragte brudeparret,” siger hun.

I går blev hun assisteret af Rasmus Markussen, der også er præst i Hornbæk Kirke, samt to nabopræster indkaldt til lejligheden, som skiftedes til at vie parrene. Ligesom til det efterhånden velkendte drop in-dåb, hvor folk kan komme ind fra gaden og blive døbt, krævede arrangementet ingen tilmelding.

Robert Jensen og Pinar Kofod, der blev viet fredag, traf beslutningen i mandags. De syntes, drop in-vielse var oplagt, selvom de fik travlt med at skaffe prøvelsesattester.

”Vi holder min 50-års fødselsdag i morgen, og vi havde gjort klar til fest, så vi tænkte, hvorfor ikke nu. Det ville nok være blevet en lille ceremoni, selv hvis det ikke var blevet her. For vi har jo prøvet det før begge to, det må vi nok indrømme,” siger Robert Jensen efter vielsen og svarer på journalistens dumme spørgsmål om, hvorfor de er blevet gift her i dag med et stort smil og øjnene hvilende på sin hustru, ”fordi vi elsker hinanden”.

Senere på aftenen var det Stefan Schaldemose og May Yapas tur til at blive viet i Hornbæk kirke, der lyste op i mørket. Og de skulle faktisk giftes igen.

Stefan Schaldemose og May Yapa er borgerligt viet på rådhuset, men i går blev de gift endnu engang. Nu er de da helt sikre på, at de er gift, siger de.
Stefan Schaldemose og May Yapa er borgerligt viet på rådhuset, men i går blev de gift endnu engang. Nu er de da helt sikre på, at de er gift, siger de. Foto: Leif Tuxen

”Vi er borgerligt viet, men jeg ville gerne have den kirkelige velsignelse. Den kærlighed, som jeg føler for min kone, kan jeg godt lide at manifestere på den her måde. Jeg har for nylig meldt mig ind i folkekirken igen, fordi kirken er en vigtig del af det danske samfund, og det vil jeg gerne bakke op om. Det her er jo lidt ligesom i Las Vegas, men jeg synes, det er ret fint, at kirken gerne vil modernisere sig selv og møde folk i øjenhøjde,” siger Stefan Schaldemose.