Paragraf i Claus Hjort-sag blev senest brugt for 42 år siden

Østtysker blev afsløret som spion i 1979. Han blev dømt efter den paragraf, som Hjort sigtet for at overtræde.

Man skal helt tilbage til 1979 for at finde en dom om overtrædelse af den skrappe paragraf, som politiet nu har besluttet at sigte den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) for.

Det var i 1979. Det var dengang, Tyskland var delt i to, og hvor Østtyskland tilhørte østblokken.

Den østtyske statsborger Jörg Meyer blev dømt for spionage og for at have forsøgt at overtræde § 109 i straffeloven, som drejer sig om afsløring af statshemmeligheder.

Meyer havde været udsendt af den østtyske sikkerhedstjeneste Stasi. Under dæknavn levede han i flere år i Danmark.

Straffen blev fængsel i seks år, og et par år senere blev Meyer udvist på livstid i forbindelse med en større spionudveksling mellem øst og vest.

Det er den hidtil eneste gang, at § 109 i straffeloven har været taget i brug ved en straffedom.

Det har professor Sten Schaumburg-Müller ved Syddansk Universitet og Jørn Vestergaard, professor emeritus ved Københavns Universitet, oplyst til henholdsvis DR og Politiken.

- Det siger noget om, hvor sjældent den tages i brug, har Schaumburg-Müller udtalt.

Paragraffen drejer sig om afsløring af højt klassificerede oplysninger. PET har for nylig oplyst, at paragraffen drejer sig om oplysninger, "der er klassificerede som hemmeligt og opefter, og som kan forvolde Danmark eller landene i EU eller Nato alvorlig eller overordentlig alvor skade, hvis oplysningerne bliver videregivet."

Men nu har PET altså gravet dybt i straffeloven og har taget bestemmelsen i brug.

8. december gik betjente i aktion mod fire tidligere og nuværende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste, heriblandt den hjemsendte FE-chef Lars Findsen.

Sidstnævnte blev anholdt i Københavns Lufthavn, da han vendte hjem fra en rejse til Nordmakedonien, skriver Weekendavisen.

Hvornår den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen blev sigtet, er fredag eftermiddag ikke kommet frem. PET henviser til Østjyllands Politi. Her nægter man dog at besvare spørgsmål.

Såvel Claus Hjort Frederiksen som Lars Findsen nægter sig skyldige.

I en pause i et retsmøde har Findsen betegnet sagen som vanvittig. Og i en udtalelse fredag siger Frederiksen, at "jeg kunne aldrig drømme om at foretage mig noget, som kunne gøre skade på Danmark eller Danmarks interesser."

Sagen mod de fire efterforskes af Østjyllands Politi i samarbejde med PET.

En sigtelse er dog langtfra ensbetydende med, at der senere vil blive rejst en straffesag.

En beslutning om tiltale træffes af anklagemyndigheden, når politiet er færdig med efterforskningen.

/ritzau/