Paris-aftalen er en international aftale inden for FN’s klimakonvention, United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC). Aftalens formål er at begrænse udledningen af drivhusgasser gennem grøn omstilling og klimatilpasning. Aftalen blev indgået på COP21-klimakonferencen i Paris i december 2015 og træder i kraft i 2020.
195 lande underskrev aftalen i sin tid, mens den i dag er bekræftet af 185 lande. Aftalen indeholder en lang række krav, der skal bidrage til at holde den globale temperaturstigning under to grader celsius og helst under halvanden graders stigning.
Stiger den globale temperatur mere end 1,5 grader, frygter flere klimaforskere, at vi dermed overskrider et kritisk punkt, hvorefter man ikke længere vil have mulighed for at kontrollere eller hindre en katastrofal global opvarmning.
FN's Klimapanel, IPCC, har derfor opfordret til, at man sætter alt ind for at undgå, at temperaturerne stiger mere end de 1,5 grader i slutningen af dette århundrede. De opfordringer blev udgangspunktet for Paris-aftalen.
For at nå dette mål har alle parts-landene udarbejdet nationale handlingsplaner, der skal nedbringe deres CO2-udslip. Hvert år skal alle landene redegøre for deres reduktionsmål og nye klimatiltag. Hvert femte år skal landenes klimaplaner opdateres, og målene kan kun opjusteres.
Derudover har de i-lande, der har underskrevet Paris-aftalen, også skrevet under på at hjælpe de fattigere lande med lån og penge til at finansiere deres grønne omstilling. Det betyder, at i-landene fra år 2020 skal mobilisere 100 milliarder dollar årligt til dette formål.
Et andet punkt i Paris-aftalen er, at der skal udarbejdes et klart regelsæt for, hvordan man måler landenes klimaindsats. Det skal sikre, at man kan følge med i, om landene holder, hvad de har lovet.
Det er endnu frivlligt, hvad hvert land vælger at sætte som mål, selvom Paris-aftalen er juridisk bindende, og at alle de lande, der tilslutter sig aftalen, samtidig forpligter sig til at reducere den globale CO2-udledning. Det betyder, at der ikke er nogen direkte konsekvens, hvis et land ikke overholder deres klimaløfter eller udtræder af Paris-aftalen.
Dette punkt er ofte krititiseret, da der endnu er stor forskel på de løfter, landene har afgivet, og landenes konkrete planer for at føre dem ud i livet. Endvidere meddelte USA’s præsident, Donald Trump, i 2017, at USA træder ud af Paris-aftalen i 2020.
Selvom Paris-aftalen har sat en overordnet ramme for den globale omstilling til en lavere udledning af drivhusgasser, er der lang vej endnu. Nationernes klimamål og løfter skal omsættes til handling og resultater.
Det betyder for Danmarks vedkommende, at man sammen med de andre medlemslande i EU skal opfylde EU’s mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2030 i forhold til i 1990.
Som det ser ud nu, er landenes samlede reduktionsbidrag ikke nok til at holde den globale temperaturstigning under de to grader. Fortsætter verdens lande med at udlede drivhusgasser i samme tempo, vurderer FN, at den globale opvarmning vil overstige 1,5 graders temperaturstigning mellem 2030 og 2052. Derfor er det i aftalen centralt, at indsatsen og ambitionerne øges.
Det fremadrettede arbejde vil derfor handle om at få aftalens delelementer forhandlet færdige og ført ud i livet.
Her er hovedpunkterne:
- Den gennemsnitlige globale temperaturstigning skal holdes under 2°C, helst under 1,5°C.
- Alle landene skal gøre deres ypperste for at reducere deres udslip af CO2.
- Målet er, at udledningen af drivhusgaser skal tilbage til et niveau, som træer, planter og havet kan optage. Det skal ske mellem 2050 og 2100.
- Landenes nationale klimaplaner skal opdateres hvert femte år. Målene kan kun opjusteres.
- I-landene skal hjælpe u-landene med at finansiere deres grønne omstilling. Fra 2020 forpligter i-landene sig derfor til at mobilisere 100 milliarder dollar til dette formål årligt.
- Hvert andet år skal hvert land rapportere til FN, hvor langt de er med at nå klimamålene.
- Alle lande skal benytte den samme metode til at overvåge og indberette deres CO2-udledning.
- Deltagerlandene mødes hvert femte år for at opdatere klimamålene.
- Aftalen trådte i kraft i november 2016, men dens aftaler gælder først fra 2020.
- Indtil videre har 147 lande ratificeret aftalen og gjort den til en del af deres hjemlige lovgivning.
- Aftalen bygger på frivillighed, der er derfor ikke nogen straf for at gå ud af aftalen, eller ikke at overholde klimamålene.