Nyheden om en politisk aftale mellem pavestolen og Kina, der lørdag blev offentligt, rummer så få konkrete detaljer, at det er vanskeligt at afgøre, om der overhovedet er tale om en aftale, eller om ordet ”forståelse” eller ”arrangement” er bedre. Det er sikkert, at pavestolen har lovet at ville anerkende otte ”patriotiske” kinesiske biskopper, der er udpeget af den kinesiske regering uden pavens mellemkomst, som ”rigtige” katolske biskopper. Det er usikkert, hvad pavestolen får til gengæld, skønt det kunne være, at fremtidige regeringsudpegede bispekandidater skal godkendes i Rom. Tilmed kommer gennembruddet mellem parterne på et tidspunkt, hvor Kina er faret hårdt frem over for de såkaldte ”undergrundskristne”, både katolikker og protestanter, hvad der alt andet lige burde have givet anledning til tøven.
På den anden side er det ingen hemmelighed, at pavestolen under såvel Johannes Paul II som Benedikt XVI og pave Frans har prioriteret forholdet til Kina højt, også selv om de to parter ikke har haft officielle, diplomatiske forbindelser siden 1951. En grund til dette er, at situationen for de kinesiske katolikker set fra Vatikanet ikke er holdbar. Den katolske kirke vægter enheden mellem de troende meget højt, og siden sidst i 1950’erne har den kinesiske, katolske kirke udviklet sig ad to spor: en officiel, ”patriotisk” kirke angiveligt uden forbindelse til paven, og en illegal ”undergrundskirke”, der chikaneres af myndighederne, men hvis biskopper til gengæld er udnævnt med pavens velsignelse.
Opdelingen har naturligvis også ført til splittelse og gensidig mistro blandt de godt 13 millioner kinesiske katolikker. En grund til en aftale mellem Kina og pavestolen om, hvordan fremtidige biskopper skal udpeges, er derfor pastoral: At den kan hele en konflikt mellem de troende, der altså ikke skyldes dogmatiske spørgsmål, men udelukkende et kommunistisk regeringsdiktat.
En anden grund til tilnærmelsen er Kinas stigende betydning som en global magt. Selvom man i Beijing og Vatikanet ikke ser ens på spørgsmål om menneskerettigheder, religionsfrihed, miljø eller fred og retfærdighed, duer det ikke, at man ikke kan tale sammen. Pave Frans vil simpelthen fremstå med større vægt, når han appellerer til verdens samvittighed, hvis han kan vise, at også Kina er villig til at lytte til ham. Det gælder ikke mindst på et tidspunkt, hvor der er stor usikkerhed om USA’s Kina-politik.
Dertil kommer, at Asien er en verdensdel, der særligt har pave Frans’ bevågenhed, og Kina har fulgt godt med fra sidelinjen, når paven har besøgt lande som Filippinerne, Myanmar og Indien. Næste år er det desuden planen, at paven skal til Japan. Tilsvarende er Kina meget aktiv i Afrika, som også er et katolsk vækstområde, og hvor pavestolen måske ser den kinesiske indflydelse som et nyttigt modspil til udbredelsen af saudiarabisk inspireret og finansieret islamisme.
Alt dette har dog ikke forhindret katolske kritikere i at anklage paven for at svigte undergrundskatolikkerne til fordel for en aftale med Beijing, som den kommunistiske regering herefter vil se stort på. Det er heller ikke sikkert, at det vil gå godt, alene af den grund, at der blandt Kina-iagttagere er uenighed om, hvor stor en del af regeringsapparatet, der egentlig bakker op om tilnærmelserne. At Kina har underskrevet noget er uomtvisteligt, men en intern magtkamp eller forskydning i det kommunistiske parti kan udmærket køre enhver aftale i grøften. Det er også værd at bemærke, at aftalen blev underskrevet på relativt lavt niveau af begge sider, og at den er blevet betegnet som ”midlertidig”.
På den anden side er skrøbeligt diplomati ikke en ny situation for pavestolen, og slet ikke når den forhandler med totalitære regimer på den lokale kirkes vegne, hvad enten det drejer sig om muslimske eller kommunistiske stater. Vietnam og pavestolen har for eksempel forhandlet om diplomatiske forbindelser siden 2007, og selv om det endnu ikke er sket, har pavestolen siden 2011 haft en officiel udsending til Hanoi. I pavestolens optik har den råd til at vente og tage meget små skridt, så længe der blot er bevægelse. En formel aftale med Kina er et spring ud på dybt vand, men også et træk der skaber sin egen dynamik. At denne dynamik går i den rigtige retning, er den chance, som pave Frans og hans rådgivere er villige til at tage.