Normalt er Pavens særlige velsignelse Urbi et orbi (for byen og for verden, red.) forbeholdt påske og jul.
Men på grund af coronakrisen valgte den katolske kirkes overhoved fredag aften at gøre en undtagelse.
Fra podiet på den affolkede Peterplads i Rom opfordrede pave Frans til håb, åndelighed, solidaritet og til at bruge krisens ekstraordinære omstændigheder til at søge svar på, hvad der er det egentlige meningsfulde i vores liv.
Og netop det budskab kommer ikke bag på Maria Krabbe Hammershøy, der er generalsekretær i den katolske kirkes humanitære hjælpeorganisation, Caritas Danmark:
”Det var ikke overraskende, men det var enormt rørende og et fantastisk billede at se den her gamle mand, som trissede helt alene op mod Gud i silende regn. Den menneskelige ydmyghed var en enorm stærk oplevelse at bevidne, og jeg tror gerne, han vil vise, at det er noget, vi allesammen bør tage på os i denne tid. Det er ikke nu, man skal stille sig op og give den som alfa-han, det er nu, du skal se på, hvor du kan hjælpe; hvad du kan gøre for andre. Han nævnte solidaritet og broderskab flere gange – at vi er i den samme båd, og at vi ikke kommer gennem stormen, hvis ikke vi står sammen,” siger hun.
”Og at han så går der, helt alene og langsomt i regnen, det er jo samtidig et billede på, hvordan rigtig mange af os har det i øjeblikket. Mennesker føler sig alene, er alene, mangler kræfter. Men det, vi kan, er at bede sammen og derigennem finde et fællesskab. Det synes jeg både han viste og fortalte os meget tydeligt her til aften.”
Den 83-årige pave Frans havde også roser med til coronakrisens helte: de helt almindelige mennesker, som ikke optræder på røde løbere eller glittede forsider til daglig, men som er dem, der i disse dage indtager en central plads i de historiske begivenheder, som netop nu udfolder sig: lægerne, sygeplejerskerne, folk i transportsektoren, politiet og præsterne. Alle dem, der ofrer sig netop nu, uden at kny eller gøre meget væsen af sig. Dem, der i sidste ende får os ud på den anden side.
Samtidig understregede pave Frans, at troen kan være et vigtigt redskab til at afhjælpe den frygt, mange mennesker bærer rundt på i denne tid; at korset er vores anker i krisen.
Det var dog ikke kun roser og lovord, paven havde med til de millioner af troende, der forventes at have fulgt med på tv-, computer- og mobilskærme rundt om i verden. Der blev ligeledes talt imod grådighed, egoisme og mennesker, der ignorerer verdens uretfærdigheder og vores skrantende planet:
”Hvordan kunne vi tro, vi kunne forblive raske i en syg verden?,” spurgte paven blandt andet.
Men den løftede pegefinger hænger blandt andet sammen med, at katolikker verden over netop nu befinder sig midt i fasten, der leder op til påsken, vurderer Maria Krabbe Hammershøy:
”Det er der, vi især har fokus på bøn, og på, at granske vores samvittighed og vores handlinger. Og også på bod og almisser. Så han ville måske have sagt nogenlunde det samme under andre omstændigheder, men det er klart, at midt i den krise, vi står i, der klinger budskabet højere og får endnu flere til at lytte. Det passer desværre skræmmende præcist til den tid, vi lever i,” siger hun, men afviser, at fredagens momentvise moraliseren risikerer at splitte verdens katolikker:
”Han skal løfte pegefingeren – det er jo hele formålet. Paven skal ikke være en krammebamse, og det er han heller ikke. Han skal fortælle os, hvad vi skal holde øje med hos os selv. Hjælpe os, når vi er på afveje. Du kan altid finde nogen, der mener, han skulle have løftet den over for nogle andre ting, men jeg synes ikke, at han sagde noget, der kunne opfattes som splittende overhovedet. Jeg tror virkelig, han forsøgte at samle alle fraktioner inden for kirken i dag – det var jo i bund og grund klassisk katolsk sociallære: Vi er sammen om det her, vi skal passe på hinanden, og vi skal se ind ad og opad mod Gud.”
Fredagens særlige velsignelse kom blot to dage efter, at kristne over hele verden på pavens foranledning i fællesskab bad for en afslutning på coronakrisen.