Kina til paven: Bland dig udenom

Vatikanstaten i Kina har bedt paven om ikke at blande sig i landets religiøse anliggender

Pave Frans er klar til at gå i ny dialog med Kina om dets religiøse institutioner. Men det ønsker Kina ikke.
Pave Frans er klar til at gå i ny dialog med Kina om dets religiøse institutioner. Men det ønsker Kina ikke. . Foto: Vincenzo Pinto.

På en hjemrejse fra en fem dage lang tur i Sydkorea meddelte pave Frans, at han var klar til at tage til Kina og gå i ny dialog om Beijings religiøse institutioner. Men kinesiske embedsmænd har anmodet paven om, at han ikke blander sig i landets religiøse anliggender, skriver The Huffington Post. 

"Kina vil altid værne om sin suverænitet og sin territoriale integritet, og vores land vil aldrig tillade, at udenlandske styrker blander sig i religionen. Vatikanet bør respektere den måde Kina forvalter bispedømmet,” siger Liu Yuanlong, vicepræsident for foreningen Chinese Catholic Patriotic Association, til det statsdrevne medie Global Times.

Forholdet mellem Kina og Vatikanet udfordres af, at Vatikanet ikke har haft diplomatiske forbindelser til Kina siden 1951. I dag er den katolske kirke i Kina delt mellem en ”officiel” kirke, også kendt som Den Katolske Patriotiske Tre-selv Kirke, der ligger i forlængelse af det kommunistiske parti. Officielt har den 3-5 millioner medlemmer. Over for den står en undergrundskirke, der i udpræget grad sværger troskab til Rom og ifølge de fleste analyser har omtrent tre gange så mange medlemmer som den officielle, lovlige katolske kirke. 

Paven sagde i sidste uge, at det for ham handler om at få lov til at udføre kirkens arbejde:

”Vi respekterer det kinesiske folk. (…) Kirken beder kun om frihed til at udføre sin opgave og sit arbejde," siger pave Frans til The Huffington Post. 

Det kinesiske udenrigsministerium mener, at paven forskelsbehandler Kina og Taiwan. Kina er utilfreds med Vatikanets diplomatiske anerkendelse af Taiwan, mens Vatikanet stiller spørgsmålstegn ved Beijings strenge kontrol af religiøse institutioner, især måden hvorpå Beijing udnævner biskopper.

Zhuo Xinping, som er leder af Institute of World Religions på The Chinese Academy of Social Sciences, er til gengæld åben over for pavens initiativ.
Zhuo Xinping fortæller til det statsejede medie China Daily, at han mener, at pave Frans har gjort en aktiv indsats for at styrke båndet mellem Vatikanet og Beijing siden marts 2013, hvor paven blev valgt. Zhuo Xinping beskriver den 77-årige pave som ”en ven (…) med specielle følelser” for menneskerne i disse lande på grund af pavens argentinske rødder.