Hvorfor er behovet for barmhjertighed efter Deres mening så stort i vor tid og i menneskeheden af i dag?
Fordi mennesket lider, det har dybe sår. Det ved ikke, hvordan det skal pleje disse sår, eller tror ligefrem, at de er uhelbredelige. Og ikke nok med at der er sociale problemer og folk, der lider under fattigdom, social udstødelse og de mange former for undertrykkelse, som kendetegner det 21. århundrede.
Relativismen er også årsag til mange menneskers lidelser: Det er, som om alting er ligegyldigt, alt kan være lige fedt. Menneskeheden trænger til barmhjertighed lige nu.
For mere end et halvt hundrede år siden sagde pave Pius 12., at vor tids ulykke var, at den havde mistet fornemmelsen for synd, bevidstheden om hvad der var syndigt. Dertil kommer vor tids ulyksalige tendens til at betragte vores lidelser, vores synder som uoprettelige, som noget uhelbredeligt og utilgiveligt. Folk savner konkrete erfaringer med barmhjertighed.
Når vi lever i så skrøbelige tider, skyldes det også den manglende tro på frelse, på den hjælpende hånd, der får dig på benene igen; en, der tager dig i sin favn, tilgiver dig, løfter dig ud af elendigheden, overøser dig med en grænseløs og tålmodig kærlighed. En, der tilgiver alt, hjælper dig med at komme på ret kurs igen. Vi trænger til barmhjertighed.
Vi må spørge os selv, hvorfor så mange mennesker, mænd og kvinder, unge og gamle fra alle samfundslag i dag opsøger clairvoyante og mirakelmagere. Kardinal Giacomo Biffi plejede i den forbindelse at citere den britiske forfatter Gilbert Keith Chesterton: ”Det passer ikke, at den, der ikke tror på Gud, ikke tror på noget, for han begynder at tro på alt.”
Jeg hørte engang en sige: På min bedstemors tid havde folk nok i deres skriftefader, men i dag går mange mennesker til clairvoyante … I dag søger folk frelse, hvor de kan.
De taler om clairvoyante og mirakelmagere, men den slags har været der i hele menneskehedens historie?
Ja, det er klart. Der har altid været spåmænd, mirakelmagere og clairvoyante. Men før i tiden var der ikke så mange mennesker, der opsøgte dem og søgte åndelig lindring hos dem. Folk søger først og fremmest nogen, der vil lytte til dem. Nogen, der vil bruge deres tid på at lytte til deres ulykker og problemer.
Det er det, jeg kalder ”ørets forkyndelse”, og det er vigtigt. Meget vigtigt. Mit budskab til skriftefædrene er: Tal, lyt tålmodigt og sig først og fremmest til folk, at Gud elsker dem. Og hvis man som skriftefader ikke kan give den skriftende syndsforladelse, skal man forklare hvorfor, men man skal i det mindste give vedkommende sin velsignelse, selv om man ikke kan skænke ham bodens sakramente.
Gud elsker også den, der ikke er indstillet på at modtage sakramentet: Hvad enten vedkommende er mand eller kvinde, ung eller gammel. Vær gode mod disse mennesker. Stød dem ikke fra jer. Folk lider.
Man har et stort ansvar som skriftefader. Man står ansigt til ansigt med de fortabte får, som Gud elsker så højt, og hvis man ikke møder dem med Guds kærlighed og barmhjertighed, forsvinder de måske og kommer ikke tilbage. Derfor skal I tage dem til jer og være barmhjertige mod dem, selv om I ikke kan forlade deres synder.
Giv Dem i det mindste jeres velsignelse. Jeg har en niece, som blev borgerlig viet med en mand, inden hans ægteskab kunne blive opløst. De ville gifte sig, de elskede hinanden, de ville have børn sammen, og de fik tre. Hun havde fået tilkendt retten til børnene af første ægteskab.
Hendes nye mand var så troende, at han hver søndag, når han gik til skrifte i forbindelse med gudstjenesten, sagde til præsten: ”Jeg ved, at du ikke kan give mig syndsforladelse, men jeg har syndet både i dette og andre forhold, men giv mig din velsignelse.”
Sådan taler et religiøst dannet menneske.