Pernille Vermund om sit yngre jeg: Jeg var lidt naiv

Som ung drømte Nye Borgerliges formand Pernille Vermund ikke om at gå ind i politik, men hvis hun som diskussionslysten teenager havde vidst, hvor samfundet var på vej hen, ville hun til sit voksne jeg sige: ”Hold op, hvor er du modig”. Selvom hun måske også ville mumle, at man jo altid kan dæmpe sig lidt

Den yngre Pernille Vermund ville ikke have forestillet sig, at hun skulle blive politiker, for det har ikke været en drøm at sidde i Folketinget, og det er heller ikke sådan, at hun skal sidde der ”for evigt”.
Den yngre Pernille Vermund ville ikke have forestillet sig, at hun skulle blive politiker, for det har ikke været en drøm at sidde i Folketinget, og det er heller ikke sådan, at hun skal sidde der ”for evigt”. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I Pernille Vermunds barndomshjem diskuterede man gerne politik, så bølgerne gik højt. Men at hun selv skulle blive politiker, var en tilfældighed.

”Jeg havde altid stemt på Det Konservative Folkeparti, og en veninde, som var ansat i partiets pressetjeneste, spurgte engang, om jeg var interesseret i at stille op for partiet lokalt. Hun kendte mine holdninger og vidste, at jeg ikke er bange for at stå ved dem. På det tidspunkt var jeg selvstændig erhvervsdrivende og mente, at politik var for langhåret for mig, men hun blev ved. Og så tænkte jeg, at når man i hverdagen måske går og brokker sig lidt, synes jeg faktisk, at man skylder at tage ansvar for at få flyttet tingene i den retning, man mener, de skal,” siger Pernille Vermund, som i et par år stillede op for De Konservative.

Men da hendes yngste søn var ni måneder, blev hun skilt.

”Det kunne slet ikke hænge sammen at jonglere med tre børn, politisk arbejde, eget firma og ekstrajob, som jeg tog i en køkkenforretning i forbindelse med skilsmissen. Så jeg meldte mig helt ud af politik i nogle år,” siger Pernille Vermund, som dog sagde ja til at stille op til for De Konservative ved folketingsvalget i juni 2015.

Hun kom kun ind som førstesuppleant og besluttede endnu engang, at hun ikke skulle være i politik. Men i september samme år skete der noget, som fik hende til at ændre mening.

”Så kom migrantkrisen, hvor syrerne gik ad motorvejen ind i Danmark, og jeg kunne ikke forsvare over for mine børn ikke at gøre noget. Jeg kunne se, at de partier, der var ved magten – det var ellers en borgerligt ledet regering – intet gjorde. At man lod så mange mennesker, som for evigt kommer til at forandre vores samfund, gå ind i vores land, gjorde, at jeg i dag er i politik.”

Hvad tror Pernille Vermund, at hendes yngre jeg ville sige til den politiker, hun er blevet i dag?

”Den unge udgave af mig, hende der sad og diskuterede ved middagsbordet, var lidt naiv. Hun havde den attitude, mange har, når det hele er lidt langt væk. Verden var også anderledes på kanten af 1990’erne, hvor vi så Berlinmuren falde, og Europa var inde i en håbefuld stemning, så dengang havde mit unge jeg nok sagt til mit nutidige jeg: ’Ah, dæmp dig nu lige lidt’. Men havde hun vidst, hvordan samfundet udviklede sig, tror jeg faktisk, at hun ville sige: ’Hold op, hvor er du modig’,” siger Pernille Vermund.

Noget af skytset til samfundsdebatterne ved middagsbordet, da hun var teenager, stammede fra, at hendes SAS-ansatte forældre havde rejst verden rundt og set, ”hvordan Mellemøsten forandrede sig” og kunne fortælle ting, hun som teenager ”næsten ikke troede, var virkelighed”.

”De havde også været udstationeret i Jeddah i Saudi-Arabien, og man må bare sige, at de fortalte, hvad de så. Så hvis mit unge jeg havde vidst, hvor det bar hen, ville hun til min far dengang – og til mig nu – sige: ’I har ret, og jeg bliver nødt til at gøre noget’.”

I Pernille Vermunds barndomshjem diskuterede man gerne politik og samfund, så bølgerne gik højt. Men at hun selv skulle blive politiker, var ikke noget, hun overvejede da hun, som på fotoet her, var teenager. – Affotografering: Liselotte Sabroe Ritzau/Scanpix
I Pernille Vermunds barndomshjem diskuterede man gerne politik og samfund, så bølgerne gik højt. Men at hun selv skulle blive politiker, var ikke noget, hun overvejede da hun, som på fotoet her, var teenager. – Affotografering: Liselotte Sabroe Ritzau/Scanpix

Den yngre Pernille Vermund ville ikke have forestillet sig, at hun skulle blive politiker, for det har ikke været en drøm at sidde i Folketinget, og det er heller ikke sådan, at hun skal sidde der ”for evigt”.

”Jeg er enormt optaget af at få Danmark på fode igen, og der er en stigende grad af bekymringspunkter, men det har aldrig været et mål i sig selv at blive politiker. Jeg kan også godt mærke, at der er et kultursammenstød mellem den personlighed, jeg er, og det at være politiker. Det bokser jeg lidt med i hverdagen. Det går langsomt i politik, og så bryder jeg mig ikke om det der med, at man kan slippe af sted med at sige én ting og gøre noget andet. Hvis jeg var ligeså sælge-helge-agtig over for mine kunder, som politikerne er over for befolkningen, ville jeg gå konkurs.”

Det var vel lidt sælge-helge, da du sidste efterår sagde, I havde en aftale med det franske satireblad Charlie Hebdo om at offentliggøre to satiretegninger, men at I ikke havde det alligevel?

”Vi ville meget gerne have bragt de satiretegninger, som den franske historielærer Samuel Paty blev myrdet for at vise i sin klasse. Men det viste sig, at dem, der havde sagt ja, alligevel ikke var dem, der havde rettighederne til dem. For mig er det stadig ubegribeligt, at man ikke vil give os mulighed for at bringe tegningerne i danske aviser som støtte for ytringsfriheden og den myrdede lærer. Også for at afmystificere. Det drejer sig om to satiretegninger, der med danske øjne er totalt uskyldige.”

På spørgsmålet om, hvad Pernille Vermund har fortrudt mest i politik, svarer hun, at det er, at hun ikke tidligere indså ”hvilke skader, udlændingeloven af 1983 ville medføre”.

Udlændingeloven af 1983 er ofte nævnt som en af de mest liberale udlændingelove i Europa. Blandt andet forbedrede den retsstillingen for asylansøgere og gjorde familiesammenføring til et retskrav.

Og som sin største politiske sejr ser Pernille Vermund det faktum, at hun stiftede et parti fra bunden uden at sidde i Folketinget i forvejen – og at det lykkedes hende at få det repræsenteret i Folketinget.

Den unge udgave af mig, hende der sad og diskuterede ved middagsbordet, var lidt naiv. Hun havde den attitude, mange har, når det hele er lidt langt væk.

Pernille Vermund

Men hun er også meget opmærksom på ikke at ”blive slugt” at sit politiske liv. Og kan godt forholde sig til tidligere Venstre-statsminister Poul Hartlings advarsel om, at politik er som at ride på en tiger.

”Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt,” udtalte Poul Hartling, og Pernille Vermund vil i så fald hellere ædes end at blive slæbt ind i junglen af tigeren.

”Der er en fare for begge dele i politik. Uden for Christiansborg befinder man sig i en hverdag, hvor man godt kan mærke, at der er nogle bump på vejen. Man har sit fokus et andet sted og nok også en tiltro til, at dem, der styrer landet, løser problemerne. Det svarer lidt til at køre en gammel bil og tænke, at det går jo nok.”

”Men når man arbejder på Christiansborg og sidder midt i det hele, får man øjnene op for alle de detaljer i vores samfund, som ikke fungerer. Og her kan en fare være, at man – ligesom mekanikeren, der står med hovedet under motorhjelmen og kan se alt det, der er galt – risikerer aldrig at komme ud at køre eller oplever glæden ved at køre igen,” siger Pernille Vermund, som mener, at det er godt, når der i Folketinget sidder folk med erfaring fra det virkelige liv, og som ikke ”bare står og nørkler med motoren eller klæber sig fast til en taburet for enhver pris”.

Blev dit politiske liv, som du havde regnet med?

”Nej. For det første havde jeg ikke regnet med et politisk liv, for det andet tror jeg ikke, man kan forestille sig, hvor anderledes det er, og hvor utroligt travlt man har – særligt når man er et lille parti med mange ordførerskaber, og landet bliver ramt af en pandemi med alt, hvad det indebærer af ekstra opgaver.”

Hvornår stod du sidst politisk i et etisk dilemma – og hvordan håndterede du det?

”Det gjorde jeg for ganske nylig i forbindelse med diskussionen om omskæring af drengebørn. Vi har en jødisk del af befolkningen, for hvem omskæring af drengebørn er en væsentlig del af deres tro, identitet og kultur, og den minoritet er i den grad en, som har bidraget positivt til vores fællesskab med idéer og værdier, som jeg virkelig værdsætter. På den anden side har jeg den grundlæggende holdning, at man ikke skal skære i raske børn. At stå i det dilemma har virkelig været en lang proces for mig. Jeg har hele tiden været for et forbud, men jeg har været dybt bekymret for, hvad det vil gøre for den jødiske minoritet i vores fælles samfund,” siger hun og indrømmer, at det var en svær beslutning for hende at stemme for et forbud om omskæring af drengebørn under 18 år.

”Jeg gør det ikke uden sorg over, at det, hvis det forslag blev vedtaget, ville ramme en befolkningsgruppe, som jeg respekterer dybt, og som bidrager positivt til alle samfund, de er en del af.”

På spørgsmålet om, hvor vidt livet i politik er det hele værd, svarer Pernille Vermund prompte, at det bliver hun sandelig nødt til at tro på.

”Men jeg ved det nok først, når jeg står på den anden side, og børnene er flyttet hjemmefra. Men jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg havde taget kampen op.”

Det, der kunne få Pernille Vermund til at gå ud af politik, er, siger hun, hvis hun ”ender med at blive som de andre”, der sidder på Christiansborg:

”Så skal jeg ikke være i politik længere. Jeg vil som sagt hellere ædes end ende langt inde i junglen.”