Peter Øvig: ”Jeg kommer ikke til at skrive flere bøger, hvor jeg lader som om, jeg finder sandheden”

Peter Øvigs nye bog handler om elektrochok, og begynder med hans egen oplevelse af at blive helbredt gennem elektriske stød i hjernen. Men den handler også om en mand, der møder en anden fortælling end sin egen, og som i dag kalder det en gave at være mindre skråsikker og mere grådlabil

Peter Øvig oplevede det som et mirakel, da behandlingen med ­elektrochok bragte farverne og lyset tilbage i hans liv. Han blev ­nærmest en slags ”halleluja- fundamentalist”, når han fortalte om behandlingens effektivitet mod dyb depression, men så mødte han Pernille Frandsen.
Peter Øvig oplevede det som et mirakel, da behandlingen med ­elektrochok bragte farverne og lyset tilbage i hans liv. Han blev ­nærmest en slags ”halleluja- fundamentalist”, når han fortalte om behandlingens effektivitet mod dyb depression, men så mødte han Pernille Frandsen. . Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Han får syv elektrochok i alt. Første gang giver strømstødene ”anledning til et 58 sekunder langt såkaldt ’A-anfald’ med synlige kramper i arme, ben, torso og ansigt”. Og kramperne vurderes som ”trestjernede” i den journal, han siden har fået adgang til.

Det var meget modstræbende, han endte med at sige ja til at få elektrochok, for det er præcis den behandling, han har frygtet allermest.

Peter Øvig husker nemlig tydeligt scenerne fra filmen ”Gøgereden”, hvor Jack Nicholson under tvang bliver fastspændt i sengen og får sat elektroder på hver side af hovedet, inden overmagten, det psykiatriske personale, sender elektriske stød til hans hjerne, og kroppen går i krampe. Han ender med at blive en zombie. En person uden personlighed.

I dag véd Øvig, at forandringen først sker efter, Nicholson i filmen får det hvide snit. Men i mange år koblede han det uhyggelige personlighedsskifte med elektrochok.

Øvig er også selv vokset op med en psykisk syg mor, der slet ikke var i tvivl om, at behandlingen med elektrochok havde ødelagt hendes hukommelse. Og som helt ung har han endda skrevet en bog om, hvor umenneskeligt den danske psykiatri opfører sig. At det er forkert at sætte psykiatriske diagnoser på folk, der måske bare ikke lige passer ind, og at især elektrochok er udtryk for et brutalt og nedgørende menneskesyn.

Nu er det så pludselig hans egen virkelighed.

I januar 2018 bliver Peter Øvig indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling i København med en svær psykotisk depression, og de psykiatriske overlæger anbefaler elektrochok som den mest effektive måde at hjælpe ham ud af mørket på.

Og det, han har frygtet allermest, viser sig at være hans redning. Fra at have levet i det dybeste psykotiske og depressive mørke i mange måneder kan Peter Øvig i februar 2018 pludelig se farver igen. Han kalder helbredelsen for et mirakel. Forfatteren får endda kræfter og overskud til at skrive bogen ”Min mor var besat” færdig, og efter en fantastisk modtagelse af bogen rejser han rundt og holder en lang række foredrag i landet og fortæller med stor overbevisning, at elektrochok har reddet hans liv.

Frygten for en ny depression

”Man kan næsten sige, at jeg var som en nyomvendt, der med lysende øjne fortalte om det her mirakel, jeg havde oplevet. Jeg oplevede også, hvordan mange andre nu pludselig gennem min fortælling fik mod til selv at fortælle, at elektrochok havde hjulpet dem. De har nemlig oplevet en meget udbredt modstand mod behandlingen og følt, at det var svært at tale højt om som noget positivt.”

Peter Øvig byder på kaffe og danskvand ved det store plankebord i køkkenet i Gentofte-villaen, hvor han bor i en slags familiekollektiv.

Den 10. september udkommer den 59-årige forfatters nye bog, ”Jeg er hvad jeg husker. Efter elektrochokket: Mellem mirakler og mareridt”, og man kan se den som en selvstændig fortsættelse til bogen ”Min mor var besat”, men det er alligevel en anden Peter Øvig, der har skrevet den nye bog, siger han. Han har nemlig mødt en anden fortælling end sin egen. Og det har i den grad sendt ham på en personlig erkendelsesrejse og gjort ham mindre skråsikker og mere ydmyg, siger han.

”Jeg er blevet en anden, og jeg kan bedre lide ham,” som han skriver i bogen.

Øvig var ellers godt i gang med foredragene rundt i landet, da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned.

”Jeg kørte i et højt gear på det tidspunkt, og pludselig skulle jeg ingenting. Det var slet ikke godt for mig, og angsten for endnu en depression begyndte at røre på sig. Så min kloge kæreste, som også er min redaktør, spurgte, om jeg ikke skulle gå i gang med at skrive en bog.”

”Jeg havde tænkt på at skrive om elektrochok, men var nået frem til, at det var alt for enkelt. For jeg havde jo sandheden på forhånd: Elektrochok er en effektiv behandling, der desværre er kommet i miskredit. Ikke mindst på grund af en gammel Hollywood-film og den antipsykiatriske bevægelse, som jeg selv var en del af som ung idealist på venstrefløjen.”

Mødet med Pernilles mareridt

Men Peter Øvig begyndte alligevel at kigge nærmere i den research om elektrochok, som hans gode ven, dokumentarfilminstruktøren Jakob Gottschau, havde lavet sammen med sin datter Simone. Vennen havde også haft planer om at dykke ned i elektrochokkets historie, og i det enorme materiale fandt Øvig blandt andet beskrivelser fra dengang i 1930’ernes Italien, hvor psykiatere for første gang afprøver et apparat, der kan sende strøm gennem menneskehjernen og på den måde fremkalde et epileptisk anfald. Han læste også om forskningens videreudvikling og opdagelsen af, at netop kramperne gør noget godt for de områder i hjernen, der ellers er ”skrumpet” under depressionen. At der kommer nye hjerneceller simpelthen.

Med den nye bog er jeg slået ind på en ny vej, jeg kommer til at følge nu: jeg er selv med i bøgerne fremover, og jeg vil undersøge noget, der har en eksistentiel betydning for mig.

Peter Øvig

Men i bunken finder Peter Øvig også et debatindlæg fra Dagbladet Information, hvor en Pernille Frandsen har skrevet: ”Elektrochok har gjort mig historieløs”. Pernille Frandsen skriver, at hun i dag er førtidspensionist, at store dele af hendes hukommelse er væk efter behandlingerne, og at hun ellers tidligere var velfungerende med arbejde, kæreste, barn, hund, hus og ”store fremtidsdrømme”.

”Dagen efter ringede jeg til hende. Og hun fortalte, at hun både havde læst min bog ’Min mor var besat’ og havde været at høre mig til et foredrag i Vejle, hvor jeg havde fortalt så begejstret om elektrochok. Hun havde følt sig tromlet, for hendes oplevelse var jo en helt anden. Hvor jeg talte om et mirakel, havde hun oplevet et mareridt. Hun havde grædt hele vejen hjem fra foredraget.”

Fundamentalisme og de to skyttegrave

Da han hørte Pernilles historie, var bogen pludselig ikke så ”enkel” en fortælling, som han først havde troet. Elektrochok var måske alligevel ikke kun en fortælling om en behandling, der skal ud af skammekrogen – fordi den virker.

Derfor er der også to hovedpersoner i ”Jeg er hvad jeg husker” – Peter Øvig selv og Pernille Frandsen.

”Efter vores telefonsamtale var jeg slet ikke i tvivl. Jeg måtte bare skrive den her bog. Med to stemmer og to fortællinger, så begge bliver hørt. For hvordan kan vi have to så vidt forskellige oplevelser? Og hvorfor er vi endt i nærmest to skyttegrave, hvor den ene side hylder elektrochokket og den anden side forbander det langt væk? Jeg har jo selv tilhørt den sidste gruppe i mange år, indtil jeg fik behandlingen.”

I bogen får læseren derfor både Peter Øvigs egen fortælling om ”miraklet” og Pernille Frandsens fortælling om ”mareridtet” samt masser afviden om elektrochokkets historie. Og samtidig opsøger Peter Øvig landets førende psykiatere for at blive klogere på, hvad man egentlig ved om virkninger og bivirkninger ved ECT, som behandlingen kaldes i lægetermer.

Ifølge forskerne virker ECT især på patienter med svær depression, hvor 80 procent får glæde af behandlingen.

”Men af de 20 procent, hvor behandlingen ikke har den ønskede effekt, er der nogle, der lider overlast og får massive hukommelsestab. Det er bare svært at dokumentere, om det er depressionen i sig selv eller elektrochokkene, der er årsagen. Og den gruppe havde jeg jo selv helt overset i min nyomvendte begejstring.”

Turen rundt til psykiaterne er i virkeligheden også et genbesøg med den unge Peter Øvig, der i sin afgangsopgave som journaliststuderende sammen med Ina Kjøgx Pedersen skrev ”Er du da sindssyg?”, der udkom som bog i 1987.

”Dengang var jeg glødende antipsykiatrisk fundamentalist. Mine største fjender i den bog er psykiaterne, som i mine øjne blot var ude på at ’tvangsnormalisere’ dem, der ikke lige passede ind i samfundet. Nu var jeg så nærmest blevet lige modsat, en halleluja-fundamentalist, der udelukkende så elektrochok som noget godt. På den måde har bogen – og mødet med Pernille – i den grad været en eksistentiel erkendelsesrejse for mig, og jeg kommer ikke til at skrive flere bøger, hvor jeg lader, som om jeg finder sandheden.”

Peter Øvig er ellers en prisbelønnet og meget anerkendt forfatter og dokumentarist. Et af de tydelige beviser står på reolen i køkkenet, Cavlingprisen, der er den mest prestigefyldte danske journalistpris. Han fik den i 2007 for sine bøger om Blekingegade-banden.

Jeg beder ikke om noget, men jeg er fyldt med taknemmelighed for det, jeg har. Og dén taknemmelighed er bare vokset og vokset, i takt med at jeg er blevet mere åben over for de steder, hvor kærligheden opstår.

Peter Øvig

”Jeg har fået så megen anerkendelse og ros for mine bøger gennem årene, og det er jeg meget taknemmelig for. Men anerkendelsen har jo handlet om, at jeg var dygtig til mit fag. Med den nye bog er jeg slået ind på en ny vej, jeg kommer til at følge nu: Jeg er selv med i bøgerne fremover, og jeg vil undersøge noget, der har en eksistentiel betydning for mig. Ikke som oplyser, men gerne i dialog.”

Grådlabilitet og taknemmelighed

Peter Øvig kalder derfor mødet med Pernille for en gave, og da han nævner hendes navn, begynder hans øjne at løbe i vand. Det sker ofte, siger han.

”Det er kommet efter behandlingen. Når der sker noget godt, noget jeg bliver særligt rørt over, så bliver jeg grådlabil. Og det sker altid, når jeg taler om Pernille, for det møde har simpelthen været så afgørende for mig, så smukt. At vi har kunnet mødes på tværs af vores forskellige oplevelser, og at der alligevel er så stor respekt og forståelse imellem os – det giver da håb og er jo sådan, det burde være mellem mennesker, selvom de ikke står samme sted.”

Peter Øvig er derfor færdig med for eksempel at gå ind i polemiske debatter, som han tidligere gjorde, når han mente at have sandheden på sin side. Som i debatten om Muhammed-tegningerne, hvor han entydigt forsvarede dem ud fra et ufravigeligt princip som ytringsfrihed.

”I dag er jeg langt mere optaget af at finde ud af, hvad der er på spil i de debatter. Hvorfor er vi mennesker så magnetisk tiltrukket af at forenkle alle elementer i tilværelsen? Som jeg ser det, er netop de største katastrofer i verden vokset ud af de forenklinger. Tænk bare på krige, der er sket med religion som bannerfører, eller folkedrab, der er sket med politiske ideologier som begrundelse. Jeg har selv været sådan. Som ung var jeg medlem af KAP (Kommunistisk Arbejderparti, red.), samtidig med at Pol Pots regime myrdede løs i Cambodja under dække af kommunismen.”

Mod slutningen i sin nye bog skriver Peter Øvig derfor også, at han er taknemmelig for de nye sider, han oplever hos sig selv, og at ”taknemmeligheden måske er den største gave, jeg har fået af sygdommen, og for mig er den en bedre indgang til det religiøse end alverdens religioner og bibler”.

Her ved køkkenbordet uddyber han:

”Det ærgerlige ved religioner er, at de ofte skaber modsætninger til andre religioner. De sætter livets mening ind i formler og dogmer. Men jeg opfatter mig selv som et religiøst menneske, og jeg tror på Gud. Og det er i den rørelse, vi har talt om, hvor taknemmeligheden i den grad fylder mig op, at jeg føler mig nærmest på Gud. Hver morgen slutter jeg mine yogaøvelser med at lægge mig i bedeposition, og så siger jeg tak. Jeg beder ikke om noget, men jeg er fyldt med taknemmelighed for det, jeg har. Og dén taknemmelighed er bare vokset og vokset, i takt med at jeg er blevet mere åben over for de steder, hvor kærligheden opstår.”

Peter Øvig får tårer i øjnene igen.

”Og tænk: Der skulle et mareridt og så et mirakel til, før det skete.”