Prøv avisen
Boguddrag

Pia er uhelbredeligt syg: Når man skræller alt af, så er det mere eller mindre de samme ting, vi er bange for

"Jeg har levet med en overbevisning om, at tilgivelse er for svage mennesker, men det var en misforståelse, for tilgivelsens kunst er simpelthen noget af det smukkeste i denne verden," fortæller Pia Glavind, som har fået nyt syn på tilværelsen sin kræftdiagnose. Pia Glavind og 14 andre danskere fortæller i ny bog om livet med en uhelbredelig sygdom. Foto: Leif Tuxen

Pia Glavind har altid tænkt, at det var spild af tid at sove. Nu går hun tidligt i seng og bruger god tid på at vippe med tæerne og trække vejret dybt, inden hun står ud af sengen igen. Pia Glavind er en af i alt 15 danskere, som i "Bogen Om Livet" fortæller om livet med en uhelbredelig sygdom. Læs et uddrag her

Min bogreol har altid været fyldt med bøger om følelsesmæssig og spirituel intelligens, så interessen for menneskers udvikling har altid ligget i mig. I mange år foregik den bare på et hobbyplan. Det var egentlig først, da jeg fik min diagnose, at jeg for alvor begyndte at gå ind i feltet. Jeg gik fra at studere til at praktisere.

Det var simpelthen så voldsomt og chokerende for mig at få diagnosen. Der havde ikke været nogen tegn, der tydede på, at jeg var syg, så mit billede af mig selv blev vendt op og ned i løbet af få dage. Jeg fik en fornemmelse af, at kæden var hoppet af et eller andet sted, uden at jeg havde opdaget det. Jeg kunne mærke, at der var noget, som jeg var nødt til at lave fuldstændig om.

Der dukkede mange spørgsmål op i forbindelse med diagnosen, og der kan man jo vælge at lukke ned eller op. Jeg er typen, der lukker op. Når noget bliver svært, så er det sjældent, at jeg fejer det ind under gulvtæppet. Det kan godt være, at jeg gør det for en stund, indtil jeg lige har sundet mig, men jeg løfter altid gulvtæppet og kigger på det, der ligger der.

Hvad fik du så øje på, da du begyndte at kigge på det, der lå der?

Jeg begyndte at gå på opdagelse i mig selv for at finde nogle svar. Jeg vidste, at jeg ikke kunne finde svarene i det ydre, så jeg var nødt til at kigge indad. Jeg har mødt nogle spændende terapeuter i udlandet, som har kickstartet nogle processer i mig. Det har startet en indre rejse, som med tiden har udviklet sig til, at jeg har fået et spirituelt livsgrundlag.

Jeg er født nysgerrig, åben og med et lyst sind, og så er jeg bare grundlæggende en, der kigger på lorten, stikker pinden i den og roder rundt. Efterhånden som jeg er begyndt at spørge indad, har jeg fået kontakt til nogle dybere sandheder, så nogle gange placerer jeg mig enten i ”mit gamle liv” eller i ”mit nye liv”, når jeg taler om mig selv.

Hvad er forskellen på de to versioner af dig?

Jeg kommer fra IT-branchen oprindelig, og der ville man sige, at jeg er begyndt at programmere mig selv forfra. Da jeg begyndte at vende blikket indad og gå på opdagelse, gik det op for mig, hvilken programmering jeg har været underlagt igennem mit liv. Når jeg siger underlagt, så er det ikke, fordi jeg prøver at placere skyld på nogen. Vi bliver alle sammen programmeret rent holdningsmæssigt og med overbevisninger af vores familier og det samfund, der omgiver os. Det var jeg bare ikke opmærksom på før.

Hvis jeg ikke havde været ude i denne her kæmpe krise, så var jeg aldrig begyndt at kigge på det. Så havde jeg bare levet videre på de præmisser. Men jeg stoppede op og begyndte at spørge mig selv om, hvad det egentlig er, jeg går og tror på. Hvad er det for nogle overbevisninger, der styrer mig? Hvad er det for nogle tanker, jeg har? Hvad er det for nogle følelser, jeg har? Jeg begyndte at kigge på mig selv udefra uden at dømme eller have holdninger. Jeg observerede bare.

Fik du hjælp til den proces, eller var det noget, som du gjorde selv?

Jeg tog fat på det med terapi. I udlandet arbejder man med psykoonkologi, hvor man kigger på, hvad det gør ved mennesket at få en kræftdiagnose. Ligesom i Danmark forholder man sig til behandlinger, medicin og kost, men i udlandet forholder man sig også til, hvad kræftdiagnosen betyder rent psykologisk. Det er ægte holistisk i min optik.

Jeg valgte at blive tilknyttet en klinik i udlandet, for jeg tænkte, at hvis jeg for alvor skulle rette op på ubalancen i min krop, så var jeg nødt til at tage den helt store pakke i brug. Det var i den terapi, at jeg begyndte processen med at stille spørgsmål og blive bevidst om mine overbevisninger. Nogle af overbevisningerne var gode, så dem ville jeg beholde, og så var der andre overbevisninger, som jeg kunne mærke, at jeg måtte slippe.

Kan du komme med et eksempel på en overbevisning, som du har sluppet?

Før i tiden havde jeg en overbevisning om, at det er spild af tid at sove. Jeg tænkte, at der var så mange muligheder i verden, så det var synd, hvis jeg ikke var vågen til at gå på opdagelse i dem. Jeg kunne sove, når jeg blev gammel. Dengang vidste jeg ikke, at den overbevisning har en pris, for mennesket kan ikke holde til kun at sove fire til seks timer i døgnet. Min krop kunne i hvert fald ikke holde til det, så jeg kiggede på overbevisningen og tog stilling til, om jeg var villig til at betale den pris, og det var jeg ikke. På den måde har jeg fået ryddet op i nogle af mine overbevisninger. Det er et vedvarende projekt, for der kommer hele tiden nye overbevisninger til, som skal evalueres. I dag benytter jeg ikke længere terapi, men har fundet min egen vej, og jeg er god til at håndtere processen på egen hånd.

Du siger, at du har fundet din egen vej. Hvad gør du rent praktisk?

En del af min daglige praksis er at observere, hvad jeg føler og tænker, for mine følelser og tanker afslører, om jeg har gang i noget, der gavner eller begrænser mig. Hver dag tjekker jeg ind med mig selv fra morgenstunden. I mit gamle liv vågnede jeg med et chok med vækkeuret. Jeg blev flået ud af søvnen og ind i den fysiske verden, hvor tankerne tog over lige med det samme. Hvad er det for en dag i dag? Hvad er klokken? Er jeg for sent på den? Hvad er der på programmet? Tankerne kaprede mig og kørte ud ad en firesporet motorvej. Jeg tjekkede min kalender, gik på Facebook, tændte radioen, og så løb hverdagen af med mig. Jeg var ude i den ydre verden lynhurtigt.

Det har jeg fået stoppet.

Jeg vågner stadig af mit vækkeur, men jeg er blevet bedre til at gå i seng om aftenen, for nu synes jeg ikke længere, at det er spild af tid at sove. På den måde vågner jeg mere naturligt, og ofte før mit vækkeur ringer. Jeg er ikke træt, når jeg vågner. Nu bliver jeg liggende i min seng og bevæger tæerne lidt, trækker vejret og giver mig tid. Det kan godt være, at jeg bare ligger der i tre minutter, men det er tre meget bevidste minutter, hvor jeg tjekker ind med mig selv, hvordan jeg har det. Ikke på sådan en navlepillende måde, hvor jeg søger efter noget bestemt. Det er mere et tjek, hvor jeg aktiverer sanserne. Jeg mærker puden, krammer min dyne og er taknemmelig for, at jeg rent faktisk er vågen. Det er jo ikke længere en selvfølge for mig, som det var før i tiden. Jeg er opmærksom på, hvad jeg dufter, ser og føler. Jeg står op og laver en god kop kaffe, og så går jeg ind og sætter mig i stilhed.

Når jeg sidder i stilhed, så observerer jeg, hvad jeg tænker og føler. Jeg dømmer ikke noget. Der er ikke noget, der er forkert eller rigtigt. Jeg sanser bare, hvor jeg er henne. Hvis jeg er ked af det, går jeg på opdagelse i, hvorfor jeg er ked af det. Hvad handler det om? Er det noget, der hænger sammen med nuet? Eller er det noget, der spøger fra fortiden? Er jeg bekymret? Er jeg gået ud i fremtiden? Hvis jeg er ked af det på grund af noget, der skete i fortiden, så må jeg slippe det, for fortiden står ikke til at ændre, eller også må jeg ind og arbejde lidt med det budskab, der er i det. Og hvis jeg er ude i fremtiden, så hiver jeg mig selv hjem og siger, at der ikke er nogen, der ved, hvad der sker i fremtiden, så det nytter ikke noget at være derude.

Så det handler meget om at komme hjem i nuet og være i det, der er lige nu og her. Hvis jeg bare farer ud i verden uden at vide, hvor mit udgangspunkt er, så er det lidt ligesom at fare rundt i indre by uden at vide, hvor man er henne. Hvordan pokker skal man så finde ud til Østerbro?

Når jeg har lavet mit indre arbejde om morgenen, så bliver jeg ikke grebet af den ydre verdens vanvid på samme måde mere. Jeg ryger ikke med på alle mulige følelsesflip eller skøre tankemønstre.

Den gamle version af mig kunne nemt ryge i offerrollen. Hvis der var en bilist, som kørte vanvittigt på motorvejen, kunne jeg finde på at tænke, at det var ham, der havde ødelagt min dag, fordi jeg blev irriteret, men det var jo mine egne tanker, der havde ødelagt min dag. Jeg har jo min frie vilje til at tænke, hvad jeg vil tænke, så i stedet for at blive irriteret på ham kan jeg prøve at rumme hans travlhed. Jeg kan vige ind til siden for at give ham plads til at komme forbi, og sende ham nogle gode tanker om at køre pænt og passe på sig selv og alle os andre i trafikken.

Jeg kan bedst sådan nogle ting, hvis jeg har lavet mit indre arbejde om morgenen og er kommet hjem i mig selv. Når jeg kontemplerer, føler jeg, at jeg logger ind i en glædeskilde. Det er lysets kilde, det er håbets kilde, det er taknemmelighedens kilde, det er medmenneskelighedens kilde. Jeg oplever simpelthen sådan en stor kærlighedsfølelse, både til mig selv, til andre mennesker og til universet.

Hvordan reagerer folk, når du fortæller om den glæde, som du oplever?

Nogle gange spørger folk mig om, hvordan jeg kan være så glad med de odds, som lægerne giver mig. Når de spørger, så deler jeg ud, men ellers siger jeg egentlig ikke så meget om det. Det går mere og mere op for mig, at det ikke kan forklares. Man skal opleve det, så jeg prøver bare at være mit sande jeg, og så oplever andre effekten.

Mit daglige arbejde med mig selv ændrer min måde at være i verden på, og jeg kan mærke, at folk responderer positivt på det. Når jeg smiler til en fremmed, giver en håndsrækning til en ven eller giver en kompliment, så får jeg god respons og kærlighed tilbage. Jeg gør det ikke længere for at please, men lukker bare op for min indre kilde og deler i kærlighed. Vi vil så gerne mødes på den måde. Vi vil så gerne ses alle sammen. Når det lykkes mig at være i den ydre verden på denne meget centrerede måde, så kan jeg mærke, at jeg kan kigge på et andet menneske og gøre en forskel i nuet. De kan mærke min værenskerne.

Jeg tror på, at vi alle sammen kommer af det samme lys. Det er også derfor, vi forbindes med hinanden. Nogle gange kan man møde et menneske, hvor man bare tænker, at han eller hun er fantastisk. Det er sjælsmøder, hvor energien vibrerer på samme niveau. Der skal simpelthen så lidt til, at vores sjæle og vores lys mødes. Den høje vibration kan løfte den lavere op, og derfor er det vigtigt for verden, at vi kommer i gang med det indre arbejde, for dermed er vi i livet på en anden måde.

Lige så snart vi begynder at kunne skelne mellem den indre og den ydre verden, så opdager vi, at den ydre verden ikke er alt. Den har ikke noget med vores sande jeg at gøre. Når man begynder at arbejde med sig selv, og navigerer i tanker og følelser, så får man et mere roligt og balanceret sind, og man træffer nogle gode beslutninger. Med det forpinte sind, hvor frygten er aktiveret, kan man ikke træffe rationelle beslutninger, for man kan ikke mærke sig selv. Derfor er man simpelthen nødt til at komme hjem til sig selv.

Hvordan finder man hjem til sig selv?

Det er ikke altid, man kan finde hjem i starten, men så må man have en god hjælper, læremester eller mentor, der kan hjælpe, indtil man finder ind til sin egen indre guide. Vi skal ikke gå alene i livet. Det er en del af den ydre verdens præmisser, at vi tror, vi er alene med vores problemer. Så længe vi alle sammen tager den der happy mask på og render rundt og signalerer, at vi har styr på det hele, at alt er fedt, og at vi er helt enormt lykkelige, så får vi en følelse af, at andre har så meget mere styr på det end os selv.

Det er bare mig, der ikke kan finde ud af det. Det er kun mig, der er ensom. Det er kun mig, der ikke har styr på karrieren. Der er noget galt med mig, og derfor har jeg ikke en kæreste. Det er kun mig, der ikke kommer ud at rejse. De andre køber, hvad de har lyst til, men jeg har aldrig penge nok.

Men når vi begynder at sige vores problemer højt, så finder vi ud af, at alle render rundt med de præcis samme tematikker i deres liv. Når man skræller alt af og kommer helt ind til kernen, så er det mere eller mindre de samme ting, vi er bange for. Vi er bange for at være ensomme, at blive udstødt, at dø og ikke at være elsket. Der er sådan nogle grundlæggende temaer, som vi alle sammen går rundt med, men de viser sig på forskellige måder i vores liv.

Har du nogle ting, som du gerne ville have gjort mere af eller erkendt tidligere i dit liv?

Der er ikke noget ved den måde, jeg har levet på, som jeg egentlig fortryder, for jeg har virkelig fulgt mit hjerte og er sprunget ud i sindssyge projekter. Jeg er også gået mod strømmen mange gange. Ikke bare for at gå imod, men fordi jeg har fulgt mit hjerte. Det gør egentlig, at jeg i dag sidder og tænker, at jeg har fået lov til at give den gas. Det kan godt være, at jeg ikke får lige så mange år, som jeg troede, at jeg ville få, men det kan også være, at jeg gør. Jeg ved det jo ikke. Men det er i hvert fald ikke sådan, at jeg sidder og tænker, at jeg har spildt min tid, for det har jeg ikke. Jeg synes også, at jeg har fået lov til at gøre en forskel for andre, både i hjertet og rent praktisk. Det kan jeg også mærke betyder noget for mig.

Hvis der er noget, jeg fortryder, så er det, at jeg har såret nogle mennesker undervejs i mit liv. Det tror jeg, at vi alle sammen kommer til, men det kan godt gøre mig ked af det nogle gange. Samtidig ved jeg også, at det er en del af livet. Hvis det har været tætte relationer, har jeg prøvet at tage hul på det, men det er jo også noget med timing. Det kan godt være, at den ene part er parat, men at den anden ikke er.

Så der er nogle erkendelser på spil om relationerne til andre?

Det er gået op for mig, hvor meget de historier, vi fortæller om os selv og om andre, låser os fast og ødelægger. Det er i historierne, at dramaerne opstår.

Når to mennesker sætter sig og snakker om chefen, der er en idiot, så laver vi en historie sammen om, at chefen er en idiot. I den historie ligger der meget drama, og det drama kan vi koge suppe på i lang tid. Det er bare ikke særlig sundt at lave de her historier. Jeg har lært at slippe historierne, for lige så snart der er en historie, så er der også et drama, og så er der et offer og en bøddel. Vi begynder at dømme hinanden, og dermed dømmer vi også mange gange os selv. Det er virkelig en skidt vej at komme ned ad, for den ødelægger individet og dermed også samfundet som en helhed.

Når jeg opdager, at jeg kommer til at gå ned ad den vej, så stopper jeg mig selv. I stedet bruger jeg tid på at finde hjem i mig selv og lader være med at tale om andre og sladre. Jeg stopper mit brok og mine beklagelser, for de bringer intet godt med sig. Det handler om at slippe historien, tilgive, sige pyt og komme videre. Hvis der er relationer, der skal slippes, så må man gøre det, men først efter moden overvejelse og forsøg på at finde sammen i accept, respekt og fredsommelighed.

Jeg kørte et projekt for nogle år siden, hvor man har et armbånd på sit håndled, og hver gang man brokker sig, beklager sig eller sladrer om andre, skal man skifte sit armbånd over på det andet håndled. Målet er at have armbåndet på det samme håndled 21 dage i træk, uden at det bliver flyttet over på det andet håndled. Da jeg tog armbåndet på, tænkte jeg, at det ville være a piece of cake, men det tog mig otte måneder, før jeg havde beholdt armbåndet på det samme håndled i 21 dage. Der gik det op for mig, hvor meget det fylder i vores liv, at vi går og brokker os.

Øvelsen lærte mig virkelig at blive hjemme hos mig selv og lade være med at have travlt med andre. Jeg blev meget gladere, for brok sænker den mentale energi, mens mindre brok efterlader ind og krop i et højere og mere kærligt energiniveau. Armbåndet hjalp mig til større bevidsthed om min adfærd og dens negative effekt.

Så du siger, at det med brokken kunne have været godt at erkende før. Er der andet, som du gerne ville have vidst før?

Jeg ville godt have vidst noget mere om tilgivelse. Jeg har levet med en overbevisning om, at tilgivelse er for svage mennesker, men det var en misforståelse, for tilgivelsens kunst er simpelthen noget af det smukkeste i denne verden.

Jeg har båret på mange byrder, fordi jeg ikke var i stand til at tilgive, så det ville jeg godt have lært tidligere. I tilgivelsen sætter man hinanden fri. Man er færdig med at bære skyldsspørgsmål, og der er ikke noget offer og nogen bøddel mere.

Jeg har også fundet ud af, at der er en nuance mere i tilgivelse: Når man er færdig med selve tilgivelsen, skal man forholde sig til, om man vil forny forholdet eller ej. Nogle gange oplever jeg, at jeg må slippe relationen og sige, at vi ikke skal videre sammen. Andre gange kan jeg mærke, at vi skal videre sammen, men det kan være, at det lige kræver, at vi har en dialog om nogle ting, inden vi går videre.

Det kan være, at jeg har brug for en undskyldning, eller at jeg har brug for, at jeg må sige undskyld til dig, og at du vil høre på mig. Det kan være, der er et eller andet, der skal gøres eller aftales, før vi kan gå videre. Det prøver jeg også at give videre til min søn.

Hvad er ellers vigtigt at give din søn med videre i livet?

Kærlighed. Masser af ubetinget kærlighed. Han er i starten af tyverne og er flyttet hjemmefra, så han er begyndt på sin voksentilværelse. Gennem hans opvækst har jeg givet, hvad jeg kunne.

Nu handler det mere om, at jeg er autentisk og bliver på min egen banehalvdel. Det kan ikke nytte noget, at vi går og siger til andre, hvad de skal gøre. Hvis jeg begynder at rode ovre i hans boldgade, så vil han jo føle, at jeg blander mig, så jeg bliver hos mig selv. Hvis han fortæller mig noget, så plejer jeg at spørge, om jeg må kommentere det. Jeg kommer ikke bare med rådgivning, og det gør jeg i øvrigt heller ikke over for nogen andre. Det handler om at være den ændring, man ønsker, så hvis jeg ønsker at se noget i ham, så er der kun ét sted at starte, og det er hos mig selv. Så det gør jeg meget med ham. Også med hensyn til at indrømme fejl. Det er vigtigt at kunne sige undskyld. Det er vigtigt at kunne sige, at man elsker hinanden. Det med, at alting har en pris, kommer også ind i vores dialoger.

Han mistede sin far til kræft, da han var ti år, så for mig har det været vigtigt at få kappet navlestrengen og lade ham flyve, for når jeg ikke er her længere, skal han kunne stå i sig selv.

Som forældre har vi nogle gange en tendens til at tænke, at vores børn har brug for os, og så gør vi alt muligt for dem, men der har min helbredsmæssige situation hjulpet mig til at overveje, hvad der er det bedste og mest kærlige, jeg kan gøre for min søn. Det er i hvert fald ikke at nurse ham i alle livets forhold og lade ham vokse op på et femstjernet hotel. Det er at få ham skubbet ud af reden og gøre ham flyveklar. Så jeg har skubbet på for, at han skulle ud for sig selv, og det har været smaddersvært. Jeg har næsten måttet øve vold på mig selv som mor, fordi jeg var bekymret for, om det nu var det rigtige, jeg gjorde. Alle de andre unge fik alting serveret og alting ordnet, mens min søn fik at vide, at han skulle tro på sig selv.

Det har været svært for både ham og for mig, og det ved vi godt begge to, men der har også været meget kærlighed og respekt i hele processen. Jeg kunne sagtens have været pylremor, til han blev både 25 år og 28 år, fordi jeg elsker ham, og fordi det er muligt, men det holder bare ikke.

Han har boet for sig selv i et år, og nu får jeg lov til at se frugten. Fordi den proces blev sat i gang, får jeg rent faktisk lov til at være vidne til, at min dreng rejser sig som en fantastisk ung mand med nogle ressourcer, som jeg slet ikke anede, at han havde. Jeg er fuld af beundring over mit barn.

Hvis jeg er ked af det på grund af noget, der skete i fortiden, så må jeg slippe det, for fortiden står ikke til at ændre, eller også må jeg ind og arbejde lidt med det budskab, der er i det.

Vi er bange for at være ensomme, at blive udstødt, at dø og ikke at være elsket. Der er sådan nogle grundlæggende temaer, som vi alle sammen går rundt med, men de viser sig på forskellige måder i vores liv.

Som forældre har vi nogle gange en tendens til at tænke, at vores børn har brug for os, og så gør vi alt muligt for dem, men der har min helbredsmæssige situation hjulpet mig til at overveje, hvad der er det bedste og mest kærlige, jeg kan gøre