Politi anholder to i sag om bortførelse af pige fra Frankrig

En 10-årig pige, som ifølge politiet er blevet bortført, er i god behold hos de danske myndigheder.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har fredag anholdt to i en sag om en bortførelse af en pige fra Frankrig. (Arkivfoto).
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har fredag anholdt to i en sag om en bortførelse af en pige fra Frankrig. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

To mænd er blevet anholdt for en bortførelse af en 10-årig pige fra Frankrig.

Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie Twitter.

Anholdelsen skete i Rødbyhavn fredag eftermiddag klokken 14.30, lyder det.

Den 10-årige pige er i god behold hos de danske myndigheder, og politiet forventer at skulle fremstille de to mænd i grundlovsforhør lørdag.

Politiet oplyser ikke nærmere om, hvorvidt nogle af mændene har en relation til pigen.

Men ifølge det franske medie RTL er der tale om pigens far og en medgerningsmand.

Mediet skriver, at de franske myndigheder har udstedt en arrestordre på de to fredag.

Udover bortførelsen er der også en sigtelse om vold mod pigens mor ifølge RTL.

Det fremgår ikke nærmere af det danske politis tweet, hvad der har gjort, at man kunne anholde mændene, og i hvilken grad man har samarbejdet med fransk politi.

Det bliver heller ikke oplyst, om Frankrig har krævet de to mænd udleveret.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har ikke yderligere kommentarer, skriver det på Twitter.

/ritzau/