Politi til skoleelever i Varde: Slet video med mulig tvang

En video af en dreng florerer blandt skoleelever, men den skal slettes - ikke deles, lyder det fra politiet.

En video af en potentiel strafbar episode er ifølge politiet blevet delt blandt skoleelever i Varde. Alle elever opfordres til at slette videoen. (Arkivfoto).
En video af en potentiel strafbar episode er ifølge politiet blevet delt blandt skoleelever i Varde. Alle elever opfordres til at slette videoen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Politiet i Syd- og Sønderjylland opfordrer alle elever på skoler i Varde Kommune til at slette en video, der viser mulig ulovlig tvang begået mod en dreng.

Ifølge politiets oplysninger florerer videoen blandt eleverne, men de unge skal stoppe med at dele den og i stedet slette den helt. Desuden bliver forældre opfordret til at tage en snak med deres børn.

- Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at man stopper med at dele videoen og sletter den, hvis man har modtaget den. Forældre opfordres til at tale med børn og unge om digital adfærd, skriver politikredsen i en pressemeddelelse torsdag.

Forholdet om mulig ulovlig tvang blev anmeldt tirsdag eftermiddag. Tre drenge er siden blevet sigtet i sagen og skal afhøres.

Der er ikke mange oplysninger om den konkrete sag.

Det har således ikke været muligt for Ritzau at få oplyst navne på de involverede parter eller mere om omstændighederne eller videoens indhold. Årsagen er ifølge politiet, at efterforskningen er på et tidligt stadie.

Sigtelserne mod de tre drenge er også uvis.

Det står dog klart, at en dreng er blevet udsat for mulig ulovlig tvang, og at episoden er blevet optaget på film. Videoen af det er siden blevet delt med andre.

Politiet har torsdag givet en række råd til forældre. Her lyder det blandt andet, at forældrene skal tage en snak med børn om, at det kan have konsekvenser at dele krænkende billeder og videoer.

Desuden skal børnene gøres opmærksomme på, at man ikke selv må dele billeder eller videoer af andre uden at have fået personligt og klart samtykke - heller ikke med sine bedste venner. Det kan være strafbart.

/ritzau/