I disse år foregår der en kamp om opmærksomheden. Alle vil være på. Alle vil ses på de sociale medier og på tv. Det er, som om man mener kun at eksistere, hvis man tiltrækker sig andres opmærksomhed.
Mange kæmper en daglig kamp for skabe opmærksomhed omkring sig selv. Men denne opmærksomhedshungrende turbulens lægger hindringer i vejen for, at vi kan være opmærksomme på det andet menneskes behov. Det andet menneske bliver i stedet tilskuer til vores egen eksistens.
LÆS OGSÅ:Erik Bjerager: Helle Thornings selfie peger på dybere problem
For en uge siden oplevede vi, hvordan tre danske ministre i deres længsel efter at få opmærksomhed demonstrerede, at de for længst har mistet evnen til holde opmærksomhed på det andet menneske og på de opgaver, de har påtaget sig.
Justitsministeren blev gået for at lyve, socialministeren tildeltes en næse for nepotisme og statsministeren blev verdensberømt for at tage en selfie. Jeg vil begrænse mig til dette sidste tilfælde af egocentri, som synes at være et tiltagende modefænomen.
Midt under mindehøjtideligheden for Nelson Mandela mistede vores statsminister opmærksomheden på cermonien og rettede den mod sig selv hun tog en selfie. Et billede, som straks gik verden rundt.
Derved blev hun en kendt person. I første omgang dog omtalt i verdenspressen som en uidentificeret højtstående embedsmand. Hun fik demonstreret sin tilstedeværelse ved cermonien ja, endda flankeret af USAs præsident og Storbritanniens premierminister. Det var næsten, som hun ville sige: Se, hvor jeg er, og hvem jeg er sammen med.
Selv siger hun, at når vi statsledere mødes, har vi det sjovt ligesom andre mennesker. Det er sikkert rigtigt, at almindelige mennesker har det sjovt, når de mødes, men de optræder jo ikke i rollen som en statsminister, der repræsenterer et folk og deres land.
Som statsminister må man være opmærksom mod dem, man skal tjene nemlig befolkningen og den opgave, man udfører. Minister betyder faktisk tjener. Og en tjener retter i sagens natur ikke opmærksomheden mod sig selv, men mod den, man udøver en gerning for.
Opmærksomhed er næstekærlighedens forudsætning. Den barmhjertige samaritaner må nødvendigvis have været opmærksom på den nødlidende og ikke på sig selv. Opmærksomhed er en tillidsskabende handling. Hvis opmærksomhed er et dominerende fænomen blandt folk i almindelighed, kan man have tillid til andre. Men hvordan kan man have tillid til ministre, der under udøvelse af deres gerninger vender opmærksomheden mod sig selv?
Olaf Michelsen, professor emeritus, Plantagen 11, Stensballe, Horsens