Velfærdsstaten er ved at miste sin kristne etik

Den svage bør behandles som Jesus, mener dr.phil. Jørn Henrik Petersen, der i morgen fejrer sit 40-års-jubilæum som professor med ny debatbog

Stephen Venner er biskop for de væbnede styrker i Storbritan-nien. Han kan ikke genkende, at britiske feltpræster skulle være i gang med at udvikle en krigsteologi. – Foto: Kasper Palsnov/.

Jesus holdt engang en tale, der ville få enhver 1. maj-tale til at blegne i sin solidaritet med de svageste. I sin berømte får og bukke-prædiken fra Matthæusevangeliet skelner Jesus således mellem de barmhjertige og ubarmhjertige. Og han sætter trumf på ved at tilføje: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort imod mig.

Svigter man de svage, svigter man altså også Gud, for det er Jesu pointe, at man elsker Gud ved at elske sin næste:

Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig, siger Jesus til de retfærdige.

Men spørgsmålet er, hvem de er? For hvem er altid retfærdig? Hvem er ikke gået forbi en tigger? Hvem har taget imod alle fremmede med åbne arme? Og hvem har altid husket at besøge de ensomme i alle deres forskellige menneskelige fængsler?

De spørgsmål hjemsøgte også velfærdsstatens arkitekter. Og i etisk forstand kan man derfor sige, at velfærdsstaten blev oprettet i erkendelse af, at alle har prøvet at svigte en svag, mener velfærdsforskeren, dr.phil. Jørn Henrik Petersen:

Velfærdsstaten er godt nok et sekulariseret projekt, men den er indirekte inspireret af teologen K.E. Løgstrups tanker om, at man altid holder en del af sin næstes skæbne i sin hånd. Og fordi så mange af os dagligt går forbi de nødlidende uden at hjælpe, ligesom farisæerne gør det i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, tænkte man, at man hellere måtte institutionalisere næstekærligheden lidt, siger Jørn Henrik Petersen, da Kristeligt Dagblad besøger ham i hans hjem i Odense.

LÆS OGSÅ: Professor: Socialdemokrater forfalsker partiets egen historie

I denne uge kan han fejre sit 40-års-jubilæum som professor med debatbogen Pligt og ret ret og pligt. Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv. Han begyndte at skrive bogen i maj sidste år, mens han sad alene i sit sommerhus i Fjerritslev og tænkte over livets store spørgsmål og samfundsudviklingen, siden han selv begyndte at læse økonomi i de glade 1960ere.

Jern-Henrik, som han kaldes af venner, er kendt for at kunne håndtere lidt af hvert, men for tre år siden fik han alligevel en forskrækkelse, da han fik en blodprop i hjernen. Og det sad han også og tænkte over i sit sommerhus:

Min kone var på kursus, så jeg sad alene med mine tanker og huskede, hvordan jeg ikke kunne åbne mine øjne og fik en form for døds-neurose efter min blodprop. Det var voldsomt ubehageligt, men det lærte mig også, at jeg også kan være svag og syg. Og selvom jeg nu har det glimrende, stadig skriver og forsker på livet løs og ikke har tænkt mig at stoppe foreløbig, må jeg jo indse, at jeg også nærmer mig en form for alderdom. Og efter min blodprop stoppede jeg endda med at ryge pibe, siger Jørn Henrik Petersen og tilføjer med et drenget smil i skægget:

Men dér i maj kørte jeg altså alligevel ind til Fjerritslev for at finde noget, der lignede en pibe. Og da jeg endelig sad og røg på min sommerhusterrasse, mens jeg lykkeligt fortrængte fortidens svaghed og sygdom, begyndte jeg i stedet at tænke over, hvordan samfundet i min tid har flyttet sig fundamentalt. Det satte mig i gang med at skrive. Og jeg kunne slet ikke stoppe igen.

Bogen har han efter eget udsagn skrevet i sorg over det skred i retorikken og reformerne over for samfundets svageste, som han sporer hos nutidens socialdemokrater. For han frygter, at velfærdsstaten er ved at miste sine fundamentale værdier, der ifølge ham selv dybest set bygger på den kristne etik:

I velfærdsstatens korte storhedstid i 1960erne så man oprindeligt med sympati på sine nødlidende medborgere, som trængte til hjælp. Man tænkte næstekærligt dengang. Men nu siger nutidens politikere i stedet med den kristne forkyndelse til den lamme: Rejs dig op fra din seng, mens de tænker: Vi vil ikke se på, at du ligger der og nasser på os. Sympatien med de svage er forsvundet, og den svage er i stedet blevet skurken, der ødelægger det for de andre. Og den tænkning bedrøver mig meget, siger Jørn Henrik Petersen med jysk tryk på maijet og tilføjer:

Velfærdsstaten blev skabt som et værn mod vores egen egoisme, men nu er den paradoksalt nok ved at smuldre på grund af vores egen manglende etik. Nissen flytter med. Og selvom velfærdsstaten altså ikke er noget religiøst projekt, kan jeg tvivle på, om det overhovedet kan lade sig gøre at opretholde velfærdsstaten i længden, hvis den ikke bæres af en form for kristen etik. Velfærdsstatens begrænsning og forlegenhed er jo, at den kun har sin begrundelse i sig selv og ikke i en moral, der er større end økonomisk tænkning. Den peger ikke på den store anden.

Det er netop nutidens problem, mener han. For den økonomiske virkelighed har ændret sig meget siden velfærdsstatens fødsel. Op gennem det 20. århundrede støttede de etiske og økonomiske argumenter for velfærdsstaten hinanden, fordi man med skiftende konjunktursvingninger hele tiden kunne argumentere for, at det både var solidarisk og rentabelt at støtte de arbejdsløse til bedre tider, hvor der igen blev brug for en intakt arbejdsstyrke. Men nu er der tegn på jobløs vækst, påpeger professoren:

Videns- og teknologisamfundet har ikke samme behov for ufaglærte som tidligere, og jeg frygter, at det vil skubbe endnu flere ud af arbejdsmarkedet og skabe en ny stor underklasse af folk på overførselsindkomster. Og det sætter velfærdsstaten under pres, fordi den nu alene skal begrundes med etik, og det halter i forvejen gevaldigt med den etik, siger han med et suk, inden han fortsætter:

Hvor arbejdsløse før blev betragtet som medborgere, man kunne identificere sig med som en af de heldige, der tilfældigvis havde et job, bliver arbejdsløse nu snarere betragtet som en byrde af nassere, man dybest set helst ville være fri for. Den svage vækker ikke længere medlidenhed, men foragt. Og sympatien ligger nu i stedet hos den arbejdende befolkning, mens skurkene er dem, der render rundt og sanker overførselsindkomster.

I sin bog viser Jørn Henrik Petersen på samme måde, hvordan retorikken også har ændret sig i den retning i de seneste år forstærket af sagerne om Dovne-Robert og Fattige Carina, der hurtigt blev symboler på samfundssnyltere.

Dovne-Robert kom til at inkarnere det manglede samfundssind, der i sidste ende også kan ødelægge velfærdssamfundet. For velfærdssamfundet bygger både på solidaritet med de svage og tillid til, at alle til gengæld yder deres og derfor ikke udnytter systemet ved at presse citronen, siger Jern-Henrik og knuser en håndfuld luft imellem os:

Samfundssind kan man også beskrive med et luthersk vokabularium ved at sige, at enhver skal arbejde samvittighedsfuldt i kald og stand og forvalte sine talenter med protestantisk arbejdsmoral. Men hvor etikken tidligere netop rettede sig mod de talentfulde og stærke i samfundet, retter de politiske moralprædikener sig nu i stedet mod de svageste i velfærdsstatens kælder, som man bogstaveligt talt giver en stadig mere kontant hjælp. De har værsgo at fjerne hundelorte på gaden for at gøre sig fortjent til at være en del af fællesskabet. Væk er noget for ingenting-princippet, som ellers blev indført af den socialdemokratiske socialminister Julius Bomholt i 1961. Nu er velfærd kun for dem, der har gjort sig fortjent til den.

Jørn Henrik Petersen mener, at den behandling af de svageste medborgere ligger fjernt fra de oprindelige socialdemokratiske værdier, og her taler han efter eget udsagn partitoppen af Socialdemokraterne stik imod, idet han peger på, at den nuværende beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen (S), allerede i 2007 understregede, at pligter kommer før rettigheder i sand socialdemokratisk tænkning. Men pligt og ret-retorikken kalder Jørn Henrik Petersen for symbolsk fernis, der skal dække over en stangborgerlig politik.

Pligt og ret er blevet moderne socialdemokraters yndlingsord. Men når de fremhæver de begreber som en historisk grundpille i den socialdemokratiske tænkning, beror det på en misforståelse af partiets idéhistoriske baggrund. For nok stod der i gamle dage Kræv din ret og gør din pligt og Ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder på de socialdemokratiske faner, men opråbet var dengang ikke rettet mod de svage, men mod den herskende klasse, der sad på alle rettighederne, men havde få pligter. Det var en klassekamp mellem manden med alle rettighederne og få pligter og manden med alle pligterne og få rettigheder.

Professoren peger på, at det socialdemokratiske pligt og ret-slogan altså blev til i en tid, hvor kun 15 procent af den voksne befolkning havde stemmeret. For det var kun mænd med ejendomsret, der kunne stemme. Og hvis de modtog nogen form for social ydelse, bortfaldt deres stemmeret. Det gjorde datidens socialdemokrater oprør mod ved at indføre nye politiske principper om, at der skulle gælde ens rettigheder for alle.

Det er de principper, der i øjeblikket er ved at komme under pres, fordi de seneste regeringer er begyndt at skelne mellem dem, der kan, men ikke vil og dem, der vil, men ikke kan, som Karen Hækkerup har udtrykt det. Og her må jeg stilfærdigt gøre opmærksom på, at den retorik hørte hjemme i 1800-tallets almissetænkning. Velfærdsstaten blev netop oprettet som et værn mod den mistænkeliggørelse af de nødlidende, der tidligere havde hersket.

Men midlerne er jo trods alt begrænsede, så man bliver vel nødt til at lukke de huller, der er i systemet?

Det er klart, at et system, der bygger på tillid, kan misbruges. Det beviser Dovne Robert jo sådan set, men spørgsmålet er, om vi ikke mister mere, hvis vi begynder at bygge vores samfund på mistillid og public management i stedet for tillid. For hvis man behandler riddere og knægte med samme mistillid, så risikerer man, at ridderne begynder at opføre sig som knægte, siger Jørn Henrik Petersen og tilføjer:

Den udvikling har jeg også set i universitetsverdenen, hvor man i stigende grad behandler os som børn, man ikke kan lade være alene hjemme. Vi skal bruge vores tid på at skrive rapporter i stedet for at forske. Og sådan er det efterhånden blevet overalt fra kontanthjælpsmodtagere til overlæger, der hele tiden skal gøre rede for deres gøren og laden. Mistilliden sniger sig ind overalt i samfundet. Og jeg tror ikke, at det gavner os med al den kontrol og det nærmest kommunistiske såkaldte effektiviserings-bureaukrati. Det ødelægger samfundssindet for dem, der har det i forvejen. Og det forstærker følelsen af ikke at blive troet på hos dem, der har samfundssløvsind.

Claus Hjort Frederiksen (V) talte oven i købet om at skille får fra bukke, ikke mellem barmhjertige og ubarmhjertige, men mellem værdigt nødlidende og snyltere. Det prøver Socialdemokraterne også på. Men lad os nu overlade det med at skelne mellem får og bukke til Vorherre!.

Jørn Henrik Petersen