Prøv avisen
Leder

Danskerne valgte midten

Foto: Leif Tuxen

Vælgerne afviste fløjene og stemte for stabilitet og ansvarlighed, skriver chefredaktør Erik Bjerager

Stik imod udviklingen i en række andre europæiske lande blev folketingsvalget onsdag en markant opbakning til de gamle politiske partier. Selv om magten skifter hænder, og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen efter al sandsynlighed bliver landets nye statsminister, er det ikke fløjpolitik eller politiske eksperimenter, som danskerne har stemt for. Der er derimod et bredt folkeligt ønske om at sikre stabilitet og ansvarlighed i den politik, der skal føres, og helst hen over den politiske midte.

Det bør Mette Frederiksen lægge sig på sinde, når hun nu prøver at danne den socialdemokratiske mindretalsregering med støtte fra De Radikale, SF og Enhedslisten, som hun har sagt, at hun vil.

Valget var en sejr for de rød-grønne partier og klimapolitikken. Men det er ikke nok at tolke den sådan. De Radikales store fremgang kan heller ikke alene udlægges som en vælgerkritik af den førte udlændingepolitik, sådan som det blev gjort på valgnatten.

Det er påfaldende, at de gamle partier, som historisk set har taget regeringsansvar og sikret en stabil udvikling af landet i et samarbejdende Folketing, stort set alle gik frem. Den frygtede atomisering af det politiske billede, hvor gamle partier mister opbakning, sådan som det er sket i blandt andet Tyskland, Frankrig og Storbritannien, udeblev.

Det ekstreme højrefløjsparti Stram Kurs kom heldigvis ikke i Folketinget. Dansk Folkeparti og Liberal Alliances stærke fløjsynspunkter blev begge reduceret til næsten ukendelighed. Enhedslisten gik tilbage, og det politiske eksperiment Alternativet, som bragede ind i Folketinget ved sidste valg i protest mod de etablerede partier, gik også massivt tilbage. Derimod er der fremgang til De Konservative, Venstre, De Radikale og SF. Socialdemokratiet holdt skindet på næsen. Disse fem partier er de landets ældste, og næsten tre ud af fire vælgere stemte på dem. Valget var et omvendt jordskredsvalg – det valg i 1973, hvor vælgerne i protest mod de gamle partier sendte fem nye partier i Folketinget og rystede dansk politik.

Størstedelen af den danske befolkning er moderate og løsningsorienterede borgere. Venstres store fremgang skal helt givet ses i lyset af Lars Løkke Rasmussens stærke tale i valgkampen for en SV-regering eller en anden regeringskoalition hen over den politiske midte. Bredt samarbejde tiltaler danskerne, ligesom det vækker modvilje, hvis et parti bruger sin magt uden at ville tage ansvar.

Måske er det en af forklaringerne på Dansk Folkepartis helt store tilbagegang. Partiet havde mulighed for at indtræde i regeringen med Venstre, men takkede nej, fordi det ikke kunne få sine mærkesager igennem. Det valgte at udøve sin politiske magt uden at tage regeringsansvaret. Det straffer vælgerne. Dertil kommer, at den stramme udlændingepolitik, som har været partiets væsentligste eksistensberettigelse, i dag er blev adopteret i næsten ufortyndet udgave af de andre borgerlige partier og ikke mindst Socialdemokratiet. Det har givet plads til den politiske afskalning, som Nye Borgerlige repræsenterer.

At Kristendemokraterne heller ikke kom i Folketinget, skal måske også ses i forlængelse af vælgernes ønske om at sikre stabilitet ved at styrke de gamle partier.

Mette Frederiksen vandt magten, men får det uhyre svært med den koalition, der skal bakke op om hendes regering.

Tanken om en bred regering over midten bliver givetvis ikke til noget i denne periode. Men der venter store udfordringer i en verden, der er i opbrud. Valgets tale er, at der er støtte til, at politikerne opgiver blokpolitikken. Forhåbentlig sker det en dag.