Prøv avisen

Fire politikere: Derfor er jeg medlem af folkekirken

Kristian Pihl Lorentzen (V), Aleqa Hammond (MF for Grønland), Maria Reumert Gjerding (EL) og Kenneth Kristensen Berth (DF).

Fire politikere fra højrefløjen og venstrefløjen fortæller om deres tro og forhold til kristendommen. Fælles for dem er, at de alle er medlem af folkekirken ligesom størstedelen af Folketinget

Fundamentet for dansk kultur eller blot et samlingssted for barnedåb, bryllup og begravelse? 

Folkekirken spiller en forskellig rolle, afhængigt af hvem du spørger.

Kristeligt Dagblad skriver på baggrund af en rundspørge blandt folketingsmedlemmerne, at kristendommen trives på Christiansborg.

Men hvilke syn på kristendommen og folkekirken dækker besvarelserne over?

Folketingsmedlemmerne Kenneth Kristensen Berth (DF), Aleqa Hammond (MF for Grønland), Kristian Pihl Lorentzen (V) og Maria Reumert Gjerding (EL) fortæller her om deres forhold til folkekirken og kristendommen. 
 

Gud holder ikke øje med, om jeg kommer i kirke

Dansk Folkepartis 38-årige ­Kenneth Kristensen Berth ­beundrer kristendommen for at ­frisætte mennesket 

Modsat islam udstikker kristendommen ikke nogle nemme spilleregler.

Det mener Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth, og det fascinerer ham, at kristendommen ikke er en gerningsreligion med klare og tydelige krav til den enkelte.

”Frisættelsen af mennesket er helt unikt i kristendommen. Den lader mennesket træffe egne valg, afsøge nye veje og opdage nye ting.”
 
Han tror på Gud og det evige liv, men det er ikke noget, han spekulerer over til daglig.
 
”Kristendommen fylder meget i min hverdag, men jeg går ikke i kirke hver søndag for at komme i himlen. Det handler mere om, at jeg forsøger at gøre de rigtige ting og erkende, når jeg træder forkert. Det kunne være, når man bliver ophidset på sine børn. Så skal man erkende, at man gik for langt, og lære af det.”

Han bruger ikke kristendommen i sit politiske arbejde, men han føler, at den overlader ham ansvaret for at kunne forfølge sine politiske mål.
 
”Det er en fejl at tro, at man i kristendommen finder politiske svar. Man kan finde svar på mange ting, men først og fremmest opfordringen til selv at finde svarene. Kristendommen er så indgroet hos mig, at den præger mine beslutninger, men det er aldrig bevidst. Jeg bruger den ikke som et spejl til at vurdere, om det, jeg mener, er rigtigt eller forkert.”

Den direkte sammenblanding af kristendom og politik er den ting, som Kenneth Kristensen Berth foragter mest ved folkekirken. Senest den opsang, som han med egne ord mener, at folketingsmedlemmerne fik af Haderslevs Stifts biskop, Marianne Christiansen, ved åbningsgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke.
 
”Man skal ikke bruge prædikestolen som en talerstol til at skose dem, som ikke vil tage imod alverdens lykkejægere fra Mellemøsten og Afrika, for ikke at være tilstrækkeligt gode.”

På det område er der god grund til at skæve til USA, hvor han mener, at der ikke er samme behov for at bruge kristendommen politisk. Men også i forhold til at lokke flere i kirke om søndagen er der inspiration at hente i USA.
 
”Man ser et mere levende menighedsliv i deres frikirker og kirkelige samfund, hvor de er mere friske end i folkekirken. Nu får jeg sikkert tæsk af Christian Langballe (Dansk Folkepartis kirkeordfører, red.), men der er intet galt i, at man serverer pasta til en gudstjeneste eller holder koncerter, hvis det kan tiltrække folk.”
 
Som de fleste i Dansk Folkeparti mener han, at kristendommen er en fundamental del af dansk kultur. Han er uforstående over for de partier, som ikke erkender det.

”Hvis man stiller regnestykket op: dansk kultur minus kristendom, så vil vi se et betydeligt mere tilbagestående Danmark. Det undrer mig, at man har så lidt udsyn og indsigt, at man ikke forstår det.”
 
På Christiansborgs gange fylder kristendommen da heller ikke meget, men Kenneth Kristensen Berth mener ikke, at det nødvendigvis hænger sammen med manglende interesse eller forståelse.

”Når der ikke er et fælles referencepunkt, så er der behov for at støde albuerne mod hinanden. Men der er ikke behov for at tage de drøftelser på Christiansborg, fordi Danmark trods alt stadig har det fælles referencepunkt, som hedder kristendommen.”

Inuit-Jesus er et lys i mørket for mig

Aleqa Hammond, tidligere formand for Grønlands Landsstyre, forlod folkekirken som ung, men meldte sig for to år siden ind igen

Aleqa Hammond undrer sig indimellem over, hvor sjældent talen falder på folkekirken, når hun diskuterer politik med kollegerne på Christiansborg.

Når det en sjælden gang sker, giver politikerne udtryk for, at de ikke går særlig meget i kirke, men at det da er vigtigt, at den findes. Underligt, tænker hun. Selv kan den tidligere formand for Grønlands Landsstyre, der i sin ungdom forkastede kristendom som det rene vrøvl, ikke undvære gudstjenesten.

”I kirken mærker jeg, at der er nogen i det usete, der står ved min side og holder øje med, om jeg har brug for en skulder. Ellers ved jeg ikke, hvor jeg skulle få al den energi fra,” siger hun.

”Jeg bliver taknemlig, og jeg beder en stille bøn og takker Gud, og jeg går altid gladere fra kirke, end da jeg kom. Det gør mig frigjort på en helt anden måde end at sove længe.”

Som 20-årig valgte Aleqa Hammond efter nøje overvejelser at melde sig ud af folkekirken. Præsten kunne umuligt tro på det, han prædikede om, mente hun.
 
”Jeg havde det syn på verden, at det var helt op til mig selv at vælge, hvilket liv jeg ville leve, og ingen andre havde indflydelse på det. Men jeg har med tiden oplevet for mange skønne ting til, at livets sammenhæng kan rummes i min egen lille navle. Det har gjort, at min livsanskuelse har taget en drejning, så jeg ikke længere er i tvivl om, at der er en Gud.”

For to år siden meldte hun sig igen ind i folkekirken.

”Mange siger, at de skal se et mirakel, før de kan tro på Gud. Jeg siger, at det at tro på Gud i sig selv er et mirakel. Jeg tror på, at han har givet mig en skytsengel, og han har gennem Jesus vist os, hvilke kvaler vi kan opleve, og hvordan vi kommer gennem de kvaler.”

Skønhed og kvaler går hånd i hånd i Aleqa Hammonds liv. Hun er både en af de populæreste og mest udskældte politikere i Grønland. Sidste år måtte hun trække sig som formand for Siumut efter hård kritik for at have misbrugt skattekroner.

”Efter at jeg er begyndt at gå i kirke, er jeg blevet mere bevidst om, at jeg skal have sjælen med i alt, hvad jeg gør, og tænke på, hvad det betyder for andre mennesker, når jeg som politiker træffer beslutninger. Jeg er udskældt i Grønland, men jeg får stadig stemmer og repræsenterer en masse mennesker, jeg får lov til at rejse til alverdens lande, og jeg får lov til at være med i politik, og det er jeg taknemlig for.”

Hun ønsker at bevare båndet mellem kirke og stat og har kun det at udsætte på folkekirken, at den grønlandske befolkning i Danmark må deles om én præst, der taler deres modersmål. Det er en svaghed, for grønlændere har både behov for sjælesorg og gudstjenester på modersmålet. Grønlandsk kristendom er noget særligt, mener hun.

Som andre grønlændere identificerer hun sig med inuit-Jesus – en arktisk udgave af Jesus – der har det grønlandske folk kært.

”Vi personificerer ham som en af vore egne og ikke som Jesus af Nazaret, selvom vi godt ved, han er derfra. Vi lever i et af de koldeste og barskeste områder i verden, og kristendommens input til vores hverdag har stor betydning for, at vi kan se lys i mørket og mærke varme i kulden. Inuit-Jesus er hos os, når fuglene er fløjet mod syd, og stormene kommer. Inuit-Jesus er et lys i mørket for mig.”

Gud er symbolet på det gode i mennesker 

Venstres Kristian Pihl Lorentzen kunne ikke drømme om at melde sig ud af folkekirken

Der er to ting, Kristian Pihl Lorentzen ikke kan lide, når talen falder på folkekirke og kristendom: præster, der taler om politik fra prædikestolen, og mennesker, som opfatter sig selv som bedre end andre. ”Så knækker filmen,” siger det 54-årige folketingsmedlem for Venstre.

Heldigvis sker ingen af delene tit, men de forekommer:

”Jeg kan huske en julegudstjeneste, hvor vi skulle sidde og høre på en præst, der stod og tordnede mod politiske beslutninger i asylsager. Det er ikke i orden. Menigheden kan ikke svare igen. Jeg var fristet til at rejse mig og give præsten igen, men jeg er et velopdragent menneske.”

Ifølge Kristian Pihl Lorentzen er det fint, at kirken har nogle moralbegreber, men hvis præster vil politisere, skal de melde sig ind i et politisk parti og stille op til valg.

”Kirken skal forkynde evangeliet og prøve at fremkalde det bedste i os alle og minde os om, hvordan vi skal opføre os. Langt de fleste præster er heldigvis fremragende.”

Derudover har Venstre-politikeren kun godt at sige om folkekirken. Han er medlem, dels fordi hans forældre og bedsteforældre var det – og på den måde afspejler han sit parti, som har dybe rødder i det folkekirkelige – dels fordi dansk kultur og historie bygger på kristendommen. Det sidste er vigtigt for ham at slå fast: Dansk kultur og historie bygger på kristendommen. Han nævner det seks eller syv gange i løbet af interviewet.

”Kristendommen er jo en del af vores grundlov, og hele vores tænkemåde, vores traditioner og moralbegreber er tæt forbundet med kristendom og næstekærlighed, og hvad der er rigtigt og forkert. Så det er godt, at vi fik slået fast, at Danmark er et kristent land, for det er det, og det har jeg det godt med,” siger han med henvisning til Venstres omdi-skuterede formulering i regeringsgrundlaget.

Desuden tror han på Gud, fortæller han.

”Jeg har aldrig haft nogen som helst tanker om, at det skulle være anderledes. Det er helt naturligt for mig. Men jeg vil ikke sige, der er mere i det end det. Jeg går ikke i kirke hver søndag, men jeg kommer til højtiderne. Når jeg siger, at jeg tror på Gud, lægger jeg det i det, at Gud er symbolet på det gode i mennesker. Der er slet ikke noget overnaturligt i det,” siger han.

Han tilhører den fløj i partiet, som åndede lettet op, da sidste års kirkereform kuldsejlede. Forholdet mellem stat og kirke er, lige som det skal være, mener han. Det bedste ved folkekirken er de fællesskaber, der trives ude i lokalsamfundene, og de fungerer udmærket uden en reform, understreger Kristian Pihl Lorentzen.

Kirke og kristendom er dog sjældent noget, han diskuterer med sine kolleger på Christiansborg.

”Jeg havde et fag, der hed bibeltime, helt fra første klasse, og det er en umistelig del af min egen opdragelse. Kristendom står for nogle gode værdier, men vi går ikke rundt som politikere og er bevidst om, at der står det og det i Bibelen. Det er bare noget, vi har med os i bagagen.”

Præsten skal ikke tale for meget om kristendommen 

Kristendommen betyder ikke ­noget for Enhedslistens 37-årige ­Maria Reumert Gjerding. Men det gør kirken

Hun er medlem af folkekirken. Hun kan godt lide at komme der. Men det har intet med kristendommen at gøre, som hun siger.

For Enhedslistens Maria Reumert Gjerding handler hendes forhold til kirken alene om menneskelige relationer. Da hun blev gift med sin mand, foregik det i en kirke, som betød meget for ham, og da hendes søn skulle døbes, var det i Maria­kirken på Vesterbro, selvom de bor i Gladsaxe.

”Når vi vælger Mariakirken, er det, fordi kirken betyder noget for mig personligt. Præsten gør et godt stykke socialt arbejde for at hjælpe de hjemløse og de stofmisbrugere, som færdes i Istedgade bag ved Københavns Hovedbanegård.”
 
For hende handler det også om, hvordan præsten griber prædikenen an. Hvis kristendommen fylder for meget, filtrerer hun det gerne fra. Til barnedåb for et par uger siden oplevede hun en præst, som satte de menneskelige relationer i fokus – lige efter hendes hoved.
 
”Det handlede ikke om at læse lange evangelier op. Han havde ikke fokus på det skrevne ord i Bibelen, men på at engagere alle. Det er en genial måde at gøre det på.”

Maria Reumert Gjerding har aldrig forholdt sig ret meget til kristendommen, fortæller hun, da Kristeligt Dagblad taler med hende. Dagen efter interviewet er hun mere afklaret: Hun er ikke kristen.
 
”Interviewet fik mig til at tænke meget over kristendommen og mit forhold til kirken. At jeg godt kan lide at komme i kirken, har for mig intet med kristendommen at gøre.”
Hun anerkender dog kristendommen som en stor del af Danmarks kulturgrundlag, men mener ikke, at det er det, hendes værdier udspringer fra. Tværtimod. Hendes mærkesager er klima og miljø, og her synes hun, at kristendommen har spillet en uheldig rolle i at gøre mennesket til midtpunkt for hele verden – det, hun kalder det antropocentriske verdenssyn, som ifølge hende præger hele vores kultur.
 
”Naturen er blevet noget, vi skal beherske, og det har bidraget til de klimaproblemer, vi har i dag. Hvis de skal løses, kræver det en ydmyg tilgang til naturen. Det kræver et opgør med de antropocentriske tendenser, som fylder mere i kristendommen end eksempelvis i buddhismen, hvor naturen er hellig.”

Opgøret med kristendommen forsøger Maria Reumert Gjerding og Enhedslisten at tage ved at kæmpe hårdt for en adskillelse af kirke og stat. For både hende og partiet er troen – eller mangel på samme – en privat sag, som staten ikke bør blande sig i.

”Vi skal ikke vurdere, hvilke religioner der er gode, og hvilke der er dårlige. Vi kæmper for alle menneskers ret til at have deres egen religion, uden at staten pådutter nogen en bestemt religion eller bestemte ritualer,” siger hun og fortæller, at hun blev forarget over, at registreringen af hendes søns fødsel skulle foregå i en kirke.

Men der er trods alt nogle former for religiøs indblanding, hun hilser velkommen.

”Jeg har netop fået tilsendt pavens nye bog i min indbakke. Det er voldsomt interessant, når han melder sig ind i klimakampen. Han har mulighed for at påvirke nutidens natursyn, der delvist er udsprunget af kristendommen, og det er nødvendigt, hvis vi skal løse klimaproblemerne.”