Prøv avisen
Politisk set

Osteklokken på Christiansborg

Og havde det ikke været for tømrer Karsten Hønge, havde SF haft en gruppe udelukkende af akademikere. Hønge har dog også både studentereksamen og en journalistuddannelse, skriver Tim Knudsen om de mange akademikere på Christiansborg. Foto: Keld Navntoft

En Venstre-gruppe uden landmænd og endnu flere folketingesmedlemmer med en akademisk baggrund. Det nyvalgte folketing befinder sig langt fra befolkningen, påpeger politisk kommentator Tim Knudsen

Folketingsvalget er af nogle blevet døbt osteklokke-valget, fordi valgkampen ifølge deres opfattelse blev ført i en osteklokke af politikere bistået af privilegerede journalister og opinions-målere, mens Dansk Folkeparti (DF) upåagtet især vandt frem i landsdele langt fra ”osteklokken”.

Osteklokken har angiveligt fjernet sig for langt fra danske hverdags-problemer til fordel for en abstrakt diskussion om tal og den ”nødvendige politik”. Bagved ligger, at både politikere og mediefolk ikke i tilstrækkelig grad har rødder i hverdagen i Danmark. De taler et embedsmandssprog, som menigmand ikke forstår.

Blot et enkelt eksempel: I 2013 udtalte daværende uddannelsesminister Morten Østergaard (R) på Søfartens Lederes hjemmeside:
”Vi skal hele tiden sikre, at vi har en kritisk masse af maritime kompetencer, som kan sikre, at den maritime klynge kan bevare sin styrkeposition.”

Det betød muligvis, at der skulle uddannes flere søfolk.

Valget gjorde trods Dansk Folkepartis store fremgang ikke osteklokken mindre. Altinget har offentliggjort en under-søgelse, der viser, at Folketinget nu er endnu mindre repræsentativt end før. Folketinget har dog aldrig været helt repræsentativt for befolkningen og kan næppe blive det, hvis det ikke udpeges ved lodtrækning. 

Men for et halvt århundrede siden var skævhederne mindre.

En meget stor andel af folketingsmedlemmer havde korte uddannelser, og langt over halvdelen havde først fået erfaringer med politisk arbejde i kommunalbestyrelserne. Nu er pladserne i kommunalbestyrelser reduceret til mindre end en fjerdedel, og derfor kan færre få denne ”mesterlære”. Folketinget er siden blevet stadig skævere. Undtagen på et punkt. Indtil dette valg steg kvindeandelen jævnt og støt.

Men nu er ikke alene kvindeandelen sunket lidt, langt skævere er det dog, at 62 procent af Folketinget mod 57 procent i 2011 har læst på en lang videregående uddannelse (nogle dog uden at gøre sig færdige, inden de gik ind i politik).

Helt overvejende er akademikerne medlem af Djøf, som organiserer jurister, økonomer og statskundskabsfolk. Djøfs medlemstal er kun på omkring 83.000, men denne gruppe dominerer både det politiske liv og kernen blandt vore embedsfolk. Tag for eksempel De Radikales folketingsgruppe. Ud af otte har fem læst statskundskab, så er der en økonom og endelig en teolog og en cand. pæd. 

Og havde det ikke været for tømrer Karsten Hønge, havde SF haft en gruppe udelukkende af akademikere. Hønge har dog også både studentereksamen og en journalistuddannelse. Venstre er tømt for landmænd for vist første gang i partiets historie. Ufaglærte har partiet heller ikke.

Heldigvis er de 83.000 ikke politisk enige, men de taler samme sprog og har ifølge kritikken samme blinde pletter i opfattelsen af samfundet.

Dansk Folkepartis folketingsgruppe er anderledes. ”Kun” hver fjerde har en akademisk baggrund. Faglærte udgør en tredjedel. Langt de fleste har erfaringer fra kommunalbestyrelser. I DF er de ufaglærte dog også kraftigt underrepræsenteret.

De store skævheder skyldes blandt andet, at akademikerne er bedre til at læse de voksende papirmasser fra Finansministeriet og andre ministerier.

Vi ved fra andre undersøgelser, at folketingsmedlemmer med korte uddannelser især i starten føler sig meget på gyngende grund på Christiansborg og er bange for at dumme sig. Til gengæld kan de jo ofte kommunikere fint med menigmand. Professor Uffe Østergaard har ikke helt uret i, at vi kan ende med, at politikere og embedsfolk tilhører samme gruppe (bortset fra måske, at embedsfolkene fik de bedste karakterer). Den gruppe er langt fra store dele af befolkningen.