Til valgfest hos De Radikale: “Vi går ind og forhandler med et åbent sind, men med en klar retning”

Efter en solid føring til rød blok i hele valgkampen, handlede spændingen på valgaftenen knap så meget om farven på den kommende statsministerkandidat, men snarere om, hvordan de ekstra røde mandater ville fordele sig

“Vi troede aldrig, at højreskredet ville stoppe, men det har det gjort nu. Vi går enormt styrket ind til forhandlingerne, og det er utroligt opmuntrende,” sagde Ida Auken (R).
“Vi troede aldrig, at højreskredet ville stoppe, men det har det gjort nu. Vi går enormt styrket ind til forhandlingerne, og det er utroligt opmuntrende,” sagde Ida Auken (R). . Foto: Iben Gad.

Det var med ivrige klap og hop på stedet, at De Radikales støtter modtog valgaftenens første exit-poll. Den landede klokken 20, da de sidste kryds var blevet sat i stemmeboksene rundt om i landet.

Partiet stod til massiv fremgang. Et fordoblet antal mandater, og de løbende prognoser, der tikkede ind på storskærme i festteltet i slotsgården på Christiansborg i løbet af aftenen, så ikke dårligere ud. Der blev knyttet næver og uddelt talrige krammere, da den radikale næstformand Martin Lidegaard og tidligere miljøminister Ida Auken dukkede op som nogle af de første.

“Det her er det, jeg vil kalde et klima-jordskredsvalg, som har givet et kæmpe rygstød til dem, der vil den grønne dagsorden og en ny vej for Danmark, hvor vi løser integrationsproblemerne i stedet for at isolere mennesker,” sagde Ida Auken.

Ida Auken (R) fejrer det gode valgresultat med partifæller
Ida Auken (R) fejrer det gode valgresultat med partifæller Foto: Iben Gad

Det ville betyde krav til en ny politisk retning på en række områder. Hvis altså prognosernes forudsigelser skulle vise sig at holde, understregede hun.

“Vi troede aldrig, at højreskredet ville stoppe, men det har det gjort nu. Vi går enormt styrket ind til forhandlingerne, og det er utroligt opmuntrende,” sagde hun og tilføjede:

“Vi går ind og forhandler med et åbent sind, men med en klar retning, og så håber vi, at vi kan nå hinanden."

Knap så forsigtig var optimismen hos nogle af de menige partisoldater.

“En fordobling er mere, end jeg havde turde håbe på,” sagde en af dem.

"Man har forsøgt før, men man kan bare ikke afskrive os,” sagde en anden, alt imens der var gang i fadølsanlæg og bordfodbold i festteltet i slotsgården og blev uddelt “high fives” til både højre og venstre.

I Fællessalen på Christiansborg, hvor Socialdemokratiet holdt til på valgaftenen, udløste det en klapsalve, hver gang prognoserne på den store skærm i enden af lokalet blev opdateret. Men stemningen var alligevel anderledes besindig i timerne frem mod midnat, hvor prognoserne viste et socialdemokrati på nogenlunde samme niveau som ved sidste folketingsvalg. Da alle stemmerne var talt op senere på aftenen, var det blevet til et enkelt mandats fremgang for Socialdemokratiet og en formand, der får muligheden for at danne en ny regering.

Socialdemokratiet får muligheden for at danne regering, men opnår cirka samme antal stemmer som ved folketingsvalget 2015.
Socialdemokratiet får muligheden for at danne regering, men opnår cirka samme antal stemmer som ved folketingsvalget 2015. Foto: Iben Gad

Men valgresultatet betød også en massiv fremgang til de nu knap så små støttepartier, som efter Socialdemokratiets plan ikke skal sidde med i en regering. En plan, der første gang blev nævnt for præcis et år siden på Grundlovsdag, påpegede man hos De Radikale, hvor man også forudså, at de kommende forhandlinger bliver svære og kan komme til at vare rigtig længe.

Hos Socialdemokratiet var der igen en vis grad af besindighed.

“Det skal nok gå alt sammen,” sagde den tidligere formand for Socialdemokratiet Poul Nyrup Rasmussen til TV 2.

Hos Venstre var man heller ikke udelt begejstret. Men tilfredsheden med partiets fremgang var til at mærke, og venstrefolkene havde overskud til at diskutere de øvrige partiers udfordringer. Blandt andet Kristendemokraternes balanceren på spærregrænsen, der forblev en gyser til det sidste. Men også nedturen for Dansk Folkeparti, der udløste stor bekymring for kollegerne i Folketinget.

Venstre går ni mandater frem i forhold til folketingsvalget 2015, men må aflevere statsministerposten. Intet genvalg til "chefen".
Venstre går ni mandater frem i forhold til folketingsvalget 2015, men må aflevere statsministerposten. Intet genvalg til "chefen". Foto: Iben Gad

Da Lars Løkke Rasmussen dukkede op på Christiansborg tæt ved midnat, var det med meldingen, at partiet heldigvis går ni mandater frem, men desværre må overdrage regeringsmagten.

“Vi har fået et flot valg. Men magten skifter,” sagde han, inden han slog et slag for sin nylancerede plan.

“Venstres repræsentanter vil anbefale, at der dannes en regering, der kan bygge bro over midten i dansk politik under min ledelse.”

Prognosernes forudsigelser holdt stik for Radikale Venstre, der efterhånden kunne høres inden for på gangene, da Morten Østergaard dukkede op til sin velkomstkomite.

Partiet fik 16 mandater, og da partilederen endelig trængte igennem klapsalver og jubelråb, sagde han, at man selvfølgelig skal huske at være ydmyg. Men også:

“Hvordan pokker skal man være ydmyg med det valgresultat!”