Det er egentlig meget enkelt.
Socialdemokraterne er nok det største parti i regeringen, men har hidtil stået i skyggen af både De Radikale, SF og Enhedslisten, der hver især har sat deres egen dagsorden som regerings- eller støtteparti. Vælgerne flygter, og internt er der uro og uklarhed. Med udsigten til en række svære forhandlinger om skat, førtidspension og fleksjob foruden trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedsparter, må og skal Socialdemokraterne indtage førersædet i regeringen, og derfor skal der være styr på folketingsgruppen.
LÆS OGSÅ: Henrik Sass Larsen får comeback og S-toppost
Det har Mogens Jensen ikke kunnet skaffe som gruppeformand, og derfor erstatter man ham nu med Henrik Sass Larsen. Han har tidligere været politisk ordfører og skulle egentlig have været finansminister i S-R-SF-regeringen, men på grund af hans forbindelser til vennen Tommy Kamp og rockeren Torben Ohlsen Jensen (Suzuki-Torben) i Køge, kunne Henrik Sass Larsen ikke blive sikkerhedsgodkendt af PET.
Om blot 14 dage skal byretten behandle en bestikkelsessag mod den tidligere socialdemokratiske partiformand i Køge, Tommy Kamp, og ejeren af café Vanilla. Her skal Henrik Sass Larsen optræde som vidne, og dermed kan der igen blive rippet op i hans egen sag og spørgsmålet om, hvor meget han egentlig kendte til det betændte cafémiljø, og hvor tæt han var på de lyssky affærer.
Derfor kan det umiddelbart ligne et sats at trække ham ind i folketingsgruppen netop nu, men det er nødvendigt for Socialdemokraterne i lyset af, hvor galt det står til. At Københavns overborgmester, Frank Jensen, samtidig gøres til næstformand er til gengæld mindre risikabelt.
Modsat Sass tilhører han partiets venstrefløj, og man opretholder dermed den politiske balance internt, samtidig med at man får en stærk kommunalpolitiker frem i forreste geled. Det kan Socialdemokraterne i høj grad have brug for efter, at formanden for Kommunernes Landsforening, Horsens borgmester Jan Trøjborg, forleden døde, kun 56 år gammel.