Prøv avisen

Analyse: Tilbuddet Corydon kun kan sige nej til

Villy Søvndal debatterer med Pia Kjærsgaard under partilederrunden tirsdag aften i DR. Foto: Nils Meilvang.

De borgerliges invitation til regeringen om finanslovsforhandlinger skal vise borgerligt fodslag og slå en ny kile ind mellem R og S-SF. Begge mål har lange udsigter

Dansk Folkeparti har end ikke skrevet et selvstændigt forslag til, hvad det gerne vil opnå på finansloven i år.

Det er ellers kutyme på denne årstid, at oppositionspartier hver især offentligt præsenterer deres ønsker til finansloven. Men det har flere af de borgerlige partier altså ikke orket i år, af den enkle grund at de regner ikke med at komme til nogen forhandling.

Alligevel har Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i en kronik i Berlingske Søndag appelleret til, at regeringen indgår en finanslovsaftale med dem i år og ikke med Enhedslisten. Ifølge partierne har Danmark nemlig ikke råd til endnu en rød finanslov.

LÆS OGSÅ: Politisk redaktør: Finansloven er blevet regeringens manddomsprøve

Kronikken opregner fire konkrete forslag. De vil fremrykke vækstpakkens erhvervsskattelettelser fra 2015 til 2014, hvilket koster cirka 900 millioner kroner. De vil gennemføre en ny arbejdsmarkedsreform, der genindfører kontanthjælpsloftet. De vil have højere adgangskrav til erhvervsuddannelser. Endelig vil de have et stop for nye byrder på erhvervslivet.

At genindføre kontanthjælpsloftet er det mest urealistiske af forslagene, fordi det ville underminere en af regeringens få socialpolitiske sejre. Men derudover er der ikke meget i udspillet, som Bjarne Corydon ikke kunne finde løsninger på hvis han ville.

Han vil bare ikke. Modsat mafiaens tilbud er de borgerliges et af den slags, finansministeren både kan og vil sige nej til. Politisk ville det nemlig være livsfarligt at gribe den tilsyneladende udstrakte borgerlige hånd.

Hvis Enhedslisten var rasende over sidste års finanslov, som de dog selv var med i, bliver det vanskeligt at finde et dækkende tillægsord for deres reaktion på en finanslovsaftale for 2014 mellem de borgerlige partier og regeringen. Titlen som parlamentarisk grundlag ville partiet i hvert fald hurtigt frasige sig med et folketingsvalg til følge.

Den borgerlige hånd er nemlig ikke mere udstrakt, end at den ville vælte regeringen ved først givne lejlighed.

Derfor er den borgerlige appel til Bjarne Corydon heller ikke oprigtig ment. Den er alene til udvortes brug. Den skal blandt andet vise De Radikale, at de borgerlige vil føre erhvervspolitik efter radikal smag. Om muligt vil partierne til højre drive en ny kile ind mellem R og S-SF, efter at regeringssamarbejdet synes stadig mere sammentømret.

LÆS OGSÅ: Finanslov trækker den røde front op

Først og fremmest er målet at vise vælgerne, at de borgerlige partier kan stå sammen, selvom det indimellem ikke ser sådan ud.

Mest udfordrende er de ideologiske forskelle mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og uenighederne er blevet skærpet, efterhånden som Dansk Folkeparti under Kristian Thulesen Dahl udsender stadig flere socialdemokratiske røgsignaler.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er bevidst om, at den splittelse bliver et større problem, jo tættere man kommer næste folketingsvalg. Derfor vil man de kommende måneder se flere tiltag i stil med kronikken i Berlingske, som skal vise borgerligt fodslag.

God kemi og gode middage for partispidser fjerner imidlertid ikke de reelle spændinger mellem partierne. Blækket på kronikken, der blev skrevet i sidste uge på foranledning af Lars Løkke, var således knapt tørt, før de borgerlige vande igen skiltes.

Det gjaldt regeringens plan om 27 milliarder kroner til udbygning af togdriften. Venstre og Liberal Alliance meldte sig ud af forhandlingerne, inden de overhovedet var kommet i gang, mens Dansk Folkeparti fortsat er med. Pengene skal skaffes ved højere skat på Nordsøolie, men det er uspiseligt for Venstre med nye byrder på erhvervslivet. Så i praksis er der fortsat lange udsigter for borgerligt fodslag og en ny kile mellem De Radikale på den ene side og Socialdemokraterne og SF på den anden.