Borgerlige skuffelser med 40 år imellem

Efter ni år ved magten bliver Løkkes regering presset af både økonomi og værdipolitik

Den radikale Hilmar Baunsgaard (tv.) blev straffet af de borgerlige vælgere i 1971 efter tre år som statsminister. Han stod bag en historisk vækstperiode for velfærdsstaten, hvor borgerlig værdipolitik var gledet i baggrunden.
Den radikale Hilmar Baunsgaard (tv.) blev straffet af de borgerlige vælgere i 1971 efter tre år som statsminister. Han stod bag en historisk vækstperiode for velfærdsstaten, hvor borgerlig værdipolitik var gledet i baggrunden. Foto: Arkiv.

Danmark har en kæmpe udfordring med at sikre fremtidens økonomi og vækst. Det var venstrefløjen og regeringen enige om i finanslovsdebatten i går. Men både økonomi og værdipolitik presser Løkkes regering efter ni år ved magten. Præcis som netop de to temaer pressede V og K for 40 år siden under Hilmar Baunsgaards regering

Regeringen fik vedtaget sin finanslov for 2011 i går. Hovedemnerne i den daglange debat var samfundsøkonomi, uddannelse og sundhed - præcis de emner, der kommer til at dominere resten af valgkampen.

Og tillige de emner, der har givet regeringen de største problemer i dens levetid. Meningsmålinger fortæller entydigt, at vælgerne i stort tal fosser væk fra regeringspartierne til Liberal Alliance og over midten til oppositionspartierne.

Bag den vandring ulmer en dyb skuffelse blandt borgerlige vælgere efter ni års borgerligt styre. Det er en skuffelse, som minder påfaldende om dansk politik i slutningen af 1960?erne og begyndelsen af 1970'erne.

Hvad skete dengang? Efter Socialdemokratiets massive dominans i efterkrigstiden lykkedes det i 1968 de borgerlige at komme til magten. Ikke fordi vælgerne var blevet specielt borgerlige, men fordi Det Radikale Venstre brød med Socialdemokraterne og gik sammen med Venstre og De Konservative.

VKR-regeringen fik tre år og gennemførte i den periode mere socialdemokratisk politik, end Socialdemokraterne selv i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig. På højden af 1960?ernes økonomiske boom blev den offentlige velfærd udbygget voldsommere end nogensinde før, og skattetrykket steg.

Skuffelsen ulmede blandt de borgerlige vælgere, da valget kom i 1971, men paradoksalt nok førte det i første omgang til et klart skred til venstre. Til sammenligning med dagens meningsmålinger fik S, SF og R ved det valg tilsammen 114 mandater, og både Venstre og de Konservative gik tilbage!

Formentlig har mange borgerligt sindede vælgere foretrukket "den ægte vare", når der alligevel skulle føres socialdemokratisk politik.

To år senere kom reaktionen imidlertid. Den økonomiske krise havde meldt sig, og ved jordskredsvalget i 1973 stormede fem nye partier ind i Folketinget, herunder Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Selvfølgelig var der skuffede socialdemokrater iblandt, men der var især skuffede borgerlige. De var skuffede, dels over de store skattestigninger i kølvandet på VKR-perioden, dels over VKR?s værdipolitik, udmøntet i "røde lejesvende i DR", indoktrinering i folkeskolen, frigivelsen af pornografi og adgang til fri abort.

Skal man tage dagens meningsmålinger alvorligt, står vi snart over for en hybrid af 1971- og 1973-valgene.

Som dengang er borgerlige vælgere skuffede på to fronter: økonomi og værdier.

Under det økonomiske opsving fra 2001 til 2007 udvidede VK-regeringen den offentlige sektor langt mere, end socialdemokraterne selv i deres vildeste fantasi havde forestillet sig for 10 år siden. Venstre og de Konservative praler oven i købet med, hvor mange flere offentligt ansatte der er blevet i perioden.

Utilfredsheden blandt liberale vælgere over det blev i første omgang dulmet med det såkaldte skattestop, der på papiret fastholdt et uændret skattetryk, men som i praksis tilførte det offentlige tocifrede ekstra milliardbeløb år efter år takket være opsvinget.

Da det klingede af, gik bunden ud af de offentlige kasser. Det forsøger regeringen nu at dæmme op for ved at signalere en kraftig opbremsning af den offentlige økonomi næste år, og man taler nu om velfærdsreformer, endda reformer af efterlønsordningen.

Spørgsmålet er, om det er nok til at genvinde tilliden blandt de vælgere, som i stort tal søger trøst hos Liberal Alliance med fantomløfter om reformer, skattelettelser og en mindre offentlig sektor. Præcis som deres åndelige forfædre gjorde det i Fremskridtspartiet i 1973.

Men der er også en anden gruppe af værdipolitisk skuffede borgerlige vælgere: "nok er nok"-vælgerne. Denne gang handler det ikke om abort, men om Danmarks forhold til resten af verden. Fra 2001 har "nok er nok"-vælgerne nødtvungent accepteret samarbejdet med Dansk Folkeparti om en stram rets- og udlændingepolitik, selvom de jævnligt har fået morgenkaffen galt i halsen, når der blev lanceret knivforbud, burkaforbud, klapjagt på friskoler, terrorpakker og overvågning og aflytning. Men med det seneste forslag om et pointsystem for familiesammenføringer er koppen alligevel flydt over for mange af dem.

De er på vej over til Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og endda SF. Så meget tyder på, at skuffede borgerlige vælgere vil give Socialdemokraterne regeringsmagten, nøjagtig som de gjorde i 1971.

Vinder Socialdemokraterne, bliver fagbevægelsen i øvrigt tillagt en nøglerolle for at bringe landet helskindet ud af den økonomiske krise. Partiet er i dag i et næsten lige så tæt politisk parløb med fagbevægelsen som for 40 år siden.

De borgerlige partier forsøger at mane skræmmebilledet fra 1970'erne frem om, at fagbevægelsens massive krav og reformskræk dengang førte direkte til afgrundens rand.

Om den historie så også gentager sig, må tiden vise.

hoffmann@k.dk

Knap 40 år efter Hilmar Baunsgaard peger meget på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen kan være på vej mod samme skæbne som Baunsgaard.
Knap 40 år efter Hilmar Baunsgaard peger meget på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen kan være på vej mod samme skæbne som Baunsgaard. Foto: Esben Salling.