Den evigt omdiskuterede Scavenius

Der bliver ikke opkaldt en gade eller en plads i København efter Erik Scavenius

I slutningen af december 1940 arbejdede den tyske gesandt forgæves - men støttet af Scavenius (på billedet) - på at få statsminister Stauning ud af regeringen. Stauning sagde nu om Scavenius: "Jeg har mange gange forbandet, at vi fik ham".
I slutningen af december 1940 arbejdede den tyske gesandt forgæves - men støttet af Scavenius (på billedet) - på at få statsminister Stauning ud af regeringen. Stauning sagde nu om Scavenius: "Jeg har mange gange forbandet, at vi fik ham". Foto: Sven Gjørling.

Hvorfor bliver vi aldrig færdige med at diskutere Erik Scavenius?

På Islands Brygge i København opkaldes en række gader og pladser efter samtlige danske statsministre i nyere tid. Undtagen statsminister Erik Scavenius. Politikerne på Københavns Rådhus vil ikke lade ham lægge navn til så meget som en flise. Nok var Scavenius en beundret udenrigsminister under Første Verdenskrig, men han beundres ikke for sin tid som Danmarks udenrigsminister fra 1940 til 1942 eller sin tid som statsminister fra 1942 til 1943. På Københavns Rådhus siger man, at han imødekom den tyske besættelsesmagt alt for meget. Og så blev han kun statsminister efter tysk pres. Det diskvalificerer ham efter nogles opfattelse som demokratisk statsminister.

LÆS OGSÅ: BILLEDSERIE: Danske statsministre

Forsvarerne af Scavenius peger på, at hele regeringen udadtil stod sammen bag den forhandlingspolitik, som regeringen førte under den tyske besættelse. Det var også den politik, som næsten hele befolkningen ønskede, siger man. Ingen kan heller seriøst betvivle, at Scavenius ville det, som han fandt bedst for Danmark. Hvorfor er der så uenighed om, hvorvidt Erik Scavenius kan lægge navn til en lokalitet?

Dels fordi der i den danske regering ikke var klare normer for, hvad man overhovedet skulle træffe beslutning om i fællesskab, og hvad den enkelte minister kunne gøre på egen hånd. Dels fordi der var evige uenigheder i regeringen om, hvad man konkret skulle gøre over for tyskerne. Nogle eksempler viser det.

Allerede da Scavenius afløste P. Munch som udenrigsminister, brugte Scavenius i sin tiltrædelseserklæring den lige siden forkætrede vending om de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring.

Han lagde op til en europæisk nyordning under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt samarbejde med Stortyskland. Disse ord skulle smigre den overmægtige besættelsesmagt. Men danskerne skulle også have at vide, at man lige så godt kunne indstille sig på, at tyskerne ville vinde krigen.

LÆS OGSÅ: Da folket gjorde oprør mod besættelsesmagten

P. Munch advarede efter eget udsagn forgæves Scavenius om, at de stærke ord ville vække misfornøjelse i befolkningen. Ifølge Munch mente Scavenius, at dem måtte folk da bare finde sig i. Her ser vi i et glimt forskellen på Munch og Scavenius. Munch samtænkte udenrigs- og indenrigspolitik, han forstod, at Danmark var i massepolitikkens og demokratiets tidsalder.

Regeringens mål under besættelsen måtte for ham være at understøtte befolkningens fællesskabsfølelse, så et nationalt kulturelt og åndeligt forsvar kunne modstå besættelsesmagten, om så besættelsen skulle vare et halvt århundrede. Scavenius levede derimod endnu åndeligt i den æra frem til Første Verdenskrig, hvor diplomati var en sag for aristokratiske fagfolk. Menigmand havde i Scavenius hoved intet begreb om, hvilken udenrigspolitik der var god for ham.

Scavenius mente heller ikke, at andre ministre havde forstand på udenrigspolitik. Fire ministre forsøgte under et ministermøde forgæves at få erklæringen ændret. Men Scavenius truede med at gå af. De andre bøjede sig nødtvungent.

Scavenius truede igen i et brev af den 4. september 1940 med at trække sig som udenrigsminister uden at gøre alvor af det. Brevet viser forskellen mellem ham og de øvrige ministre.

Han mente, at flertallet i regeringen var afventende og ventede på at blive tvunget af tyskerne. Scavenius derimod ville tage initiativ med frivillige indrømmelser. Han ville opbygge goodwill hos tyskerne.

LÆS OGSÅ:
Tysk strategi fra Første Verdenskrig førte til besættelsen af Danmark

I slutningen af december 1940 arbejdede den tyske gesandt forgæves men støttet af Scavenius på at få statsminister Stauning ud af regeringen. Stauning sagde nu om Scavenius: Jeg har mange gange forbandet, at vi fik ham.

Tyskerne krævede i 1941 12 torpedobåde udleveret. Regeringen fik antallet nedsat til 6, men Scavenius ville give tyskerne det hele og truede med at gå af. Stauning afviste ham barskt. Da torpedobådene afsejlede den 5. februar 1941, flagede man med kongens og Staunings tilslutning på halv fra alle militære bygninger, hvorefter den tyske gesandt klagede til Scavenius, der ikke på forhånd kendte til flagningen. Igen truede Scavenius med at gå uden at gøre alvor af det.

I sommeren 1941 skulle frivillige i Frikorps Danmark hjælpe tyskerne med at angribe Sovjetunionen.

Tyskerne og de danske nazister lagde pres på regeringen for aktivt at støtte hvervningen. Scavenius udsendte uden om de øvrige ministre en officiel opfordring til at melde sig. Kongen spurgte bidende Scavenius: Kunne De aldrig tænke Dem at sige nej til tyskerne?.

En række ministre krævede Scavenius fjernet. Men ingen ville erstatte ham. I et ministermøde forlangte Scavenius derpå en tillidserklæring fra de andre ministre. Statsminister Stauning skrev resigneret en støtteerklæring for at få ro i regeringen. Flere ministre ville ikke give Scavenius særbehandling med denne erklæring, men til sidst truede Stauning med selv at gå. Stærkt modstræbende afgav ministrene da en tillidserklæring til Scavenius.

Vist var der forskel på Scavenius og de øvrige ministre. Skal man lægge vægt på disse forskelle eller på, at Scavenius gjorde, hvad han mente bedst for Danmark? Hver enkelt må vurdere. Uden facitliste.

Tim Knudsen er tilknyttet Institut for statskundskab ved Københavns Universitet