Regeringen vil nedsætte en grundlovskommission. Men regeringen er ikke enig om, hvordan Grundloven skal ændres. Socialdemokraterne ønsker en gennemskrivning af Grundloven, så ordene bliver tidssvarende og lettere at forstå. Ambitionerne er højere hos SF og især hos De Radikale med republikaneren Zenia Stampe i spidsen. Det forlyder, at kongehuset ønskes udskrevet af Grundloven.
Der er argumenter for en gennemskrivning af Grundloven. I praksis følger Danmark i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra det 20. århundrede, ikke frihedsrettighedskapitlet i Grundloven, som hovedsageligt er fra det 19. århundrede. I det hele taget stammer 66 af de 89 paragraffer i Grundloven fra det 19. århundrede. Tilhængerne af ændringer siger, at man skulle kunne læse i et moderne sprog i Grundloven, hvordan de faktiske forhold er.
QUIZ: Hvad ved du om grundloven?
Det argument gælder også statsoverhovedet. En umiddelbar læsning af Grundloven må få den intetanende til at tro, at Danmark regeres af en meget magtfuld konge. Et eksempel: En statskundskabsstuderende spurgte mig, hvad det betyder, at der i paragraf 26 står: Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven. Det gav ingen mening for ham. Ikke alene har der i hans levetid aldrig været en konge. Mønter er heller ikke den mest fremtrædende pengeform: Hvad med udstedelsen af pengesedler?, spurgte han. Jeg svarede, at jeg formodede, at det hele nok betød, at staten har monopol på at lade udstede lovlige betalingsmidler, og at man er falskmøntner, hvis man begynder at lave pengesedler hjemme på køkkenbordet. Jamen, er det så ikke grundlovsbrud, hvis Danmark tilslutter sig euroen?, spurgte studenten, der kan spørge mere end 10 mennesker kan svare. Jeg sagde Det kunne man tro, men Justitsministeriet har nogle meget dygtige jurister, der er i stand til at fortolke Grundloven, så den passer til nutiden. Nyt spørgsmål: Hvorfor skriver man så ikke nutiden ind i Grundloven?. Her måtte jeg give studenten ret. Der burde nok stå staten, hvor der står konge, og måske penge i stedet for mønt. Måske burde man også understrege, at dette monopol på pengeudstedelse efter nærmere regler kan overlades til mellemstatslige eller overstatslige myndigheder.
Men åbner man for en gennemskrivning af Grundloven, så åbner man for et væld af ønsker om ændringer (jeg har selv nogle). Hvis vi bliver ved kongehuset, så vil nogle gerne have det helt ud af Grundloven. I forbindelse med regeringsdannelsen er det et gammelt radikalt ønske, at Dronningen skal erstattes af Folketingets formand som opmand mellem partierne. I alle monarkier med undtagelse af det svenske foregår regeringsdannelsen ellers med monarken som omdrejningspunkt. I Sverige er det derimod formanden for Riksdagen. Den ordning vil man efterligne.
Det er en elendig idé. Regeringsskiftet i 1993, hvor VK-regeringen blev afløst af den såkaldte rødkløver-regering med Poul Nyrup Rasmussen (S) som statsminister, blev jo udløst af Tamil-rapporten, der straks fik statsminister Poul Schlüter (K)til at træde tilbage. Der fulgte en regentrunde. De Radikale ville ikke længere pege på en borgerlig statsminister. Regeringsmagten skiftede så i favør af Poul Nyrup.
Der blev rettet kritik mod proceduren især af den afgående udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og en ung venstrepolitiker, Søren Pind. Især den sidste rettede kritik mod Amalienborg for at politisere. De to ville have næsten alle andre løsninger, hvad enten det var en fortsat VK-regering, ensamlingsregering eller et valg. Der blev talt vredt om statsfup. Der var næppe fugls føde på deres kritik. Men regentrunden er ikke indskrevet i Grundloven. Det kan give fortolkningstvivl. Væsentligere er det dog at fastslå, at hvis Folketingets formand havde stået for regeringsskiftet, så ville kritikken for alvor kunnet have kogt over. For Folketingets formand var H. P. Clausen (K). Han var selv kritiseret i Tamil-rapporten, og han havde som konservativ politiker samme interesse som Poul Schlüter i ikke at få et Tamil-valg, der ville have været en katastrofe for De Konservative. Beskyldninger for at politisere kunne kun blive stærkere mod Clausen end mod Dronningen.
Dronningen har spurgt, hvor finder man ellers en anden end hende, der er statsgaranteret forpligtet til at være uvildig? Hun har ret i, at et statsoverhoved er den bedste til at skabe tillid til, at ingen snyder sig til magten, men at alt foregår ordentligt. Så hvis man vil fjerne Dronningen fra regentrunden, så bør man gå direkte efter at få en præsident i stedet, ikke efter at erstatte hende med Folketingets formand.
Grundlovsdebatten varer nok adskillige valgperioder. Og det er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nok ikke ked af, hun har det svært nok endda.
Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, København Universitet