Rygtet om efterlønsordningens snarlige død var løbet forud for statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale lørdag aften.
Sandt nok rettede han sigtekornet mod den forkætrede ordning for at undgå at skære i "kernevelfærden" de næste 10 år. Regeringen vil aflive efterlønnen for alle under 45 år og gradvis nedtrappe den for de 45-60-årige, lød det.
Dermed er banen kridtet op til en intens valgkamp, hvor der igen er markant forskel på, hvad højre og venstre side tilbyder vælgerne. Socialdemokraterne og SF afviser nemlig blankt at forringe efterlønsordningen, og de beskylder statsministeren for at begå et kolossalt løftebrud i forhold til velfærdsaftalen fra 2006.
Den blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne og lægger op til en gradvis forhøjelse af efterløns- og pensionsalderen fra 2019 og frem.
Siden har SF indgået et tæt samarbejde med Socialdemokraterne om valgoplægget Fair Løsning. Her står, at også SF vil tilslutte sig aftalen fra 2006.
Samt at de to partier erkender, at der stadig er et problem med at sikre velfærden på længere sigt.
De har ligesom regeringen et mål om, at der bliver færre efterlønsmodtagere i fremtiden. Men de tror på, at gulerødder alene kan få hesten til truget.
De vil for eksempel lokke lønmodtagere til selv at framelde sig efterlønsordningen mod at kunne få udbetalt efterlønskontingentet skattefrit her og nu.
S og SF udtaler sig imidlertid meget skarpt imod helt at afskaffe ordningen, som regeringen vil.
Derfor er det også allerede nu givet, at der ikke bliver et forlig om en reform. Forhandlingerne begynder i slutningen af marts, og når de efter kort tid kører fast, vil statsministeren efter al sandsynlighed udskrive folketingsvalg til april eller maj.
Men hvad så efter valget? Kan en ny S-SF-regering ikke nå frem til, at den økonomiske situation er meget værre, end regeringen har sagt, hvorfor man alligevel må afskaffe efterlønnen?
Det er meget usandsynligt. Især Socialdemokraternes nyere efterlønshistorie betyder, at en statsminister Helle Thorning-Schmidt efter valget har meget få manøvremuligheder.
Ved blot den mindste forringelse af ordningen risikerer hun at blive beskyldt for at gentage den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussens løftebrud fra 1998.
Desuden vil SF's venstrefløj gøre det vanskeligt for partiet at komme i nærheden af at sløjfe ordningen.
Genvinder Lars Løkke Rasmussen (V) regeringsmagten, skal han som minimum forene Liberal Alliances og Dansk Folkepartis syn på efterlønnen.
Liberal Alliance vil afskaffe den meget hurtigere, end statsministeren foreslår, mens Dansk Folkeparti ligesom Socialdemokraterne vil bevare den.
Partiet accepterer, at regeringen gør efterlønnen til valgtema, fordi det efterhånden er Venstres og De Konservatives eneste chance for at komme i offensiven.
Dansk Folkeparti har dog ligesom Socialdemokraterne deres eget bud på en mildere efterlønsreform. Gruppeformand Kristian Thulesen Dahl foreslår, at man skal kunne udsætte sin samlede efterlønsperiode. Går man for eksempel først på efterløn som 64-årig, skal man kunne fortsætte med at modtage efterløn, til man bliver 68 år og først derfra modtage folkepension.
Det skulle angiveligt få flere til at vente med efterløn.
På Christiansborg skal man kunne tælle til 90 mandater for at få et forslag gennemført. Når det gælder et farvel til efterlønsordningen, kan Lars Løkke Rasmussen foreløbig kun tælle til 78, nemlig mandaterne fra regeringspartierne, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance.
I et så vidtrækkende spørgsmål som tilbagetrækningsalder har der imidlertid altid været brede forlig, og det vil der også være næste gang. Statsministeren kan ikke lave et smalt forlig, for Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne holder hinanden i skak med deres forsvar for efterlønnen.
Derfor er rygtet om dens snarlige død for alle under 45 år stærkt overdrevet. Inden valget bliver der intet forlig, og bagefter bliver det maksimalt til en justering af ordningen, uanset hvem der har magten.
Det betyder, at der fortsat venter en stor uløst udfordring i at rette samfundsøkonomien op de næste 10-15 år.