politisk analyse
Er det pressen, der på det seneste har tvunget Socialdemokraterne i knæ? Fra socialdemokratiske folketingspolitikere og ministre hører man for tiden jævnligt, at krisen er eskaleret på grund af mediernes voldsomme fokus på, om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan fortsætte eller må lade sig afløse af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen inden næste valg.
Det er pressen, der kontakter partiets bagland for at få kritiske kommentarer om regeringslederen, og det er pressen, der spørger de 250 lokalforeningsformænd, hvem de foretrækker som partiformand.
Når 13 af dem i et rundspørge foretaget af DR i sidste uge så svarer, at Helle Thorning-Schmidt bør gå af inden valget og overlade posten til Mette Frederiksen, er der en historie. Som yderligere underminerer den siddende statsministers autoritet, hedder det.
Det samme gør de mange spekulationer om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidt satser på en toppost i EU til efteråret.
Nu er det ikke ligefrem nogen ny journalistisk disciplin at finde kritiske røster i baglandet, når et politisk parti er i krise på Christiansborg. Hver eneste gang er der lokalforeningsformænd, kredsformænd og borgmestre, som gerne udtaler sig kritisk til landsdækkende medier. Motiverne til at kritisere kan være mange fra dybfølt, politisk frustration over behov for personlig PR til forsøg på at styrke sin egen politiske fløj inden for et parti.
LÆS OGSÅ: S-bagland tvivler stadig mere på Thorning
Som flere nyere fiktionsserier om politik har fremstillet det, kan der også være tale om, at landspolitikere bruger lokale meningsfæller i deres eget magtspil. I den aktuelle, socialdemokratiske krise forlød det i sidste uge fra anonyme kilder på Christiansborg, at Mette Frederiksen for at styrke sine egne chancer for at blive kalif i stedet for kaliffen skulle have opildnet lokalpolitikere til at gå offentligt ud med kritik af Helle Thorning-Schmidt.
Både Mette Frederiksen og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen har dog efterfølgende offentligt bakket statsministeren op. De kunne heller dårligt gøre andet.
Det centrale er, at frustrationerne i Socialdemokraternes bagland er så udtalte, at det ville være temmelig overflødigt at bede lokalformænd om at protestere offentligt netop nu. Det gør de helt af sig selv. Salget af dele af Dong til Goldman Sachs, uddelingen af børnechecks til udenlandsk arbejdskraft og den hårde økonomiske kurs over for modtagere af overførselsindkomster i kombination med skattelettelser til erhvervslivet er politiske beslutninger, som baglandet har haft svært ved at sluge.
Det samme har de socialdemokratiske vælgere, som i stort tal er gået over til Dansk Folkeparti og Venstre. Så frustrationerne er helt reelle og ikke primært skabt af pressen.
Den heftige medieomtale kan nok forstærke vælgerflugten, men den kan faktisk også styrke den siddende partiledelse, i hvert fald på kort sigt.
Det er et velkendt fænomen, at når det ydre pres stiger, rykker man sammen om sin ledelse. Eller som en central socialdemokratisk debattør formulerer det: Problemet med pressen er, at den hele tiden er handlingsorienteret. Nu er der krise, og så spørger pressen automatisk, om partilederen skal skiftes ud.
Det får næsten alle i partiet til at bakke op om Helle Thorning-Schmidt, men det lukker samtidig af for en åben debat om den politiske kurs. Det vil sige, om man for eksempel skulle forsøge at tvinge en rødere politik igennem i samarbejdet med De Radikale. Et kursskifte, der muligvis kunne vende meningsmålingerne.
Så pressen spiller en rolle for S-krisen, men det er nok en anden rolle end den, ministre og folketingsmedlemmer forestiller sig. Grundlæggende har partiet selv skabt problemerne.