Socialistisk Folkeparti (SF) skal i april holde et landsmøde, som bliver mere indholdsrigt end de seneste års showagtige fejringer af partileder Villy Søvndal. Flere kritikere af partiets linje ønsker at være blandt de 17 i partiets landsledelse, som regelmæssigt har kontakt med partiets daglige ledelse.
LÆS OGSÅ: SF i store problemer
Til gengæld prøver den daglige ledelse at få et nyt partiprogram igennem. Der er ikke mere socialisme i SFs programudkast, hvis man ved socialisme forstår kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne, end der er rejer i rejesalat. Ændringen søges kamufleret ved omdefineringer af socialisme.
Programudkastet mødes af skarp kritik fra blandt andre to medlemmer af landsledelsen, Peter Westermann og Trine Pertou Mach, og af de tidligere folketingsmedlemmer Leif Hermann og Pernille Frahm. Ifølge kritikken mangler udkastet kapitalismekritik og magtudfordring. For Frahm er det Socialdemokratiet light. Hermann frygter, at hvis udkastet vedtages, så vil partiets nedtur fortsætte.
Enhver med kendskab til Socialdemokratiets historie må få en følelse af deja-vu. SF er et nyt Socialdemokratiet. De to partier konkurrerer nu om at være det mindst ringe socialdemokrati. Søvndal er målt til at være regeringens næstmindst populære minister. Der florerer rygter om udskiftning af ham som formand og af nogle af SFs svageste ministre. En fattig trøst er det, at Socialdemokraternes leder, statsminister Helle Thorning-Schmidt, står endnu dårligere i opinionsmålingerne.
Partiprogrammet forkortes drastisk. SFs program fra 2003 fyldte 11.800 ord, udkastet til nyt principprogam i 2012 fylder 2159 ord. Alt andet lige afspejler partiprogrammers længde medlemmernes indflydelse. Det topstyrede Liberal Alliance finansieret af pengemanden Lars Seier Christensen har det korteste program i Danmark med kun 817 ord. Det ligeledes topstyrede Dansk Folkepartis program fylder 992 ord. Til sammenligning kan vi tage Enhedslisten. Her har medlemmerne haft så stor indflydelse, at det kunne blive besværligt for folketingsgruppen at få manøvrefrihed. Enhedslistens program fylder 15.517 ord.
En partiledelse har to grunde til ikke at bruge mange kræfter på et langt partiprogram: Den ene er, at et program forringer folketingsgruppens manøvrefrihed. Den anden er, at partiprogrammer ikke indfanger mange vælgere, få gider læse dem. I stedet for tunge partiprogrammer præget af århundredgamle ideologier er kommet mærkesager, der passer bedre til mediernes opskruede tempo fra dagtildag og de travle vælgeres forbrugeragtige forhold til det repræsentative demokrati. Mange vælgere kan maksimalt rumme fem mærkesager, som partiet gentager, indtil vælgerne kan dem udenad.
De første, der indså det, var Centrumdemokraterne, som fra dets stiftelse i 1973 slet ikke havde noget partiprogram, blot nogle enkelte mærkesager, og Mogens Glistrups Fremskridtspartiet, der gik til frontalt angreb på skattestaten. Fremskridtspartiet blev etableret på et minimalt program på en halv snes punkter, herunder afskaffelse af indkomstskat, mere magt til Dronningen, nedskæring af Folketinget til 40 medlemmer, ingen stemmeret til folk over 60 år samt afskaffelse af forsvaret, der skulle erstattes med en telefonsvarer med beskeden vi overgiver os på russisk. Uden at blive så bizar som Glistrup har tankegangen om at holde sig til få punkter bredt sig til flere af de gamle partier. Inspirationen kom nu ikke fra Glistrup, men i 1990erne fra Bill Clintons og Tony Blairs valgsejre i USA og Storbritannien.
Prisen for et parti uden et grundigt partiprogram er, at medlemmerne har meget lidt at holde sig til for at vide, hvad de egentlig er fælles om andet end en leder. Partierne bliver i yderste instans ligegyldige personpartier, som står og falder med lederne. Det gør partier ustabile og sårbare. Det er ingen tilfældighed, at både Erhard Jakobsens og Mogens Glistrups parti for længst er lige så døde som deres stiftere.
SF er slet ikke døende. Men man kan godt komme i tvivl om partiets levedygtighed på længere sigt. Hvorfor egentlig have to socialdemokratier?
Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet