I februar 1864 trængte 56.000 preussiske soldater op gennem Slesvig. I København havde man ikke fattet, at fjenden, som var en alliance af Preussen og Østrig, var militært langt overlegen. Ved fuld mobilisering kunne de to magter mønstre 500.000 mand. Preusserne besad bedre geværer og havde væsentligt flere langtrækkende riflede kanoner end danskerne.
Planen for den preussiske indsats i Slesvig-Holsten var udarbejdet af general Helmuth von Moltke, selv født i Holsten. Han besad et nøje lokalkendskab. Moltke kom aldrig til at tabe en krig, men vandt med tiden fem.
Men han personificerede også meget af det tragiske ved 1864. Han var selv uddannet på kadetskole i København, men havde derefter valgt Preussen til den videre officersuddannelse. Men i hans nære familie havde andre herunder hans brødre valgt at gå i dansk tjeneste.
Den danske overgeneral de Mezas militære færdigheder og mod fejlede intet, uanset at han var 72 år. Han afskyede unødige ofre. Krig skulle ikke føres som underholdning for pressen eller folket. Han var den eneste danske beslutningstager, der vidste, hvad han foretog sig. Han var derfor som skabt til at blive gjort til syndebuk af de, der ikke kunne holde hovedet koldt.
LÆS OGSÅ: Da Saxo blev en international bestseller
Den danske krigsminister havde givet hæren en håbløs instruks om på samme tid at holde Dannevirke og bevare hæren intakt. Den danske forvirring afspejledes, da kong Christian IX og førsteminister Monrad, der var indbyrdes uenige, tog til Slesvig ved krigsudbruddet. Udnævnelsen af de Meza til overgeneral skyldtes især kongen, Det forklarer, at støtten fra Monrad måske var tvetydig. Monrad skal have sagt, at man kunne ofre en tredjedel af hæren. Det stred direkte imod regeringens instruks om ikke at ofre hæren ved Dannevirke. Men over for de Meza udtrykte Monrad støtte. Uanset hvilken militærfaglig beslutning denne traf. Den støtte viste sig siden ikke at være meget værd. Så drog kongen og Monrad nordpå og overlod resten til de Meza.
Dannevirke havde store svagheder. Der var til dels ufærdige skanser af jord og træ, som ikke kunne modstå kraftigt artilleri. En del udstyr var ikke nået frem endnu. Indkvarteringsforholdene var elendige, mange var henvist til at sove i kulden under åben himmel, sygdomme bredte sig blandt de menige, i centrum var hver tiende soldat syg, og nogle døde også. Fjenden rykkede i nogle kampe om forlandet betænkeligt tæt på skanserne.
Men den største svaghed i det danske forsvar var, at fløjenes vandhindringer kunne fryse til is, så fjenden kunne omgå forsvarsstillingen. Sumpene mod vest var allerede tilfrosne. Meza så svagheden. Vi ved nu, at von Moltkes plan netop var at omgå hæren på fløjene og derefter at knuse den. Den 4. februar 1864 inspicerede de Meza på hest 12 skanser, der var tyndt besat med mandskab. Han traf derefter den vigtigste danske militære beslutning i flere århundreder.
Han ville rømme Dannevirke.
Men beslutningen skulle testes i et krigsråd med andre officerer, selvom de Meza havde lov til at træffe beslutningen alene. Krigsråd værner mod en enkelt mands eventuelle fejlvurderinger. Han samlede de nærmeste officerer, de fleste hærdede veteraner, som ingen kunne beskylde for fejhed. Alle skrev under med undtagelse af artillerichefen general Lüttichau, der fandt det vanærende at efterlade hærens svære kanoner.
I ly af nattemørket listede den danske hær natten til den 6. februar 1864 ud på en natlig march på 60 kilometer i otte graders kulde med en isnende snestorm lige i ansigtet.
Ikke alene de fjendtlige tropper måtte ikke opdage hærens tilbagetog. Man måtte også vildlede lokalbefolkningen, hvis store flertal de første mange kilometer var imod danskerne. Turen foregik ad elendige, glatte og smalle veje. I forvejen var soldaterne udmarvede af kulden under de primitive forhold ved Dannevirke. Og endnu en nat måtte de marchere for at nå frem til Dybbøl og Als for hovedstyrkens vedkommende og til Fredericia for en mindre dels vedkommende. Da de sultne, frysende og helt udmattede soldater nåede Dybbøl den 7. februar 1864, opdagede de, at næsten intet var gjort for at gøre jordskanserne klar til forsvar.
Med det overrumplende tilbagetog fra det uholdbare Dannevirke reddede overgeneral de Meza næsten hele sin hær på 40.000 soldater fra at blive nedslagtet. Fjenden var forvirret, og de preussiske generaler udtrykte faglig beundring for de Meza. Tilbagetoget købte danskerne tid og sikrede Danmark sympati i udlandet. Men i Danmark anerkendte man ikke de Mezas dygtighed.
I København var der optøjer både ved Amalienborg og de Mezas hjem. Man forstod ikke, at et overlegent tilbagetog er en militærbedrift, som kan bringe fordele i en krig. Hvis det følges op af en god politisk og diplomatisk indsats. Men regeringen gjorde ikke sin del af arbejdet i det pusterum på et par måneder, som de Meza havde givet den.
Kongen opgav at værne de Meza over for den næsten lynchagtige stemning. Han blev fyret som overgeneral. Fyringen bekræftede offentligheden i, at der var noget muggent ved det tilbagetog.
Generalerne turde nu vanskeligt træffe selvstændige beslutninger. Regeringen afviste kategorisk et engelsk forslag om våbenhvile i februar, selvom Danmark stod over for en overmægtig fjende. Også fredsforhandlinger uden våbenhvile tøvede en uenig regering med. Monrad drømte om et italiensk angreb på Østrig og et fransk angreb i Rhinområdet til aflastning af presset på Danmark, et angreb som aldrig kom. For Preussens Bismarck var dansk dumstædighed kærkommen. Han vandt tid både til militært at kontrollere Jylland og til diplomatiske forhandlinger med Østrig.
Briterne forsøgte igen at mægle. Kongen og regeringen turde ikke afvise kategorisk, men bad om 14 dages udsættelse med det danske svar. Man undskyldte sig med, at den offentlige mening i Danmark ikke ville acceptere forhandling. I Danmark drømte man stadig om hjælp fra Sverige-Norge, Storbritannien og endog Frankrig. Intet tydede på, at den ville komme.
Dette er den tredje artikel i serien, som på 150 års afstand måned for måned følger katastrofen i 1864. De to første blev bragt den 12. november 2013 og den 21. januar.