V vakler mellem møggreben og hængekøjen

ANALYSE Skal-skal ikke. Venstre forsøger at pine mest muligt ud af energiforhandlingerne med overhængende risiko for at overspille sine kort

Der var lagt op til, at energiforhandlingerne allerede skulle være færdige i tirsdags, men i sidste øjeblik meldte Venstre fra og udbad sig flere beregninger.
Der var lagt op til, at energiforhandlingerne allerede skulle være færdige i tirsdags, men i sidste øjeblik meldte Venstre fra og udbad sig flere beregninger.

Al politisk logik tilsiger, at regeringen, Venstre og De Konservative i dag aftaler et bredt forlig om fremtidens energiforsyning med langt større vægt på vedvarende energikilder.

LÆS OGSÅ: Parterne tager pause i energiforhandlinger

Gennem tre måneders intense forhandlinger har regeringen imødekommet flere af oppositionens helt centrale krav, for eksempel er der blevet barberet et par milliarder kroner af regeringens oprindelige udspil, og op til 200.000 familier i yderområder med oliefyr slipper for en ekstraregning.

Når det gælder økonomi og indhold er parterne meget tæt på hinanden. Tidligere statsminister, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, skrev selv forleden kryptisk på sin Facebook-profil, at Nu er vi der ... næsten eller slet ikke.

Egentlig var der lagt op til, at forhandlingerne allerede skulle være færdige i tirsdags, men i sidste øjeblik meldte Venstre fra og udbad sig flere beregninger og notater.

Forhandlingsteknisk er det altid farligt at forlade bordet, netop når man skal til at sætte de sidste punktummer. Det indebærer en risiko for, at parterne begynder at tale sig væk fra hinanden i medierne. Det skete i går, da den radikale energiordfører Rasmus Helveg Petersen voldsomt angreb Venstre for ikke at spille med åbne kort. Venstre kræver her i sidste øjeblik, at der gives mindre støtte til vindenergi.

To nye havvindmølleparker skulle ifølge regeringens udspil bidrage med 600 megawatt hver, men Venstre vil kun give støtte til i alt 1000 megawatt.

Det udlægger Rasmus Helveg Petersen sådan, at Venstre reelt kun vil bygge én havvindmøllepark, for prisen for en kilowattime vil blive alt for høj, hvis man bygger to parker af 500 megawatt hver. Argumentet er, at mange af de grundlæggende anlægsudgifter er de samme, uanset hvor mange møller man bygger i en havvindmøllepark.

Bag alle de tekniske og økonomiske spilfægterier, gemmer sig dog et meget enkelt, politisk spørgsmål, nemlig om partierne reelt ønsker et forlig.

På regeringssiden er svaret indlysende ja. Energiforliget handler fundamentalt om at gøre energiforsyningen mere uafhængig af fossile brændstoffer og dermed også væsentligt dyrere for forbrugerne. Det budskab vil enhver regering helst være fælles med oppositionen om at sende ud. For S-R-SF-regeringen ville det derudover være en bet igen at skulle indgå et smalt forlig med Enhedslisten.

Støttepartiet har været holdt underrettet om forhandlingerne og har hidtil nikket ja til de indrømmelser, regeringen har givet til de borgerlige partier. Så praktisk kan regeringen let enes med Enhedslisten, men det vil gøre forligets holdbarhed usikker.

Vinder de borgerlige næste valg, kan de ændre aftalen igen, men det er ingen tjent med. Netop energiinvesteringer kræver en meget lang tidshorisont og et stabilt politisk klima.

De Konservative er også indstillet på forlig, men for Venstre er energiforhandlingerne endt som en hvileløs vandring mellem møggreben og hængekøjen. Greben giver nok skidt på hænderne, men den kan også flytte jordbunker, og udover de allerede nævnte indrømmelser, ser det ud til, at Venstre har fået en væsentligt højere pris på biogas igennem i forhandlingerne.

Argumentet for at satse på biogas har været, at man skulle satse mere bredt på vedvarende energi end kun på vind.

Men blandt Venstres kernevælgere på landet er det næppe heller dårligt nyt, at man kan få en højere pris for sin gylle. Herfra kan man forvente en vis utilfredshed, hvis partiet i sidste øjeblik springer i målet, for Enhedslisten vil ikke give landbruget den samme håndsrækning.

Argumentet for alligevel at lade forliget falde er, at man nødigt vil give regeringen den tiltrængte sejr, som et bredt flertal er.

Risikoen er bare, at billedet af Venstre som et parti i hængekøjen sætter sig fast, og det vil man trods alt gerne undgå. Et forlig om energipolitikken ligner et oplagt sted at begynde.