Prøv avisen
Politisk analyse

At være eller ikke være konservativ minister – det er spørgsmålet

De Konservative holder landsråd i Herning. Søren Pape Poulsen bliver hyldet efter han er blevet genvalgt som formand for Det Konservative Folkeparti. Foto: Bo Amstrup

De Konservative vil liberalisere offentlighedsloven. Det var den store nyhed op til landsrådet i Herning lørdag, og partiformand Søren Pape Poulsen kunne ikke have valgt et emne, der interesser politiske journalister mere. Den mest indlysende grund til at rejse den sag, er, at partiet er så langt fra ministerposter, at det er ufarligt at kræve mere åbenhed i regeringskontorerne

De Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen talte varmt om familien, hjemmet, nationen, skolen, forsvaret og naturen i sin tale lørdag formiddag på landsrådet i Herning. En nationalkonservativ tale, hvor de fem øvrige folketingsmedlemmer hver især blev hyldet som rockstjerner og samlet som det hold, der skal vende partiets lange nedtur.

Men det, der tog hele pressens opmærksomhed, var noget andet. Det var et budskab i dagbladet Politiken op til landsrådet om, at De Konservative vil ændre offentlighedsloven. Det skal være lettere at få indsigt i regeringens arbejde. Loven blev vedtaget for to år siden efter en årelang debat, og den medførte, at det på nogle områder blev vanskeligere for pressen at få indsigt i regeringens arbejde, mens det på andre områder blev lettere.

Nu mener Søren Pape Poulsen, at "med den her lov er vi gået for langt." I praksis betyder det, at han vil fremrykke en planlagt evaluering af loven og have "et opgør med paragraf 22, 24 og 27”. Det er dem, der begrænser muligheden for at få aktindsigt i skriftlige dokumenter, som udveksles mellem et ministerium og underordnede myndigheder eller mellem ministerier og Folketinget. Også indsigt i ministres kalendere er undtaget fra den generelle aktindsigt.

De Konservative var selv med i forliget sammen med Venstre og SR-regeringen i 2013, mens de øvrige partier stemte imod. Nu har De Konservative ændret holdning, og det er en god historie for Christiansborgs pressekorps. Endnu bedre er den, fordi den vedrører pressens egne arbejdsforhold, og fordi den rejser den principielle mulighed, at regeringen kan komme i mindretal.

På et pressemøde ved middagstid lørdag havde Søren Pape Poulsen imidlertid svært ved at svare klart på, om partiet vil stemme ja til beslutningsforslag om at afskaffe de tre paragraffer. Det ville bringe regeringen i mindretal, men det blev kun til vævende svar om, at han først vil drøfte sagen med justitsminister Søren Pind (V).

 Partiformanden kom ikke med konkrete eksempler på, at offentlighedsloven har forhindret pressens arbejde, og den væsentligste grund til holdningsskiftet var, at han som ny partiformand nu har haft tid til at sætte sig ind i loven, og at der er brug for mere åbenhed om regeringens arbejde.

Alligevel er det svært at komme udenom den mest indlysende grund til holdningsskiftet: At De Konservative nu er så langt fra at få regeringsansvar, at det er ufarligt at kræve mere indsigt i ministerkontorerne. Det kendetegner jo alle de øvrige partier, at hvis de jævnligt har regeringsansvar, har de støttet offentlighedsloven. Det gælder Venstre, Socialdemokraterne og De Radikale. Mens modstanderne er Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, SF, Alternativet og Enhedslisten.

Bortset fra det, ligner lanceringen af forslaget et kommunikativt selvmål. Det kom dagen igennem til at skygge for alt, hvad der i øvrigt var af politiske budskaber fra landsrådet og partiformanden. Bedre adgang til aktindsigt er muligvis en vindersag blandt mediefolk, men for de fleste borgere er den nok ikke så presserende.

At man alligevel satser på netop den sag, kan være et udtryk for den overordnede strategi for De Konservative de kommende år: At de ikke længere vil mandsopdække alle politiske områder men fokusere på enkeltsager. Det kan også forklare, at Søren Pape Poulsen i sin tale skitserede en række langsigtede politiske mål uden at føle sig forpligtet på at anvise finansiering til dem.

Eksempelvis vil han gerne have forsvarsudgifterne op på to procent af bruttonationalproduktet, hvilket i sig selv vil koste 13-14 milliarder kroner.

Der skal også bruges flere penge på politiet og på at lette skatterne, blandt andet grundskylden. Udviklingsbistanden skal fastholes, og på miljøområdet vil De Konservative fastholde målet om, at udledningen af CO2 skal reduceres med 40 procent i forhold til 1990 i 2020. Dog pointerer man, at der skal være balance mellem økonomi og miljø.

Markering på enkeltsager minder om Dansk Folkepartis tilgang til politik, og der er i det hele taget ingen tvivl om, at De Konservative har stillet sig op i køen af partier, der gerne vil kapre stemmer tilbage fra netop Dansk Folkeparti, ved at fokusere på danskhed, lov og orden, forsvar og hjemstavn.

Det er en hård kamp.