Velfærdsordninger drukner i egen succes

Førtidspensions- og fleksjobreformen er kun det seneste af en række eksempler på, at velfærdsordninger må beskæres, fordi de vokser ud af kontrol

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kunne i lørdags berette om den nye førtidspensions- og fleksjobreform, regeringen har indgået med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Reformen er et nyt eksempel på, at det er nødvendigt at skære i velfærdsordninger, fordi de har fået alt for stor succes.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kunne i lørdags berette om den nye førtidspensions- og fleksjobreform, regeringen har indgået med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Reformen er et nyt eksempel på, at det er nødvendigt at skære i velfærdsordninger, fordi de har fået alt for stor succes. Foto: Mads Nissen Denmark.

Enhedslisten er igen godt forarget over, at regeringen har indgået et forlig med de borgerlige partier. Denne gang handler det om lørdagens aftale med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance om at reformere førtidspensions- og fleksjobordningen.

Dette forlig kan imidlertid slet ikke sammenlignes med forløbet omkring skattereformen. Der havde Enhedslisten en regulær chance for at indgå en alternativ aftale med betydning for alle danskere, selvom Venstre og De Konservative slog til i sidste øjeblik.

LÆS OGSÅ: Minister forsvarer lavere løn til fleksjobbere

I forhandlingerne om førtidspension og fleksjob havde Enhedslisten derimod på forhånd udelukket sig selv, fordi partiet ikke kunne være med på den grundlæggende forudsætning for en reform: at der skulle spares 1,9 milliarder kroner på overførselsindkomsterne.

Så det skal tages med et gran salt, når socialordfører Finn Sørensen (EL) kalder forliget en rå og beskidt spareøvelse og truer med, at regeringen nu får sværere ved at få den næste finanslov igennem med sit støtteparti.

Det er klart, at regeringens muligheder for at tilbyde Enhedslisten indrømmelser i finanslovsforhandlinger indsnævres for hvert forlig med de borgerlige partier. Forude venter forhandlinger om reformer af Statens Uddannelsesstøtte og kontanthjælpssystemet, og også her er den principielle overskrift, at der skal spares penge.

Når en reform af førtidspensions- og fleksjobordningen overhovedet var nødvendig, skyldes det, at de to ordninger tilsammen har trukket stadig flere mennesker ud af det almindelige arbejdsmarked og dermed øget presset på de offentlige udgifter. Da fleksjobordningen blev indført i 1998, var idéen at lede mennesker fra den passive forsørgelse på førtidspension til et mere aktivt liv på arbejdsmarkedet med offentlig støtte. Dengang var der cirka 250.000 førtidspensionister, og det er der stadig. Men samtidig er 70.000 personer tilkendt et fleksjob, hvoraf 17.000 er arbejdsløse.

Dermed var fleksjobordningen blevet endnu et eksempel på en offentlig velfærdsordning, der drukner i sin egen succes.

Det samme skete for efterlønsordningen, der oprindelig kun var tiltænkt nogle få tusinde af de mest nedslidte på arbejdsmarkedet.

I 1990erne blev der oprettet orlovsordninger for småbørnsforældre, for voksne, der ville uddanne sig, samt for mennesker, der bare gerne ville have en sabbat.

Alle ordninger blev ekstremt populære, ligesom det i øvrigt var tilfældet for den såkaldte overgangsydelse, som VK-regeringen indførte i 1992. Formålet med den var at trække 50-59-årige ud af arbejdsløshedskøen, men også den ordning blev søgt af langt flere, end man havde regnet med.

Fælles for velfærdsordningerne har været, at de i løbet af nogle år har givet store hovedbrud for de regeringer, der har måttet stramme op eller direkte afskaffe dem for at sikre økonomien.

Denne gang blev det i et bredt forlig, og regeringen har næppe noget imod at dele ansvaret for opstramningerne med de borgerlige partier. Mens Enhedslisten og Dansk Folkeparti på hver sin side igen slap for at få beskidte hænder.

Dermed er det ikke ligefrem blevet lettere for regeringen og Enhedslisten at enes om en finanslov til efteråret. For hver brede reform, regeringen indgår med de borgerlige partier, indsnævres mulighederne for at finde finansiering til Enhedslistens ønsker.

En oplagt mulighed er, at regeringen kan imødekomme Enhedslisten i forhold til de omkring 20.000 arbejdsløse, som snart risikerer at ryge ud af dagpengesystemet, fordi dagpengeperioden er blevet forkortet til to år. Her kunne regeringen igen tilbyde at forlænge dagpengeperioden midlertidigt, som man gjorde for 2012. Men det gør det ikke lettere at finde pengene.