Vil de blå betale for de rødes gaver?

S-R-SF-regeringen er klar med et program, der politisk ligner en radikal storsejr. Men med oplægget til en ambitiøs miljøpolitik, en vækstpakke og lempeligere udlændingepolitik venter en milliardregning. Det ser svært ud

-- Hvis jeg bare på et enkelt punkt sagde, at modparten havde ret, ville det straks føre til en stor overskrift om, hvordan vi gør knæfald for oppositionen, hvordan vi er svage. Hvis debatten skal nuanceres, kræver det et samspil mellem pressen og det politiske system. Sådan er det ikke, hvilket på mange måder er en skam, siger den konservative finansordfører Lars Barfoed, der kæmper for egne synspunkter med respekt for partiet og dets politik. (Arkivfoto: Scanpix)
-- Hvis jeg bare på et enkelt punkt sagde, at modparten havde ret, ville det straks føre til en stor overskrift om, hvordan vi gør knæfald for oppositionen, hvordan vi er svage. Hvis debatten skal nuanceres, kræver det et samspil mellem pressen og det politiske system. Sådan er det ikke, hvilket på mange måder er en skam, siger den konservative finansordfører Lars Barfoed, der kæmper for egne synspunkter med respekt for partiet og dets politik. (Arkivfoto: Scanpix) Foto: Keld Navntoft

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt (S), er klar med sin ministerliste og et regeringsgrundlag for den kommende S-R-SF-regering.

Begge dele præsenteres officielt i dag, men efter at forhandlingerne har været klinisk lukkede i to uger, væltede det i aftes ud med brudstykker af information og rygter om både program og ministre. Særligt ministernavnene føg, blandt andet at Villy Søvndal (SF) skal være udenrigsminister og den radikale partileder, Margrethe Vestager, bliver økonomi- og indenrigsminister.

LÆS OGSÅ: Sådan dannes en regering

Rygtestrømmen begyndte, efter at de tre partiers folketingsmedlemmer var blevet orienteret om og enstemmigt havde bakket op om programmet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Umiddelbart ligner det en politisk storsejr til Radikale Venstre. Ikke alene lægges der op til en ambitiøs klimapolitik, hvor 40 procent af det danske energiforbrug skal dækkes af vedvarende energi allerede i 2020. Udlændingepolitikken lempes også betragteligt, så starthjælp og integrationsydelse forsvinder, vilkårene for at få dansk statsborgerskab lempes for unge under 18 år, og familiesammenføringsreglerne slækkes.

Aftalen indebærer desuden, at tilbagetrækningsreformen, som De Radikale aftalte med den borgerlige regering i foråret, gennemføres uændret. Den giver på langt sigt flere indtægter, men på kort sigt ventes der et ekstra stort hul i statskassen, fordi borgerne kan hæve deres efterlønsopsparing.

Miljøforbedringer, en vækstpakke og udlændingelempelser kan den nye regering nok få igennem med Enhedslisten, men det er uklart, hvem der skal betale milliardregningen for gaverne. At dække 40 procent af energiforbruget med vedvarende energi i 2020 vil alene koste et tocifret milliardbeløb, hvis man skal tro alle hidtidige beregninger fra ministerier og tænketanke på området. Højere ydelser til flygtninge og indvandrere samt en forlængelse af den maksimale dagpengeperiode med et halvt år vil også koste flere milliarder kroner. Det samme vil den vækstpakke, regeringen har på tapetet.

Pengene kan skaffes via højere skatter og ved at sænke antallet af modtagere af førtidspension via en førtidspensionsreform. Det kildne er, at regeringspartierne ikke kunne enes om en skattereform. Ifølge regeringsoplægget skal reformen give syv milliarder kroner årligt, men den konkrete udformning er sendt til hjørnespark på grund af de store ideologiske skel mellem de tre regeringspartier på skatteområdet. De Radikale er eksempelvis lodret imod den millionærskat, S og SF vil have, og R vil tværtimod gerne sænke topskatten.

Enhedslisten vil have let ved at stemme for højere skatter, og det vil i givet fald udhule de radikales øjeblikkelige sejrsrus. Alligevel synes det mest indlysende, at den økonomiske politik kommer til at hænge på borgerlig især Venstres støtte. Efter almindelig politisk logik vil de borgerlige imidlertid kun stemme for økonomiske stramninger, hvis de får indflydelse på, hvordan pengene skal bruges. Derfor bliver den nye regering nødt til at indgå nye kompromisser om det kompromis, regeringsgrundlaget allerede er.

LÆS OGSÅ: Husk at tænke stort

Herudover skal forhandlinger med arbejdsmarkedets parter sikre løntilbageholdenhed kommende år, så den danske konkurrenceevne kan øges, og det bliver næppe heller gratis. Det ser svært ud.