Politisk redaktør: Glashuset ramlede over Morten Østergaard

Den radikale Morten Østergaard har trukket sig som partileder efter at have fortiet en sag om sexisme. Han afløses af partiets næstformand, Sofie Carsten Nielsen. Sagen kan skade både De Radikale og debatten om seksuelle krænkelser

”Jeg har svigtet i sagen om Lotte Rod. Jeg har sådan set ikke svigtet Lotte, fordi det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra det lår,” sagde Morten Østergaard i sin tre minutter lange forklaring til pressen foran Diamanten i København, som gruppen havde henlagt sit gruppemøde til.
”Jeg har svigtet i sagen om Lotte Rod. Jeg har sådan set ikke svigtet Lotte, fordi det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra det lår,” sagde Morten Østergaard i sin tre minutter lange forklaring til pressen foran Diamanten i København, som gruppen havde henlagt sit gruppemøde til. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

En tårevædet Morten Østergaard (R) måtte onsdag efter seks en halv times gruppemøde trække sig som partileder i Det Radikale Venstre. Hans afløser er partiets næstformand, Sofie Carsten Nielsen.

”Jeg har svigtet i sagen om Lotte Rod. Jeg har sådan set ikke svigtet Lotte, fordi det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra det lår,” sagde Morten Østergaard i sin tre minutter lange forklaring til pressen foran Diamanten i København, som gruppen havde henlagt sit gruppemøde til.

Med andre ord indrømmede Morten Østergaard, at han havde optrådt sex­istisk over for sin folketingskollega i 2011, Lotte Rod. Det var hende, der åbnede diskussionen om sexisme i Radikale Venstre med et opslag på Facebook, hvor hun fortalte, at hun var blevet taget på, både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre.

Morten Østergaard forklarede, at han havde givet hende om en uforbeholden undskyldning og at hun havde accepteret den, men at han har svigtet sin folketingsgruppes tillid, sit parti og dermed offentligheden, fordi han ikke havde haft modet til at indrømme, at det var ham, der havde gjort det. Derfor mente han ikke, at han med troværdighed kunne fortsætte som partileder – en erkendelse, der dog først var kommet i løbet af det lange møde onsdag.

Den dramatiske udvikling tager debatten om seksuelle krænkelser til et helt nyt niveau. Mange reagerede straks på de sociale medier med vantro. Skulle en så trods alt beskeden krænkelse som at lægge hånden på Lotte Rods lår have så store konsekvenser så længe efter? Mens andre gav fuld opbakning til, at det var nødvendigt, hvis man skal opnå en ændring af kulturen i det politiske miljø og på Christiansborg. Det er hele meningen med denne anden bølge af MeToo, som har gennemstrømmet landet, siden tv-værten Sofie Linde i slutningen af august fortalte om den seksuelle krænkelse, hun som ung blev udsat for i DR.

Disse første reaktioner på Morten Østergaards tilbagetrækning viser, at man ikke har hørt den egentlige årsag til, at han har trukket sig – nemlig hans fortielse og fornægtelse af sagen. Som så ofte før i politik er det mest giftige ikke det, man gør forkert, men at man efterfølgende lyver, fortier eller fordrejer sagens indhold.

Alligevel kan det, der står tilbage i historiebøgerne, meget let blive, at Morten Østergaard trak sig som partileder, fordi han optrådte krænkende over for en kollega.

Det vil være problematisk for krænkelsesdebatten, fordi det kan gøre det til et spørgsmål om, om den er gået for vidt, som for eksempel Pia Kjærsgaard (DF) eller Inger Støjberg (V) har antydet.

De Radikale har været blandt de mest markerede i debatten, blandt andet da det radikale folketingsmedlem Samira Nawa gjorde sig til talsmand for, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) burde væltes på grund af sit seksuelle samvær med en 15-årig pige i 2008.

Det krav kunne den radikale partiledelse ikke følge, men generelt har man lagt sig på en hård linje i krænkelses­debatten, som øger sårbarheden for krænkelser i egne rækker. Et gammelt ordsprog siger, at man ikke skal kaste med sten, når man bor i et glashus. Mange vil formentlig mene, at det radikale hus ikke har været lavet af glas, trods Morten Østergaards forseelse, men det er i hvert fald styrtet sammen over ham.

At Sofie Carsten Nielsen ikke kunne vælges enstemmigt til ny partileder viser, hvor sårbart De Radikale nu er blevet. Hun blev valgt ved et kampvalg med stemmerne 12-4 over Martin Lidegaard, som på Facebook argumenterer for, at partiet skulle føre en mere kompromissøgende midterlinje over for Socialdemokratiet, mens Sofie Carsten Nielsen har stået for den samme konfrontatoriske linje som Morten Østergaard.

Netop som meget svære forhandlinger om klima og finanspolitik står for døren, er det ikke optimalt, at folketingsgruppen ikke har kunnet samles om en ny leder