Inden videnskaben kunne besvare spørgsmålene om vulkanudbrud, søgte mennesket svar gennem myter, tro og overtro. Her bringer religion.dk nogle af de myter, der har forklaret vulkanudbrud verden over.
Vulcanus
Den romerske gud Vulcanus - der har lagt navn til ordet vulkan - var smedekunstens, ildens og vulkanernes gud. Ifølge myten boede han under øen Vulcano nord for Sicilien, hvor han skabte gudernes våben, smykker og dekorationer til deres boliger.
Hver gang Vulcanos arbejdede i sin esse under vulkanen, gik den i udbrud. Vulcanos kunne sagtens finde på at besøge andre vulkaner, hvilket betød, at de gik i udbrud.
Vulcanos er identisk med den græske ild- og smedegud Hefaistos.
Trekantsdramaet i den maoriske mytologi
Ifølge den maoriske mytologi, der stammer fra New Zealand, blev de to mandlige vulkaner Taranaki og Tongariro forelsket i den kvindelige vulkan Pihanga. Det blev efterfulgt af en grufuld strid mellem de to bejlere, som endte med Tongariros sejr, og Taranaki, der dengang lå centralt på Nordøen, blev bandlyst til øens vestkyst.
Mytologien fortæller, at når det regner over Taranaki, er det et tegn på hans sorg over tabet af Pihanga, men når solen skinner, udstiller han sig selv for hende. Tongariro vil dog ikke finde sig i sin fjendes flirten med Pihanga, og når han går i udbrud, er det hans advarsel til Taranaki, om at han skal holde sig væk.
Selv om historien om de tre vulkaner kun er en myte, vil maoriene endnu den dag i dag ikke bo i området mellem Tongariro og Taranaki, af frygt for at konflikten blusser op igen.
Hekla nedgangen til Helvede
Når man ifølge det gamle danske ordsprog skal "skrub ad Hekkenfeldt til", skal man rent faktisk skrubbe til den islandske vulkan Hekla, det var nemlig her, nedgangen til Helvede lå, mente man.
Myten om Hekla som nedgangen til Helvede stammer formentlig tilbage til vulkanudbruddet i 1104, hvor munke fra Cistercienserordenen spredte budskabet rundt i Europa, at Hekla var nedgangen til Helvede.
I løbet af middelalderen spredtes troen på, at nedgangen til Helvede gik gennem Hekla, og i 1647 skrev den italienske munk Julius Cæsar Recuptus at ´Hekla er nedgangen til helvede, som Gud har ladet stå åben til skræk og advarsel for de mange syndige mennesker´.
Myten om Heklas forbindelse til Helvede levede videre indtil 1800-tallet, hvor også de første bjergbestigere begyndte at udfordre bjerget. Til trods for at Hekla er relativt nemt at bestige, skete det først i midten af det 19. århundrede, af den simple årsag, at folk simpelthen ikke turde at bestige vulkanen.
Hekla blev dog ikke kun frygtet for at være nedgangen til Helvede, for ifølge folketroen var Hekla også et sted, hvor heksene mødtes med Fanden Valborgsaften.
Bjergånderne i Kamtjatka
Kamtjatka halvøen i Ruslands østlige hjørne har verdens største tæthed af vulkaner, og det har da også været med til at skabe nogle myter blandt Kamtjatka tidlige beboere.
Før i tiden troede Kamtjatkas urbefolkning på, at vulkanernes tinder var beboet af gomuler, såkaldte bjergånder, og når vulkanerne var i udbrud, var det på grund af gomulerne.
Gomulerne tog om natten på hvalfangst, hvor de vandrede fra bjergene og ud i havet, de spiddede hvalerne med deres spidse fingre og drog tilbage til bjerget. Her tændte de store bål for at riste deres fangst.
Ilden og røgen i krateret kunne ses langt væk, det kogende hvalfedt løb ned ad bjergsiderne, jorden rystede og hvalbenene hvirvlede gennem luften. Når gomulerne havde spist hvalerne, gik bålene ud, og vulkanen blev atter tavs.