Prøv avisen

Jane Aamund bisat: Hun mødte mennesker fordomsfrit

Til stede ved begravelsen var blandt andre broderen Asger Aamund, der her siger farvel ved søsterens kiste. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Jane Aamund var en “tossemagnet” og mødte mennesker med stor rummelighed, sagde præsten ved hendes bisættelse ved Lemvig i lørdags. En næsten fyldt kirke og et stort medieopbud vidende om forfatterens popularitet

Forud for lørdagens bisættelse af forfatteren Jane Aamund havde hendes søn beskrevet hende som en tossemagnet over for den præst, der skulle forestå bisættelsen. Med beskrivelsen mente sønnen, at hun altid var omgivet af originaler. Det var en svær erkendelse for sognepræsten i Harboøre Karsten Christensen, at sønnen nok havde ret, sagde han i sin prædiken.

”Det er jo ikke ligefrem den største kompliment, man kan give os, der har omgåedes hende de seneste år. På den anden side er det en stor kompliment til Jane. Hun var en tossemagnet, fordi hun havde en enorm rummelighed og nysgerrighed til at ville vidt forskellige mennesker. Hun tog fordomsfrit og med humor og accept imod folk,” sagde han ved kisten i Heldum Kirke ved Lemvig.

Den var næsten fyldt, da en hvidhåret dame i pels kort før bisættelsen stak en telefon ud fra en bænkerække og fotograferede blomsterne på gulvet hele vejen op mod Jane Aamunds hvide kiste foran altertavlen. Den populære forfatter, der døde tirsdag aften, havde selv valgt at blive bisat fra netop denne kirke, hvor hun nu lå foran Niels Bjerres altertavlemaleri af Jesus i Getsemane Have.

Ifølge evangelierne var det i netop Getsemane Have, at Jesus bad Gud om at blive fri for den lidelse, han stod foran Langfredag. Men han blev ikke fri, og dermed var denne beretning et passende bagtæppe til Jane Aamunds bisættelse. Store dele af Jane Aamunds liv var nemlig præget af lidelse forårsaget af flere kræftsygdomme, som hun ikke blev fri for, før hun døde på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande tirsdag aften.

Hun var i mange år fortaler for retten til aktiv dødshjælp. I 2014 kom det frem, at hun havde planlagt en rejse til Schweiz for at få hjælp til at dø. Hun droppede planerne men holdt fast i sin holdning om, at aktiv dødshjælp burde være en ret.

Dette mærkede sognepræsten Karsten Christensen også til for nogle år siden, da han for første gang skulle møde Jane Aamund i hendes hjem på Lemvig-egnen.

”Jeg husker tydeligt vores første møde, hvor jeg blev placeret i sofaen ved siden af hende. Foran var avisen slået op på en artikel om en læge, der var anklaget for at have medvirket til aktiv dødshjælp. Så pegede hun på den, kiggede på mig og sagde, at de burde give den mand en medalje,” sagde han til forsamlingen, der lo af flere anekdoter om den afdøde.

Ifølge den missionske præst havde Jane Aamund formentlig regnet ud, at han ikke delte hendes synspunkt i spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Selv havde han hørt om hendes temperament, så han tøvede lidt, inden han så sagde:

”Det skal vi ikke snakke om nu. Nu skal vi snakke om dit liv og endnu vigtigere om din tro,” sagde han.

Tro var en vigtig del af Jane Aamund liv, og salmesang, højskolesang og bøn har mange gange givet hende trøst, fortsatte han. Han mindede de fremmødte børn, børnebørn, niecer og brødre om, at den afdøde også har bedt mange gange for lige netop dem.

Til stede ved begravelsen var blandt andre brødrene Asger og Bjarke Aamund, niecen Malou Aamund, der er direktør for Google i Danmark og hendes mand Mikael Bertelsen, programchef på Radio 24syv. Hendes børnebørn var til stede, og flere venner samt hendes to sønner, højesteretsdommer Michael Rekling og læge Jens Rekling. Sidstnævnte fik ordet før jordpåkastelsen.

”Hun gav os en pragtfuld barndom med glæde, fest og farver. Hun var meget stolt af os børn, og hun lærte os at finde glæde i livet. Hendes bøger havde alle samme budskab: Livet er værd at leve – tag for dig af retterne. I sorgen finder jeg trøst ved at tænke på, at om 10, 20 eller 50 år vil en ung pige måske finde en bog af Jane Aamund på reolen. Og gennem den bog selv få lyst til at leve livet for fuld udblæsning,” sagde han.

Der var fuldstændig stille uden for kirken, da kisten bagefter var blevet lagt i rustvognen, og den nære familie lagde hvide roser. Man kunne kun høre fotograferne tage billederne, mens der faldt enkelte snefnug. Rustvognen kørte langsomt ud af syne, inden den nære familie omfavnede hinanden og forlod stedet.

Journalisten Cecilie Frøkjær kom ud fra kirken med blanke øjne. Hun har været veninder med Jane Aamund, siden de to sammen skrev bogen ”Lys i livet” i 2005.

”Det var så fin en begravelse. Både præsten og hendes søn fik beskrevet hende, som jeg husker hende med stor humor. Der blev grinet meget,” sagde journalisten, der beskriver den afdøde som en stor inspiration.

”Hun kunne finde ud af at leve livet og tage for sig af retterne. Og så var hun en meget kraftfuld og stærk dame på trods af hendes ikke så kraftfulde statur.”