Gert Henning-Jensen: Det vigtigste er at kunne være der for de nærmeste

Operasanger Gert Henning-Jensen voksede op i en kernefamilie, som altid har sat familien foran alt andet. Nu forsøger han at give de samme værdier videre i en meget atypisk hverdag, hvor kunsten kræver alt af ham

Jeg vil betingelsesløst være der for dem, jeg elsker. Hvis det hele brænder på, så vil jeg være der mine nærmeste, og det ved jeg, at de også vil være, fortæller operasanger Gert Henning-Jensen. Her ses han blandt teatrets rekvisitter.

Jeg er vokset op i København. Jeg er en rigtig Københavnerdreng. Vi boede i rummelige lejligheder i Valby og siden rundt om i København. Vi havde også en kolonihave i Valby Parken. Jeg har to yngre brødre. Min far arbejdede i et VVS firma, og min mor var uddannet frisør og børnehavepædagog. Hun var hjemmegående, da vi var små.

Vi værnede meget om familiefølelsen i min familie. Jeg kommer fra en rigtig kernefamilie, fuld af tryghed og kærlighed, hvor det altid var familien, der kom først. Min morfar kom hver morgen med morgenbrød. Begge mine forældre var utroligt bløde mennesker, men min far prøvede altid at skjule det. Vi har også altid set meget familie, og jeg har stadig kontakt med min familie i Sverige. Mine brødre og jeg tager ofte på ferie sammen.

Min far spillede elitefodbold i sine unge dage i datidens superliga. Det var især fodbolden, som i barndom knyttede os voldsomt sammen. Min far stod for konkurrence og kærlighed for os brødre. Alle i vores familie har skam altid kunnet finde ud af at bruge stemmen, men vi brugte den som regel kun til at råbe højt og tydeligt på fodboldbanen. 

At give plads til andre fyldte også meget i mit barndomshjem. Vi brødre havde et meget højt energiniveau og meget udadvendte sind, ligesom mine forældre, men vi blev tidligt lært at skrue ned for os selv, hvis situationen bød det. Mine forældre var gode til at sikre plads til os alle tre, så der ikke opstod misundelse imellem os. Det bærer vi alle tre med os i dag. Vi kan helt ærligt glæde os over hinandens successer i dag. 

Sangen trak mig gradvist væk fra sporten. Den begyndte langsomt at overtage mig. Det var en kærlighedshistorie fra starten. Jeg kom på en musikskole, og derfra blev sangen mere og mere alvorlig. Min far forstod ikke at jeg skulle til at synge, fordi han syntes, det var en underlig og usikker karrierevej. Han var oprigtigt bange på mine vegne, men før hans død nåede han at sidde i publikumsmørket i operaen med våde øjne. Der var vi sammen som familie på helt anden følelsesladet måde, som jeg aldrig vil glemme.

Min familie har forståelse for mit operaliv. Jeg har faktisk lavet koncerter med alle mine børn og begge mine brødre, som også er professionelle operasangere. Jeg har mange aftener på scenen, men nogle gange også perioder med stor fritid. Min mor og mine brødre passer ofte mine børn om aftenen, men børnene føler ikke, at de er blevet "passet", fordi vores familier er så tætte. 

Det var hårdt at blive skilt, men vi har været gode til at sætte børnene først. Jeg har børnene hver anden uge, og så ofte jeg kan med ude og se dem spille fodboldkampe eller optræde.

Hvis det hele brænder på, så vil jeg være der for mine nærmeste, og det ved jeg, at de også vil være. Jeg stoler blindt på mine nærmeste. At være der for sine nærmeste, til enhver tid, er det vigtigste i verden for mig. Jeg vil betingelsesløst være der for dem, jeg elsker.

Jeg kan altid føle mine forældres værdier, og jeg bruger dem dagligt i min kunst. Deres opdragelse har gjort mig ret frigort og tryg på en scene, og de har givet mig en meget stærk psyke. Operaverdenens kontante afregning vil være hård for enhver, men jeg prøver at fokusere på instruktørerne og publikummernes kritik, og de følelser som opstår, på selve aftenen som den egentlige kritik.

Jeg vil give alle de værdier videre, som mine forældre har givet mig. Jeg håber bare, at jeg kan leve op til dem, for jeg er ikke så stabil som de var. Jeg forsøger at give mine børn følelsen af at være en komplet kernefamilie, og det føler jeg, at de er. Jeg vil prøve at give dem den samme tryghed, men også sårbarhed, så de også kan blive åbne og frigjorte mennesker. Mine børn går meget i mine fodspor, men de ved, at de kan få lov til at prøve alt, hvis jeg kan se ilden i deres søde øjne.